Skurk til skam og god til gavn, ædel færd til fromme,
For at skille brav fra skælm monne hid jeg komme.
Saaledes slutter vaganternes ordenssang, og vi har i skildringen af den omstrejfende „uordentlige orden“ og dens viser fundet adskilligt, der gaar i samme retning. Utvivlsomt har de farende skolarer betragtet sig som et meget nyttigt element i samfundet til at uddele ros og dadel og med satirens svøbe tugte gejstlighedens laster, navnlig hvis disse lasters væsentligste træk var at holde pungen lukket. At adskillige hvasse og djærve satirer virkelig skyldes dem, skal ingenlunde bestrides. Om imidlertid alle de ypperlige, skarpe og rammende, ofte af dyb og ægte sædelig harme gennemtrængte satiriske digte, som denne periode er saa rig paa, virkelig er forfattede af vaganter, er dog et stort spørgsmaal. Det er vanskeligt at fatte, at disse paa bedste beskub levende vinglade gutter og gudsforgaaene spillefugle skulde have raadet over alvor nok til at frembringe de bitre og hvasse, af den dybeste indignation, ja endog af dump fortvivlelse opfyldte angreb paa den romerske kurie og de høje prælater, der i hensynsløs forbitrelse ikke staar tilbage for selve reformationstidens. Vaganterne har bidraget deres til disse satirers udbredelse; de førte dem med fra land til land og tillod sig lejlighedsvis omdannelser, tilføjelser og efterligninger; men de bedste frembringelser af denne mærkelige poesi har sikkert haft andre forfattere, alvorlige og for tidens dybe brøst bekymrede mænd, stundom vel ogsaa ideelt anlagte sværmere blandt den studerende ungdom. Til enkelte satirer kan da ogsaa aldeles bestemte forfattere paavises.
Kirken havde i kampen med kejseren om bispevalgene, der opfyldte den sidste fjerdedel af det 11. og begyndelsen af det 12. aarh., saa temmelig gennemført sine krav, og under den store pave Innocens III (1198—1216) stod den paa magtens højdepunkt. Cølibatet, som Cluniacensermunkene havde krævet og Gregor VII (d. 1085) gjort til lov, havde skilt gejstligheden skarpt fra lægmændenes verden J som en stand, der kun skulde være besjælet af kirkelige interesser, og hvis liv skulde være rent for sanselig besmittelse, den ophøjede formidler mellem Gud og menneskene. Den hellige Bernhard og hans Cisterciensere prædikede munkelig forsagelse og helliggørelse, og den ene munkeorden strængere end den anden opstod og opfyldte landene med klostre. Gregor VII havde tordnet mod den verdslige magts Simoni o: salg af kirkens høje værdigheder og overhovedet verdslig indflydelse paa valgene; kun fromme og lærde mænd burde sættes paa ærkebispe- og bispestolene, og intetsomhelst verdsligt hensyn burde her gøres gældende.
Men efter kirkens sejr viste det sig snart for dem, der havde ment det alvorligt med de ideelle krav, at saare lidet i virkeligheden var vundet. For paverne havde kampen i meget høj grad været et magtspørgsmaal; de vilde ikke blot herske over sjælene, men ogsaa bøje den verdslige myndighed under sig. Det romerske hof (kurien) behøvede store pengesummer og fandt snart paa mangfoldige, mindre ideelle veje til at tilfredsstille sit behov. Allerede tidlig var det et almindeligt ord, at uden penge kunde intet udrettes i Rom, selv om man havde den bedste og retfærdigste sag. Og kurien, der havde raset mod Simoni, kom selv grumme hurtigt ind paa dette mislige middel til at slaa mønt, der i de følgende aarhundreder antog en mere og mere forargelig skikkelse, saa at den pavelige Simoni blev langt værre end den kejserlige. Som bekendt, rejste den navnkundige Arnold af Brescia (f. c. 1100, d. 1155), Abailards ven, en voldsom og energisk opposition mod kirkens verdsliggørelse og havesyge og krævede, at pave, prælater og præster skulde leve i apostolisk armod; men han blev forfulgt som et jaget dyr af den hellige Bernhard og paverne og faldt til sidst som et offer for sine idéer. Allerede i vore satiriske digte, der for største delen tilhører det 12. og begyndelsen af det 13. aarh., er Simoni en stadig tilbagevendende beskyldning mod den høje gejstlighed og først og fremmest Romerhoffet. Dette ord stammer fra fortællingen i „Apostlenes gærninger" 8,9–20 om en vis Simon, der driver trolddomskunster i Samaria, men lader sig døbe af Philippus, idet han imponeres af hans store og kraftige gærninger; da han senere ser Peter og Johannes meddele den Hellig Aand ved haandspaalæggelse, tilbyder han dem penge for at lære ham kunsten, men Peter afviser ham og forbander ham og hans penge, fordi han mener at kunne erhverve den Guds gave ved dem. En anden ofte anvendt betegnelse for samme synd er Giezi’s eller Giesi’s færd, medens udøveren kaldes en Gieziter (Giezita). Herved sigtes der til fortællingen i 2. Kong. 5 om den syriske høvedsmand Naaman, der bliver helbredet for spedalskhed ved at bade sig i Jordan paa profeten Elisas bud; Elisa afviser den taknemmelige Syrers gaver, men profetens „dreng" Gihesi (= Giezi) løber efter ham og modtager en meget stor foræring; Elisa mærker imidlertid, hvad der er sket, og straffer sin utro og begærlige tjener ved at overføre Naamans spedalskhed paa ham. Derfor hedder det jævnlig i vore satirer, at de, der sælger kirkelige værdigheder og naademidler, er befængte med Giesi’s spedalskhed. Beskyldningen for afgudsdyrkelse, der atter og atter udslynges mod kurien og den høje gejstlighed, støtter sig paa Paulus’ ord i Ephes. 5,5: „Thi dette vide I, at ingen skørlevner eller urén eller gerrig, hvilken er en afgudsdyrker, haver arv i Christi og Guds rige" (sml. Coloss. 3,5). Vore digtere var selvfølgelig i høj grad bibelfaste og hentede med forkærlighed deres argumenter og billeder fra Skriften.
I et digt, der, hvis udgiveren har ret, tilhører tiden før 1100 (!?)1, træder harmen over det romerske hofs have- i syge og fuldstændige ligegyldighed for ret og retfærdighed allerede frem med al ønskelig kraft og grelhed: Romernes folk dyrker afguder ligesom fordum; alle verdens herligheder drager det til sig. Rom vurderer forbrydelser efter (gavernes) vægt; den sag, der er forgyldt, priser det højt, men den fattiges røst hører det ikke. Døren lukkes for | den, der kommer med tomme hænder; den havesyge dørvogter, der sælger adgangen, raaber: „Hver den, der vil træde ind, maa ikke være karrig mod mig; lad ham først give mig gaver, saa skal døren strax springe op.“ Sandhed, hellighed, sagens retfærdighed, indsigt og byrd hjælper intet; kun pengene hersker over lande og have. „Dronning Penge" (regina pecunia, et laan fra Horats) tilligemed Simoni og den spedalske Giesi holder allerede koncilium i Rom, hvortil hun har sammenkaldt folk fra alle verdens kanter. „Hør mig, mine sønner, som jeg har næret med min mælk", saaledes taler hun, „unge og gamle, troende og vantro: Den, der søger ære i verden og Romernes gunst, hædersposter i kirken, bispesæder og bispehuer, han skal vaage ved min dør, samle mig, give mig ud og sprede mig viden om; i fuldeste maal vil han opnaa alt, hvad han ønsker, hvis han ødsler rigeligt med mig. Jeg klarer let en mislig sag; jeg kan gøre alt, hvad jeg vil; jeg forlokker ægtehustruer og forfører jomfruer; lov og dom retter sig efter mig. Jeg har gennemvandret alverdens lande; men I aldrig har jeg fundet noget folk, der var mig saa underdanigt, saa hengivent til vinding som Romerne, der med lyst indsuger mine forskrifter. Lige siden grundlæggeren Romulus’ dage har jeg haft min glæde af dette folk, og her vil jeg opslaa mit faste bo." I denne satire, der vel er en af de ældste, har man allerede samme beskyldninger, der stadig gaar igen og atter og atter varieres i de skarpe angreb fra det følgende aarhundrede. Nogle af de bedste er oversatte s. 176—86. Et digt, der imod sædvane temmelig nøjagtig kan tidfæstes (1171—75), og hvis forfatter har været en Franskmand2, staar ikke tilbage for disse i voldsomhed; men forfatterens hidsighed og harme har til dels taget magten fra ham, saa at digtets tydelighed og klarhed lider derunder. Den romerske kurie med sine kardinaler, jurister, dørvogtere og kæmnere sammenlignes med en frygtelig malstrøm, der opsluger alle skibe, som sætter kursen derhen; de er sørøvere, Charybdis og Scylla, Sirener med menneskehoveder, men djævle i deres indre. Kardinalerne taler indsmigrende og søde ord til alle, der kommer fra Frankrig, hvem de kalder den hellige stols særlig elskede sønner; men efter alle deres sleske ord tvinger de de ankomnes punge til at afgive deres indhold. — I et kortere digt i dialogform (C. B. s. 65 f., nr. 171) spørger kynikeren Diogenes den smidige verdensmand Aristippus, hvorledes han bør optræde i Rom; han forstaar ikke at lyve, og desværre vinder man kun ved smiger de stores gunst. Aristippus ønsker at vide, om han ønsker hædersposter eller præbender (o: mere eller mindre indbringende kirkelige stillinger) i Rom; hvis han ikke kan kæle for prælaternes laster, kommer han ingen vegne, thi de høje gejstlige elsker frem for andre dem, der er delagtige i deres fejl og haandlangere i deres forbrydelser. Da Diogenes hertil svarer, at han aldrig har lært at smigre for lasterne, men altid følger den nøgne sandhed, lader Aristippus ham vide, at han i saa fald intet har at gøre i Rom; her er ingen plads for en kyniker, der taler aabent og ærligt; man maa være lastefuld med den lastefulde, hvis man ønsker at staa højt i de mægtiges gunst. — Et andet sted (C. B. s. 51 f.) spørger digteren den guddommelige kærlighed (Caritas), hvor den er at finde, mon bl. a. i Rom, hvor bullen lyner, og retten fordrejes? Caritas svarer, at den kommer fra Jericho og græder med den saarede, hvem Leviten gik forbi; søger man præbender, nytter gode sæder og lærdom intet; der maa penge til. Pavens dørvogtere er døvere end Cerberus; om man var Orpheus selv, hvem underverdenens gud Pluto bønhørte, blev man afvist, hvis man ikke bankede paa døren med en sølvhammer.
Billedet af Rom som verdens hoved, der er sygt og smitter alle lemmerne, kommer ofte igen. Den romerske havesyge angribes atter og atter, og angrebenes form varieres, saa vidt det er muligt, paa mange maader. Den pavelige Simoni brændemærkes jævnlig med stor drastisk kraft, f. ex. i følgende strofe: Hvergang der er tale om en til bisp at vælge, Spørges der, til hvilken pris Rom vil posten sælge, Og hvor stor en pengepung han kan paven byde; Om hans sæder derimod vil sig ingen bryde3.
Ved siden af havesygen, der aldrig slippes af syne, faar ogsaa, om end sjældnere, de andre laster, der raader i Rom et velturneret hib. Der var megen tale om dem i digtet om Diogenes og Aristippus; men endnu kraftigere er følgende djærve udgydelser, der rimeligvis skyldes en engelsk digter: „En abbed eller munk, der ikke jævnlig drikker sig fuld, medens han opholder sig ved pavens kurie, fortjener at afsættes, thi han overtræder loven. En abbed, der spiser smaa fisk og lader vinen blive fordærvet af vand, er ikke nogen god hyrde, saa længe han lever saaledes; kurien begaar en fejl, hvis den ikke afsætter ham. Hvis nogen køber en blybulle i Rom og ikke giver mere for den, end den er værd, saa erklærer underprioren (— altsaa har vi her at gøre med en virkelig vagant4 —) i sine dekreter, at han er en falskner, siden han er sluppen saa billig derfra«5.
Blandt kuriens angribere optræder en mand, hvis navn vi allerede flere gange har nævnet, en af det 12. aarhundredes mest fremragende latinske digtere, den berømte Valther af Lille; thi at det s. 183 f. oversatte digt virkelig skyldes ham, har overvejende sandsynlighed for sig. Han var født i Lille; naar, vides ikke. I sin ungdom skal han have forfattet letfærdige digte, rimeligvis elskovssange, der blev sungne i hele Frankrig; desværre vides intet nærmere om dem. Han begav sig senere til Bologna for at studere lovkyndighed. I aaret 1166 indtog han en fremragende stilling ved Henrik II af Englands hof; kongen viste ham stor tillid, men alligevel stod Valther i nøje forbindelse med hans modstandere, den landflygtige Thomas Becket, ærkebiskop af Canterbury, og den i det foregaaende ofte omtalte Johannes af Salisbury. Det er Johannes’ breve, der giver os disse oplysninger; han omtaler Valther med den største ærbødighed som sin herre og mester og bliver ikke træt af at prise hans godhed og kærlighed (— hvor urimelig en tanke, at denne mand faa aar i forvejen skulde være optraadt som den holdningsløse og letsindige Archipoeta!—). Valthers hemmelige forbindelser synes at have vakt hoffets mistanke; vi erfarer, at han bukkede under for sine fjenders ondskab og tog straffen paa sig for en anden, hvem han ikke vilde forraade. I samme brev udtaler Johannes sin dybe smærte over, at man har berøvet Valther Christi segl, d. v. s. udstødt ham af gejstligheden, hvilket stemmer ypperligt med vort digt. Kort efter og i samme aar 1166 synes han at være blevet sekretær hos ærkebispen af Reims og maa i saa fald atter være blevet optaget i kirkens skød. Senere overtog Valther ledelsen af en skole i Chåtillon, hvor han maa have opholdt sig længe, siden han selv siger, at denne by berøvede ham hans gamle navn, saa at han herefter oftest kaldtes Valther af Chåtillon. Her forfattede han sit berømteste værk Alexandreis, et epos om Alexander den store, der baade i fremstilling og form hører til middelalderens allerfortrinligste digte paa antike vers, og desuden ti rytmiske digte, der for største delen er rettede mod gejstlighedens og kirkens brøst. Denne litterære virksomhed falder i tiaaret 1175—1185. Valthers dødsaar kendes ikke6. I et lille epigram, der er en efterligning af Vergils berømte gravskrift, siger han om sig selv:
Insula er Lille, Castellio Chåtillon. Vergils digt, som han har efterlignet, lyder i oversættelse: Mantua livet mig gav, Calabrien tog det; jeg hviler Nu i Parthenope; kvæg, landbrug og krig jeg besang.
Det er muligt, at ogsaa den s. 176 ff. oversatte ypperlige satire mod Rom skyldes Valther8. I saa fald staar den betydeligt over de ovenfor omtalte ti digte, som han forfattede som gammel mand, thi i disse trættes man ofte af en bred og vidtløftig moraliseren9. Det bedste er den saakaldte Apokalypse, der hører til de berømteste satirer fra denne tid10. Digteren falder i søvn i en skyggefuld lund og føres i drømme af Pythagoras til et mærkeligt sted, hvor han ser flere af oldtidens berømteste mænd. Herfra fører en engel ham til himlen, hvor han ser forunderlige, om Johannes’ Aabenbaring mindende syner. Efterhaanden løses seglene til syv kapitler for ham, og han læser deres indhold, der er en yderst kraftig gennemhegling af hele gejstlighedens lange synderegister lige fra biskopperne til præsterne og munkene. I mange henseender minder de djærve udfald, det bidende vid og de satiriske ordforklaringer om „Imod lasten skal min røst" (Utar contra vitia), som man meget godt kan anse for et tidligere og friskere arbejde af Valther fra hans yngre aar. At gennemgaa digtet i enkelthederne vilde nemt virke trættende; vi faar i det følgende lejlighed nok til at beskæftige os med de beskyldninger, man rettede mod gejstligheden (navnlig havesyge, hykleri og usædelighed), og det kraftigt realistiske invektiv mod munkene kommer vi senere tilbage til.
Vi saa, at Valther i det s. 183 f. oversatte digt forudsagde Antichrists snare komme. Et lignende indhold har det syvende af de ti. Her er Thomas Beckets mord og det af kejser Frederik Barbarossa hidførte paveskisma tydelige forvarsler. „Hvorfor spørger du efter Simon og hvorfor efter Nero? Den konge, der lod biskoppen dræbe, er en værre Nero end Nero selv." Hertil kommer gejstlighedens dybe fordærvelse, der breder sig fra hovedet til alle lemmer; alle klostre, alle munke og nonner tilhører mørkets fyrste11.
De andre digte er lidet interessante; dels jamrer de over verdens tiltagende siethed, pengenes almagt og studiernes usle kaar, dels breder de sig i almindelige, triste betragtninger over gejstlighedens lastefuldhed. Af den art trættende, kedsommeligt moraliserende, gnavne og trøstesløse jeremiader forfattedes der en urimelig mængde. De gaar evindelig i samme lire og er blottede for al individualitet.
Da man havde saa overmaade travlt med kuriens og gejstlighedens havesyge, var det naturligt, at man forfattede digte, der udelukkende handlede om pengenes rædselsfulde magt. Det mest udbredte af disse poesier er Carm. Bur. nr. 73 a (s. 43) „Om mønten" (Versus de nummo), 38 leoninske hexametre, der næsten alle indeholder ordet „nummus" (mønten), og af hvilke de fleste begynder dermed. Det er et ganske flot digt, hvis enkelte vers med epigrammatisk skarphed klart og hvast fremhæver en af de mange ulykker, de usalige penge volder i denne syndefulde verden. Hvor yndet dette digt har været, viser de talrige varianter12.
Som vi saa af Valther af Lille’s digte, var det ikke blot pavehoffet, der udæskede satirens svøbe; ogsaa hele den øvrige gejstlighed frembød saarbare punkter nok, der heller ikke blev oversete. Jammer og klage over præsternes fordærvelse var for resten ikke noget nyt; forskellen mellem de strænge ideelle krav og den syndige verdens fristelser var for stor til, at ikke mange maatte blive vejede og fundne for lette af de ubønhørlige ivrere. Saaledes klager allerede i det 11. aarh. en from munk i et vemodigt, skønt og naivt følelsesfuldt digt13 over verdens tiltagendefordærvelse, der viser sig i unaturlige laster (sodomi), vold og undertrykkelse fra de stores side, medens gejstligheden helt forsømmer sit ophøjede og hellige kald. Biskoppens haand er altid aaben for gaver; hvis nogen fylder den med guld, da er han en retfærdig mand og kendes fri, hvis en klage rammer ham. Kirkens styrere fører deres hjorde gennem tjørnekrat og lader sig med lyst fede af deres fedme; men gaar der brud paa noget, læger de det ikke, og de ringeagter det magre faar. De ifører sig herlige klæder og sætter nødig deres fødder paa den vaade jord; de krøller deres lokker med brændejern og salver deres hoved; hovmodige troner de paa deres høje sæder og ønsker at kaldes „fædre“, men de undlader ganske at vogte deres hjord mod denne verdens graadige ulve, der uhindrede plager og piner de smaa og svage. De vrager kaal og lignende tarvelig føde, men fraadser i fede og lækre retter14; krydrede vine funkler i deres bægere, thi bugen, som er udspændt af lækkerier, er deres gud. Den fromme munkedigter, der ingenlunde anser sig selv for ren, beder de ærværdige fædre at omvende sig; han truer med Helvedes rædsomme og evige kvaler og peger paa Himmeriges fryd som lønnen for et rent, fromt og kysk levned. I vagantlitteraturens digte, enten de nu er af virkelige vaganter eller ej, gentages væsentlig de samme klager. Gejstligheden beskyldes uophørlig for Simoni, havesyge, usædelighed og fuldstændig vanrøgt af sit hyrdekald. Adskillige af disse digte er smukke og opfyldte af dyb sædelig harme15. Til dem slutter sig nogle faa andre digte, der i en lignende alvorlig og værdig tone forkynder, hvorledes en virkelig from og nidkær præst bør røgte sit hellige embede16. Mere grovkornet er den tidligere berørte dialog „Præsten og logikeren"17, hvor den sidste med ægte vagantdjærvhed ryster hele skæppemaalet af haarde beskyldninger ud over den arme præstemands syndige hoved og heller ikke glemmer hans „præstekone", uden at den Guds mand gør noget forsøg paa at benægte kendsgærninger, men bare stræber at give igen. Meget muligt, at forfatteren har været en engelsk vagant. Toppunktet af realisme naar dog vistnok en anden engelsk vagant i en yderst kras satire mod en usædelig prælat18: Han har alle tænkelige laster; snarere kan han kaldes fraadseriets slave end en søn af naturen. Det er ham ikke nok at ende tørsten med en rus og gæstebudet med en opkastning; men naar han er drukken og slap, tørster han efter at tørste paa ny, for at han atter kan begynde at drikke. Naar han lader sætte for sig saa meget, at det kunde være nok til tre Epicurer, æder han alt i flæng, kun med den forskel, at han sætter mest pris paa det dyreste. Ogsaa elskovsnydelsens værd taxerer han efter samme maalestok. Naar han er drukken, rinder vandet i stride strømme fra hans øjne, og da skelner han hverken mellem køn eller personer men kaster sig i sin frække brynde over ham eller hende, hvem det nu er, der kommer ham nær. Venus er den eneste planet, hvis løb han bekymrer sig om; for ham bestaar hver uge af syv Venusdage (dies Veneris o: Venus’ dag = Frejas dag, fredag); han beraaber sig evig og altid paa Paulus’ ord, at det er bedre at gifte sig end leve i brynde. Skal man klart udtrykke, hvori han udmærker sig fremfor andre, vil svaret blive, at de har løjet flere gange, men han kun én gang (o: hele hans liv er én eneste løgn). Han er elskværdig, naar han pønser paa ondt, og han klapper folk for at malke dem (o: presse penge ud af dem); ingen kirkelig naade opnaas af ham uden ved køb. Uværdig som han er til at bringe det hellige messeoffer, vilde han med glæde have været med til at dømme Christus, hvem Judas forraadte. Han hader og forfølger enhver dyd; naar han som dommer udspænder sit jægergarn til fangst, bliver uret til ret, og naar han faar færten af en gave, lader han dommen rette sig efter bestikkelsessummens størrelse. Spørger man om mandens navn, svarer digteren, at han har glemt det, thi mandens navn er „Glemsom" (o: han glemmer alle pligtens bud).
Den gæve prælat, af hvem vi her faar et saa flatterende billede, havde aabenbart svært ved at overholde det sjette bud. I det hele synes gejstlighedens svaghed overfor Venus’ tillokkelser at have været overmaade stor efter de satiriske digtere at dømme. Vi har hørt adskilligt derom i det foregaaende. Alt hvad der stod i forbindelse med kønslivet, havde jo altid været de fromme en torn i øjet, noget absolut urent og vederstyggeligt. Fordringen om, at præsterne, der fejrede det hellige messeoffer, ved hvilket brød og vin forvandledes til frelserens kød og blod, skulde være rene for al sanselig „besmittelse", var gammel, men havde længe svært ved at trænge igennem. Cluniacenserne satte den paa deres program, og Gregor VII, der var udgaaet fra Cluny, gjorde gejstlighedens cølibat til lov (1074). Naturligvis mødte dette unaturlige og grusomme bud en sejg og forbitret modstand; men det gennemførtes dog efterhaanden officielt i de fleste lande, vel at mærke kun officielt. Præsterne maatte vel sende deres hustruer bort; men de holdt sig skadesløse ved at leve ægteskabeligt med deres helst unge husholdersker eller kokkepiger, og dette samliv (konkubinat) var i reglen en offentlig hemmelighed, som kun de fromme ivrere tog synderligt anstød af. Befolkningen skal oprindelig have været enig med paven i at kræve en højere og renere dyd af præsterne; men den opdagede snart, at denne dyd var en højst skrøbelig vare, og at de Guds mænds indflydelse paa kvinderne gennem skriftemaal og sjælesorg var stærk nok til at drage ubehagelige konsekvenser efter sig for lægfolks ægteskabelige tryghed, især da kirkens mænd jo ofte var ganske vel aflagte og ogsaa ved verdslige goder kunde øve en dragende virkning paa adskillige svage kvindesind. Vi hører derfor, at bønderne ofte ligefrem tvang præsterne til at have konkubiner, idet de ræsonnerede: „Afholdende vil præsten ikke kunne være; det er derfor bedre, at han har en kvinde for sig selv, end at han indlader sig med alle andres kvinder" (fra Elsass c. 1200). Men kønsmoralisterne, der lige saa’lidt dengang som nu var tilgængelige for sund menneskeforstand, gav sig ikke; en præst skulde være kysk som en kastrat. For dem var det selvfølgelig ganske ligegyldigt, om han levede i et ægteskabeligt, om end ikke anerkendt samliv, eller han besøgte offentlige glædespiger.19 Begge dele var i deres øjne hor og urenhed, og de ræddedes ved tanken om, at han kunde rejse sig fra en kvindes side for at forvalte de hellige sakramenter. Kort og kraftigt udtales dette i følgende epigram:
Du, som hos skøger sover, lad høre, hvorledes du vover
Verdens frelser at røre, med hænder, som raged i pløre20. „Svar mig, du præst/1 hedder det et andet sted21, „du, som ofte og fornøjeligt sover hos din hustru, fra hvis side du om morgenen staar op, fejrer messen og velsigner Christi legeme efter en skøges favntag, der er mindre syndefuld end du! — Jeg undres, jeg undres højlig over, at Christi legeme skjuler sig under det brød, som din haand vanhelligt berører om morgenen. Hvis du ikke undres, saa undres jeg over, at du ikke opsluges af jorden, og skønt man ofte forbyder dig det, frygter du dog ikke for at gentage din synd. Maaske tror du, at dine hænder er rene, naar du hyppig gyder det klare vand over dem; men hvor ofte du end udgyder det, vedbliver de at stinke, og du faar dem ikke rene.1 1
Mange præster fandt det sikkert bekvemmere og interessantere at holde sig til deres kvindelige sognefaar (skønt det ogsaa kunde medføre visse farer fra de krænkede ægtemænds side) eller at søge glædespiger. Kirken tvang ved sit urimelige renhedskrav ligefrem sine tjenere til usædelighed og det en usædelighed, der blev værre og værre og senere skulde blive en uudtømmelig kilde for de gammelfranske fabliauxdigtere og novellisterne, især de italienske, og deres efterfølgere, der i utallige kostelige historier sætter de hellige skørtejægere i gabestokken. Ikke engang beskyldninger for unaturlige laster mangler i de middelalderlige Goliardviser. Homosexualitet har jo desværre til mange tider været en sørgelig udbredt last. I Orienten betragtedes den omtrent som en selvfølgelighed, medens den i den klassiske oldtid ret ofte træder frem i skønlitteraturen som en art blid, om end for vor følelse stødende sentimentalitet. Kristendommen erklærede den krig paa kniven og straffede den ofte med lige saa strænge straffe som kætteri; men den holdt sig under overfladen, sugede senere næring af paavirkningen fra Orienten paa korstogenes tid og fremmedes uden tvivl endnu mere ved kirkens asketiske strænghed. Ikke ganske uden grund siger Nietzsche i „Ecce homo": „Kyskhedsprækeri er offentlig ophidselse til naturstridighed. Enhver ringeagt for kønslivet, enhver besudling af det med ordet, urent’ er en forbrydelse mod selve livet, er den egentlige synd mod livets hellige aand.“ Den forbrydelse har kirken begaaet i et rædselvækkende omfang, og følgerne udeblev ikke. Som bekendt, moraliseres der tit og ofte over homosexualitetens frygtelige udbredelse i vore dage, og dydsdragonerne ræddes over vor samtids uhyre sædelige fordærvelse. Der er dog adskillige ting, som tyder paa, at denne sørgelige, uhyggelige og hæslige perversitet var mindst lige saa udbredt i de aarhundreder, da kirkens magt var større end nogensinde baade før og senere. Allerede den fromme munk fra det 11. aarh., hvis digt om gejstlighedens fordærvelse vi ovenfor behandlede, taler om den med klare og tydelige ord23. Den engelske prælat, hvis laster gennemhegledes med saa stor kraft, var hengiven til samme unatur. Den sædeligt indignerede digter, der harmedes over, at præsten læste messen efter at have sovet hos sin konkubine, taler senere endog gentagne gange om „gomorreiske præster", et udtryk, der ganske sikkert har samme adresse. Et meget elegant digt paa vagantstrofer, „Ganymedes og Helena“24, taler fra først til sidst den naturlige elskovs sag mod homosexualismen: Digteren falder i søvn paa det bløde græs under et løvrigt træ og ser i drømme Ganymedes og Helena, to henrivende unge væsner, der hver især er en pryd for sit køn. Helena gør stærke tilnærmelser til den skønne yngling; men hendes møje er spildt: Ganymedes er en bolerdreng, der ringeagter kvinder og hader dem som farlige konkurrenter. Det kommer til en ordstrid mellem dem, der ender med, at de stiger til hest og rider til Naturens og Fornuftens domstol i Juppiters palads. Alle guder og gudinder strømmer sammen for at se det smukke par, der nu taler deres sag i vexelstrofer. Helena priser den naturlige elskov, medens Ganymedes med kynisk frækhed og udsøgt raahed anbefaler utugt mod naturen, der staar højt i gunst hos sædernes dommere, de store prælater25, og i sit angreb paa kvindekønnet endog overbyder den asketiske litteraturs sædvanlige uhumskheder. Den arme Helena, der just ikke lider af snærpethed, beklager sig over, at hun er nødt til at tilsidesætte blufærdighedens hensyn for at imødegaa ham; men pludselig giver han tabt, da hun bl. a. betegner hans last som kætteri, og Fornuften kender for ret, at sagen er klar, og at ynglingen er overvunden. Guderne og navnlig gudinderne jubler og rækker Helena sejrskransen, og Ganymedes faar hende efter eget ønske til hustru. „Denne vision," slutter digteren, „blev mig til del ved Guds villie; lad Sodomiterne rødme og Gomorræerne græde! Maatte enhver, som er skyldig i denne brøde, omvende sig, og maatte Gud glemme mig, hvis jeg udøver den!"
Det skyldes maaske ærgrelse over skuffede forhaabninger og bagtalelseslyst, naar en vred vagant beskylder prælaterne for kun at være gavmilde mod glædespiger og bolerdrenge (C. B. s. 77 f.); men naar en angrende synder tror sig nødsaget til at forsikre, at han nok har været svag overfor hetærers tillokkelser, men aldrig forfalden til sodomi eller pæderasti (C. B. s. 8, nr. 11,3), vidner det dog om en ret udbredt sædelig forvildelse. Et andet sted forsvarer endog en kleriker sig overfor en dame, der mistænker ham for at lade sig bruge af unaturlige vellystninge; han afviser denne modbydelige tanke med harme (C. B. nr. 80). Vagantlitteraturen kan endog opvise et virkeligt pæderastisk digt26, fuldendt i formen, men for normale mennesker yderst frastødende i tanke og indhold. At vaganterne ved given lejlighed beskylder deres konkurrenter, spillemændene, for at dyrke unaturlige laster27, kan skyldes brødnid, men viser dog, hvor fortrolig man i hine tider var med slige udskejelser. Alanus af Lille, Valthers bysbarn og uven, skrev endog en lang afhandling paa et yderst afskrækkende, skruet og blomstrende sprog, „Naturens klagew (De planctu Naturæ), der for en stor del er rettet mod homosexualitetens last28, og, som bekendt, blev senere Tempelherrerne beskyldte for at være stærkt hengivne til samme skændighed. Selv den middelhøjtyske litteratur indeholder enkelte hentydninger til og udfald imod denne afskyelighed29.
Gejstligheden følte selv, at dens landskendte usædelighed udsatte den for at synke i fromme lægmænds omdømme. Den forsøgte da ved sindrige allegorier at bevise, at kirkens naademidler ikke tabte i kraft ved at gaa gennem en uværdig præst hænder. Der fortælles saaledes, at en from mand ikke vilde høre messen, fordi præsten var berygtet for sit skændige levned. Han vandrede alene om paa marken, følte heftig tørst og drak af en klar kilde; men tørsten vedblev. Han besluttede da at søge kildens udspring for der muligvis at faa sin tørst slukket. En skøn olding viste sig pludselig for ham og førte ham til kildevældet, der til hans rædsel strømmede ud af det aabne gab paa et raaddent og stinkende hundekadaver. Men oldingen bød ham drikke uden frygt, og det forekom manden, at han aldrig havde smagt renere og herligere vand. Oldingen forklarede ham nu, at ligesom vandet intet mistede i smag ved at strømme gennem den stinkende hunds gab, saaledes forholdt det sig ogsaa med den af en uværdig præst fejrede messe. Selv om derfor slige præsters levned var ham en gru, burde han uden betænkning høre messen af deres mund30. — Som man ser, forkynder denne lignelse en lære, der gaar stik imod de satiriske digteres, men var meget praktisk for kirkens mænd.
At forbudet mod præsteægteskab var den egentlig grund til hele elendigheden, vilde kirkens ledere naturligvis hverken se eller indrømme. Cølibatet skulde overholdes, og den sikkerhedsventil, som konkubinatet afgav, vilde de asketiske ivrere (stundom var de tillige gemene hyklere31) ogsaa have stoppet. Pave Innocens III, der selv var stærkt gennemtrængt af den kønslige askeses aand, gentog paa Lateransynoden 1215 det gamle forbud mod præsternes ægteskab eller konkubinat, to begreber, det ofte var ret vanskeligt at skelne imellem; thi præsten og hans konkubine levede sikkert i mange tilfælde et meget net familieliv. Fra den tid stammer de to engelske protestdigte, der er oversatte s. 187—92. Det første forsvarer sin sag med overbevisning og varme og gør et saare godt indtryk ved sit sunde og forstandige syn paa de menneskelige forhold; det forkynder aabent og ærligt og med ikke ringe humor de skæbnesvangre følger, et saadant unaturligt bud vil medføre. Det andet digt er ikke fuldt saa rent i tonen; det er aabenbart stemt for, at præsterne faar lov at beholde deres koner, men det forsømmer ikke lejligheden til at gotte sig lidt over de arme Guds mænd, der har saa forskrækkelig svært ved at undvære kvindelig omgang. Det betydeligt længere tredie digt32 har kun til hensigt at gøre løjer med de kvindekære præster, der for øvrigt synes at tage sagen med ro og at være mest tilbøjelige til at betragte hele den hellige sædelighedsrummel som mundsvejr. Digtet falder i to dele: Først holder domkapitlet møde for at tage stilling til sagen; en gammel, udlevet mand er villig til at afskedige sin tjenestepige, men han møder en harmfuld protest fra kantorens side og søger skamfuld at give sine ord en anden udlægning. Kældermesteren kunde nok have lyst til at bytte sin gamle, arrige og enøjede husholderske bort mod en ung, smuk kokkepige, hvilket vækker støjende munterhed i hele forsamlingen. Den sidste taler slaar hovedet paa sømmet ved følgende udtalelse:
Til det rent umulige ingen mand man binder;
Kyskhed ej hos kirkens mænd, som I véd, man finder.
Altsaa: Vi beholde vil vore tjenerinder. Derpaa følger præsternes møde, der ser ud til at være en senere bearbejdelse og udvidelse af „Præsternes sammenkomst“. Argumenterne er noget lignende, men en kende grovere. Én præst erklærer: „Hvis man tager min tjenestepige fra mig, vil jeg holde mig tre smukke tøse udenfor mit hus.“ En anden bemærker: „Jeg skal sige eder, men, sub rosa’ (o: idet jeg stoler paa eders diskretion): Hele denne text med kommentar giver følgende udlægning efter bogstaven: Dette biskoppens saa fromme paabud vil ikke blive til skade for borgernes hustruer. Hvis biskoppen vil forbyde, at hver har sin kvinde, vil han om kort tid se hele kirkens kor fuldt af hellige — horkarle/4 Den sidste taler holder paa følgende deling af samfundets virksomhed: Bønderne skal arbejde, ridderne kæmpe og klerikerne fremfor alle elske.
Hvilke resultater Innocens III’s bud har kunnet opvise i England og andre lande, er mig ubekendt. Et andet middel, der ses at være anvendt mod konkubinatet, var at ramme det gennem de aldeles uskyldige præstesønner ved at nægte dem adgang til kirkelige stillinger33. Men hverken disse eller andre midler hjalp i længden. Præstekonkubinatet vedblev at bestaa og var i hvert fald i Tyskland en aabenbar kendsgærning lige til reformationstiden. Senere blev kirketugten skrappere, saa at forsyndelser mod kyskhedsløftet maatte søge dybere skjul, og naturlige drifter uden al tvivl i mangfoldige tilfælde omsattes i hæslige perversiteter, medens hykleriet blomstrede.
Vi har endnu munkene tilbage. De spillede en uhyre rolle i det 11., 12. og 13. aarh. Cluniacenserne, fra hvem den store reform af munkevæsenet i det 10. aarh. var udgaaet, og som uden al tvivl havde virket velgørende under de opløste og forvildede samfundsforhold, havde sat deres egen fostersøn Hildebrand paa St. Peters stol og ved ham som pave Gregor VII gennemført deres asketiske krav. Fra dem udgik atter Cistercienserne (1098), der i det 12. aarh. bredte sig som en rivende strøm over hele Vesterleden og gennem deres store mester, den hellige Bernhard, vandt grænseløs magt over aanderne og efterhaanden ogsaa jordegods i uhyre omfang. I det 13. aarh. opstod Franciskanerne (1223) og Dominikanerne (Graabrødre og Sortebrødre), der som en hærgende frosttaage bredte sig over landene, rensede det af Albigenserkrigene rædselsfuldt hærgede Sydfrankrig for resterne af kætteri og lagde indre-missionens ligklæde over den døende høviske digtning i Tyskland. Og ved siden af disse store og berømte ordener skød mangfoldige mindre frem som paddehatte og fluesvampe i skovene ved efteraarstid. Man kunde jo nok med en vis ret kræve et rent og helligt liv af alle disse kutteklædte mandfolk; man havde nogen grund til at vente, at deres lydeligt udtalte foragt for verden og dens glæder og forfængelige herlighed dog i nogen grad svarede til deres virkelige levned. Men menneskenaturen er, som bekendt, svag; det var ikke saa ganske let at døde „den gamle Adam“, selv om han fik en kutte paa, og under den hellige overflade synes tit og ofte højst verdslige tilbøjeligheder at haveraadet. De satiriske digtere har i hvert fald grumme meget at fortælle os om de dele.
At for det første klostertugten stundom lod meget tilbage at ønske, skildres saare vittigt i en Goliardvise om „abbedens visitation"34. Naar den fromme fader vil inspicere datterklosteret, sender han først brev med paalæg om, at alle brødrene skal møde ham i en avlsgaard paa vejen, hvor han vil holde rast. Her møder man ham med brød, vin og fisk og fører ham ind i huset, hvis gulve er bestrøede med siv og blomster, medens bordet er fint dækket. Efter et langt ophold, der koster mange penge, rider han til klosteret for at visitere, og her begynder han med at inspicere sygesalen (rimeligvis fordi den frembyder flest bekvemmeligheder); her indtager han sit maaltid, her befinder han sig bedst, og klosterbrødrenes fattigdom hverken føler han eller tænker han paa. Næste dag skrider abbeden endelig til visitationen, der dog kun drejer sig om verdslige ting, men næsten slet ikke om munkenes sæder. Hvis en from og trosivrig mand taler om ordenens krav, befaler han ham at tie, hvis han ikke nyder stor anseelse. I tre dage holder abbeden visitats og spiser hele tiden godt; endelig udfærdiges der et regulativ, som dog kun tager hensyn til rene ubetydeligheder. Derpaa lader den hellige fader sig aarelade, efter at han ved sit eget exempel har anvist brødrene normen for deres levned; det forbud, han har udstedt mod nydelsen af kød, har han selv brudt med sine egne skarpe tænder og sin egen vom. I sandhed en lyksalig aareladning! thi blodet, der flyder, hidrører fra Herrens gods (o: klosterets gode mad). Men hvorledes vil det gaa den slags visitatorer ved den yderste dom? De vil uden tvivl tie som æsler. Digteren slutter med at bede sine brødre tilgive ham hans skarpe ord; de vil selv formaa at skelne mellem kærne og avner; „og bed saa Gud for mig, at jeg aldrig maa blive prælat."
Ikke engang indbyrdes lever klosterbrodrene efter en anden satirikers mening35 som gode og ærlige kammerater. Smigeren har fra hoffet udbredt sig til klostrene. Den ærgerrige munk smigrer de andre brødre for at vinde nøglerne (o■komme til magten)j men lige saa snart han har dem i hænde, vender han det lodne ud og tiltordner alle, der vover en indvending: „Ti, elendige! I har ingen forstand; det er mig, der styrer huset.« Nu kryber alle munkene for den nye herre, der lader haant om regelen og betragter klosterets gods som sin private ejendom. Selv gamle mænd smigrer ham; sladder, bagtalelse og angiveri trives frodigt.
I sin Apokalypse (se ovenfor s. 76) har Valther af Lille udgydt al den bitterhed, der pinte hans sind, over munkene, mod hvem han formodentlig havde grund til at nære personligt nag: Fra en sky af sort svovldamp fremtræder et langt tog af sorte mænd, der syv gange raaber: „Herre! Herre!« Engelen bryder seglet til det syvende kapitel, og digteren læser om abbedernes og munkenes sæder. Abbederne fører deres hjorde til Helvede. I klosteret er de ustadige, men des stadigere ved hoffet. De foragter tilsyneladende verden og bærer en slet klædning og et sønderknust hjærte til skue; men bag den ringe dragt bor Venus desto sikrere, og under de taarer, som deres sønderknuste hjærte græder, smiler de til bægeret, der staar foran dem. Munkenes tunger er lystne efter kiv og ond tale; selv naar de tier (ifølge tavshedsforpligtelsen), smæder og kives de videre ved tegn; at æde og drikke er deres lyst. Deres svælg er en aaben grav, deres mave en altopslugende malstrøm, deres fingre er skovle. Sidder abbeden ved maaltidet med brødrene, da gaar bægeret rundt; abbeden løfter drikkeskaalen med begge hænder og raaber: „O, hvilken Herrens lampe er ikke den berusende pokal i en rask mands haand! Velan, Bacchus, vær du en fører for vor kreds og fyld os med spiren af Davids stamme!" Saa spørger han: „Kan I tømme dette bæger ligesom jeg?" Enstemmig raabes der: „Ja vi kan.« For at der ikke skal opstaa strid, gør de det til lov, at hver skal tømme pokalen i ét drag, og saa tømmer de den fulde og fylder den tomme skaal uden at unde bug eller hænder hvile. Som skader og papegøjer lader de imidlertid munden løbe. Deres tænder larmer som møllesten, syndfloden hersker i deres vom, med hvasse tunger opirrer de hverandre, og det ender med strid og kiv. . . Der gives ingen større dæmon end munken, intet mere havesygt, intet mere omskifteligt. Giver man ham noget, vil han have alt; beder man ham om noget, har han intet. Sidder han ved frokosten, taler han ikke et eneste ord, for at tungen ikke skal hindre tænderne i deres arbejde; naar han drikker, sætter han sig godt til rette, for at fødderne ikke skal svigte under bugens vægt. Om dagen danser han om sine afguder, vinfadene, om natten sover han hos skøgen (cum bipede bestia); ved slig en møje vinder han Himmeriges rige.
Medens Valther af Lille angriber munkene overhovedet, har Walter Map gjort sig bekendt ved sit glødende had til en bestemt orden, Cistercienserne. Denne aandrige og vittige Englænder blev født c. 1135 og var af ridderslægt. Efter et studieophold i Paris vendte han tilbage til England og var fra c. 1162 lige til kong Henrik IFs død 1189 meget nøje knyttet til denne fyrste. Map var sin herre trofast hengiven og stod i striden mellem ham og Thomas Becket ubetinget paa kongens side. Da Cistercienserne tog parti for den landflygtige ærkebiskop og derved vakte Henriks vrede, har dette rimeligvis bidraget sit til Maps heftige had til disse munke, med hvem han ogsaa havde et personligt mellemværende, da de havde bemægtiget sig et stykke land, som han gjorde fordring paa. Map døde rimeligvis i begyndelsen af det 13. aarh. Han har efterladt sig et meget interessant prosaværk, „Anekdoter fra hoflivet“ (De nugis curialium), i hvilket han meddeler en stor mængde karakteristiske træk om samtidige personer og forhold, kuriøse historiske anekdoter, betragtninger over vigtige begivenheder, velmente hib til sine fjender, især Cistercienserne, endelig adskillige spøgelsehistorier og eventyr, der er af stor interesse for folklorister36. Det ry, Map nød for skarpt satirisk vid, og hans velkendte had til Cistercienserne bevirkede, at man senere tillagde ham en overvejende mængde af de mod gejstligheden rettede Goliardviser. Skønt denne opfattelse er ganske fejlagtig, kan der dog godt være et og andet digt derimellem, som virkelig skyldes ham, saaledes efter al sandsynlighed det s. 184 ff. oversatte, der ganske er præget af hans ejendommelige personlighed. Det vil ikke være uden interesse i forbindelse hermed at se, hvilke beskyldninger han i sit prosaværk udslynger mod „de hvide munke“.
Map bebrejder ogsaa her Cistercienserne deres grænseløse havesyge, der ganske faar dem til at glemme kærligheden til næsten. „De elsker imidlertid deres næste i Herren, som de siger; men at elske i Herren betyder efter deres fortolkning at ville næstens sjæls frelse; alt, hvad der tjener til legemets tarv, udelukker de. Ja paa den maade elsker jeg alle mine fjenderw (Wright, p. 46). De lader haant om faderløses og enkers ret, men røver og raner fra alt og alle og søger at gøre hele verden til deres. „Hvis en konge ved svig eller krig vinder et rige fra en anden konge, faar dog agerdyrkerne lov at blive i landet, om han end er nok saa stor en tyran; han udrydder dem ikke, de kan paa deres egen grund nyde i hvert fald nogen glæde og med taalmod vente paa, at Gud skal lade tyrannen dø eller indenfor en rimelig tid unde dem en anden befrielse fra deres undertrykkelse; men de mennesker, som rammes af den ulykke at se disse munke trænge ind paa deres omraade, de maa vide, at landflygtighed for evig tid forestaar dem (p. 49)“. Mange maa derfor røve og stjæle, kort sagt friste livet paa enhver maade for ikke at dø af sult. Cistercienserne indvender, at deres asketiske levned og tarvelige dragt viser, at de ikke attraar ejendom for at leve yppigt; men dette vil Map ikke lade gælde: „Hvor let er det ikke at svare saaledes! Mon ikke aagerkarle og havesygens trælle alle tilsammen klæder sig yderst tarveligt og lever usselt? Ruger ikke de gerrige selv i dødens stund over deres skatte? De samler ikke til bunke for at nyde, men for at fryde sig ved besiddelsen, ikke for at bruge, men for at bevare." Med bidende haan udtaler han sig om Cisterciensernes tarvelige dragt, navnlig deres mangel paa benklæder, hvilket i det hele var et yndet æmne for satirikerne: „Og hvad denne strænghed angaar, som de viser i deres klædedragt, finder jeg det mærkeligt, at de skal bruge benklæder ved gudstjenesten for alteret, men tager dem af, naar de har forladt det; dette er en hæder, der tilkommer hellige klæder, men dette klædningsstykke er ikke helligt og henregnes ikke blandt de præstelige eller gejstlige klædebon og velsignes heller ikke; det er ganske almindeligt, det dækker, hvad der ikke bør ses (pudenda contegit), og synes at sætte segl og skranker for Venus’ hemmeligheder, for at de ikke skal røbes. Som grund til, at man ikke maa bruge dette klædningsstykke, har man meddelt mig, at disse munke skal være kolde paa de steder, for at fyrigheden ikke skal løbe af med dem, og for at de ikke skal lade sig forlede til utugt. Hvilken snak! . . . Da for kort tid siden min konge Henrik II, som han har for skik, red foran denne uhyre mængde af sine riddere og klerikere og førte en samtale med hr. Rerik, en stor munk og anset mand, og det blæste stærkt, se da kom en hvid munk vandrende paa sin fod henad vejen, og idet han saa sig om, skyndte han sig at komme til siden; men han snublede over en sten og blev ikke baaret af englene, men faldt omkuld foran fødderne af kongens hest. I det samme drev blæsten klæderne op i nakken paa ham, saa at et saare usømmeligt syn mødte min herre kongens og Reriks øjne imod deres villie (ut domini regis et Rerici oculis invitis manifesta Reret misera veritas pudendorum). Kongen, der er et sandt skatkammer for al høviskhed, lod, som om han intet havde set, vendte ansigtet bort og tav. Rerik derimod bemærkede ganske sagte: „Fandens til munkeorden, der viser den bare rumpe frem!" (Maledicta religio, quæ develat anum!) Jeg hørte, hvad han sagde, og det gjorde mig ondt, at det hellige blev til latter, skønt man ikke kunde bebrejde blæsten, at den slog ned der, hvor man gav den fri adgang." — Map bemærker, at naar de hvide munke trænger saa meget til den kølige blæst for at faa deres fyrighed svalet, er det jo ganske hensigsmæssigt, at de ikke gaar med buxer: „Saa meget ved jeg, at vort kød, der jo er verdsligt og ikke himmelsk, ikke har saa stærke skjolde nødig til den slags kampe, thi uden Ceres og Bacchus fryser Venus; men det er jo muligt, at fjenden rejser sig med større styrke mod dem, som han véd er værnede af det fasteste lukke. Alligevel vilde munken, som faldt, have rejst sig igen med større sømmelighed, hvis han ogsaa i legemlig henseende havde været forsynet med et lukke (p. 51 f.)."
Map ynder at kalde Cistercienserne „Hebræere", ikke for at sidestille dem med Jøderne, hvem han for øvrigt ogsaa beærer med had og foragt, men for at betegne, at de i deres hovmod anser sig for Guds udvalgte folk i modsætning til alle andre kristne, som han i denne forbindelse kalder „Ægyptere". Han omtaler deres forkærlighed for „ødemarker" (solitudines) og beskylder dem for ved svig og list, ran og vold at tilvende sig andres ejendomme, som de da strax gør til „ødemarker", d. v. s. mennesketomme, men veldyrkede og højst indbringende arealer. I sandhed den hæsligst tænkelige parodi paa den hellige Bernhards ord: „Bort med kirkens rigdomme! giv dem til de fattige! Vi lægger vore klostre i ødemarken og opdyrker den, og er den opdyrket, søger vi til en ny ødemark.* Cistercienserne er ifølge Map ikke engang bange for at begaa mord for at mætte deres havesyge. Han illustrerer sin beskyldning med følgende højst karakteristiske fortælling, som man dog vægrer sig ved at skænke fuld tiltro, skønt forfatteren endog nævner et ganske bestemt kloster, hvis munke skal have begaaet udaaden: „De hebræiske brødre havde en ægyptisk ridder til nabo, og de havde slaaet sig ned paa et stykke af hans jord; men dog kunde de hverken ved bøn eller løn faa ham til at fortrække. Saa sendte de en forræder til ridderen under skin af, at han begærede husly for Christi skyld, og af ham blev de indladte om natten og styrtede formummede (? peplati) med sværd og knipler i hænderne løs paa Ægypteren, hvem de dræbte tilligemed hans børn og hele hans husstand med undtagelse af hans hustru og et diende barn, som han selv forsvarede, saa længe det var ham muligt at holde sig oprejst, saa at de undslap. Hun flygtede en dagsrejse til sin farbroder, der hidkaldte sine naboer og slægtninge og tredie dagen efter kom til stedet, hvor han ofte før havde været i besøg hos sine venner, og hvor han havde vidst, at der var bygninger, hegn og store træer, der fandt han nu en ganske jævn og godt pløjet mark og intet tegn til menneskers nærværelse, ej heller noget spor af dem, thi der var ingen; men idet han gjorde, hvad mistanken raadede ham til, trængte han med magt ind gennem porten (— formodentlig til den egentlige borg; før var der vel tale om udbygninger og træer udenfor den —), der ikke lodes op for ham af sig selv, og der saa han træer optagne med rode og huggede i store stykker, og hvad han før havde formodet, det vidste han nu og mældte det til dommerne. Fremdeles angav Ægypterens hustru flere af Hebræerne med navns nævnelse og desuden netop den lægmand, der havde aabnet huset for dem. Han blev grebet af dommerne, underkastet tortur (? lege deperitus aquæ?), tilstod det ovenfor omtalte og nævnede udtrykkelig de Hebræere, som havde gjort dette, idet han tilføjede, at de paa grund af denne synd havde givet ham syndsforladelse for alle tidligere synder tilligemed den nærværende og alle fremtidige (— texten er uklar; pacto. . . pactis rimi. fejl f. peccato. . . peccatis —) og svoret en dyr ed paa, at han herefter hverken kunde omkomme ved vand eller ild eller vaaben. Altsaa blev den ulykkelige hængt og maatte bøde for, hvad de alle havde gjort, og de selv fik efter min herre kong Henriks villie af ærbødighed for Christus lov til at blive uantastede, hvor de var (! !). Det var Hebræerne fra Belanda (o: abbediet Byland i Yorkshire), der gjorde dette (p. 55)“.
Det er unægtelig haarde anklager, der vel næppe ganske staar til troende. Men de er ikke enestaaende. Ogsaa munken Nigellus, hvis digt „Narrespejlet" fra slutningen af det 12. aarh. vi allerede tidligere har omtalt (s. 27), retter lignende beskyldninger som Map mod Cistercienserne. Da æslet Brunellus har maattet opgive studierne i Paris, beslutter han at blive munk og gennemgaar i tankerne en mængde forskellige ordener, der alle faar velmente spydigheder. Om de hvide munke hedder det bl. a.:
Ganske det samme de hader, som jeg uophørlig har hadet,
Næmlig at nær deres bo bønderne pløjer og saar.
Ager og jord de begærer, og markskel lidet de ænser;
Ve deres naboer! dem er de til pest og fordærv.
Skønt de af faarene uld og af køerne mælken den hvide
Vinder til fulde, de fuldt aldrig dog maalet kan faa.
Skønt de kan nøjes med lidet, de søger evindelig mere;
Brunellus kommer ogsaa ind paa buxeproblemet, der gør ham meget betænkelig; han frygter, at det skal gaa ham, som det gik den hvide munk i blæstvejr hos Map, og gruer for følgerne38. — At ligefrem voldsfærd fra munkes side virkelig kunde forekomme, viser et ikke til vagantlitteraturen hørende digt, men fra samme tid, i hvilket forfatteren (maaske en ridder, der har faaet en kleriker til at sætte hans klage paa latinske vers) fortæller, hvorledes en skare sorte munke (altsaa her dog ikke Cisterciensere) lig en flok djævle kom styrtende ud af et nærliggende kloster, spændte hans øxne fra vognen og jog hans karle bort, da han havde tilladt sig at tage sten fra en fælles dynge til at reparere sit hus med39. I det 13. aarh. udæskede de nye munkeordener, især Franciskanerne og Dominikanerne, meget snart kritiken. Beskyldningerne er de sædvanlige; man fandt en uforsonlig modsætning mellem deres aabent udtalte verdensforagt og fattigdom og deres stræben efter rigdom, penge og vellevned. Den ogsaa som minnesanger bekendte tyske digter Marner, af hvem der findes to latinske poesier i Carm. Bur., angriber c. 1250 de nye ordener i et for faa aar siden fundet digt40. Tankegangen er en lignende som hos Valther af Lille: Verden synker dybere og dybere; Antichrist har allerede sendt mange forbud; Benedikts gamle munkeregel var god, og de af den afledede ordener fortjener ros; men i vore dage er sørgelige nye indretninger kommet til. Disse nye er navnlig „de smaa brødre* (fratres minores, Franciskanerne), der trods navnet stadig tørster efter større rigdomme og ærebevisninger. I begyndelsen ejede de næsten intet; men nu lever de, som om de ejede alt. De er sjældent i deres celler, men løber altid rundt paa vejene, og hvor meget de end har, har de dog aldrig nok. Særlig søger de borgene og de riges huse, thi de sætter stor pris paa lækker mad og god vin; for et maaltid giver de gærne 100 dages indulgens (c: fritagelse for fasteregler o. 1.) og samler sig herved baade guld og sølv. De hører helst de riges skriftemaal og gør skaar i de andre gejstliges rettigheder; de prædiker paa torvene for at roses af menneskene (— denne orden var, som bekendt, sjælen i det 13. aarh.’s indre-mission og prædikede overalt og ved alle lejligheder —), men er sjældent i kirkens kor sammen med præsterne, og de gør indsigelse imod de af Gud stiftede ægteskaber. „Skam og fordærv ramme dem! Det beder jeg ydmygt om.w
Pier delle Vigne, der i lang tid var kejser Frederik IPs kansler og ifølge Dante (Inferno VIII, 58) besad begge nøglerne til hans hjærte, skrev et endnu kraftigere invektiv mod Franciskanerne og Dominikanerne41. Han gør prælaterne og pave Gregor IX ansvarlige for de rædsomme krige, der raser over hele verden; thi denne pave, der vel nok selv var en from og apostolisk mand, overøste disse ordener med privilegier, og det skyldtes dem og deres bagtalelser, at tvedragt bredte sig, og at kejseren ikke vedblev at være kirkens ven. Derpaa følger de samme beskyldninger som i Marners digt, kun endnu bitrere og voldsommere. I det hele bliver tiggermunkene skildrede som omtrent lige saa store skadedyr, som vi kender dem fra reformationstidens skrifter.
Om nonnerne tier den satiriske vagantdigtning næsten ganske. Nigellus tillader sig derimod et vittigt og ondskabsfuldt udfald mod dem i „Narrespejlet": De synger som Sirener, men er i virkeligheden slanger og drager. De græder altid og aftvætter ved deres taarer alle deres synder. . . Aldrig de kives, med mindre det kræves af sted eller forhold;
Aldrig tærsker de løs, har de ej aarsag dertil. Somme, det hedder, er golde; men somme der findes, som føder;
Alt dog med jomfrunavn slører og dækker de til. Hun, som med hyrdestav æret de andre behersker og leder,
Frugtbarhed ejer som faa, føder de sundeste børn. Næppe man finder blandt nonner vel nogen ufrugtbar, jeg tænker,
Angrebene paa gejstlighedens slette sæder standsede ingenlunde i den følgende tid. Særlig berømt er den saakaldte „Vetus Querela" (gamle klage), i hvilken en from gejstlig fra det vestlige Tyskland, rimeligvis i den første halvdel af det 15. aarh., bryder staven over alle kirkens mænd ovenfra nedefter og navnlig tordner mod munke og nonner, særlig dog tiggermunkene: „Den, som vil tjene Satan, bør gaa i kloster. . . Jeg tror, at det vilde være heldigt, om der i verden hverken fandtes nogen munk eller nonne43."
De paa Latin digtende satirikeres skarpe angreb paa kirkens verdslighed i det 12. og 13. aarh. var ingenlunde et enestaaende fænomen. Ogsaa i lægmændenes verden rørte der sig en stærk forargelse over den aabenbare og skrigende modsætning mellem liv og lære hos prælater og munke, og talrige kætterske sekter opstod. Albigenserne i Sydfrankrig, der kaldte sig „Katharer" o: de rene (deraf kætter), ansaa paven for Antichrist og fordømte al ejendom; de vilde have alle kirker nedrevne, thi kirken, sagde de, var ikke en bygning af sten, men de troendes samfund. Valdenserne angreb kirkens verdsliggørelse, levede selv i apostolisk fattigdom og optraadte som lægprædikanter, hvilket var det farligste af alt. Deres beskyldninger mod paven og gejstligheden minder ofte paafaldende om dem, vi kender fra Goliardernes og andre satiriske digteres vers44.
Medens kirken tog de strængeste bestemmelser mod kætterne, skærpede inkvisitionen, forbød lægfolk at læse i Bibelen (Lateransynoden 1215), prædikede korstog mod Albigenserne og sendte tiggermunkene som halsende hunde ud over verden for at opjage det farlige vildt, synes den at have forholdt sig temmelig ligegyldig overfor satirikernes angreb. Disse folk rettede jo ikke deres kritik mod selve dogmerne; de var ivrige (vel nok lovlig ivrige) rettroende katholiker, og desuden var de meget vanskelige at faa ram paa. Deres viser er jo næsten alle navnløse, og deres sprog udelukkede lægmænds forstaaelse; de blev foreløbig ikke udgivne samlede, men kurserede i afskrifter eller udbredtes ved de farende skolarers mundtlige foredrag. At de alligevel hos somme vakte en voldsom forargelse, ser vi af et meget interessant sted hos Maps landsmand og ven Giraldus Cambrensis, der ligesom han var en modstander af Cistercienserne. De respektstridige vagantdigte mod paven og kurien faldt imidlertid Giraldus for haardt for brystet, og han udtaler sig derom paa følgende maade i sit skrift „Kirkespejlet"45. „
Ikke blot i gamle dage og i mørkets tider, men endog nu i naadens tid, da Christi tros fakkel oplyser verden med sine klare straaler, har nogle bagtaleriske munde endog paa metriske digte udslynget forhaanelser ikke blot mod andre, men endog mod apostoliske mænd og apostlenes efterfølgere, saaledes i al almindelighed i følgende vers: Roma med haand man mader; enhver, som ej mader, det hader46. ..........
Ligeledes har i vore dage en i lige grad for fraadseri og snakkelyst berygtet snyltegæst ved navn Golias, der snarere kunde kaldes Fraadsias (Gulias), fordi han i enhver henseende er hengiven til fraadseri (gula; sml. ovenfor s. 33), alligevel en mand, hvis litterære dannelse ingen har klandret, — men hverken ved ædle sæder til det bedre forandret — eller i gode læresætninger bevandret47, — han har, siger jeg, ikke mindre uforskammet — end af ubetænksomhed lammet48— mange gange udspyet mangfoldige baade metriske og rytmiske smædedigte mod paven og den romerske kurie. Da jeg ved et tilfælde blandt disse er stødt paa et saare frækt og uforstandigt affattet rytmisk angreb, hidsætter jeg her nogle strofer deraf for at vække afsky —, ikke for at udbrede visens ry — eller faa andre til at digte en ny49: Roma, verdens hoved, fast er til verden bunden ... (
Nu følger str. 4, 5, 7, 8, 13—16 af det s. 176 ff. oversatte digt).
Og hvad vil saa denne angiver faa, der svarer til saa bredt et gab? Hvis den romerske kurie ramte overtræderne med en legemlig straf, da fortjente han ikke blot at hænges, men endogsaa at brændes. Men hvorledes skulde han ved i skrift at smæde — og bidsk at bruge sin litterære dannelse til liden glæde — have ævnen til at rette paa andre, da han i et rytmisk digt, som han selv har skrevet om sine sæder og sit elendige liv ligesom sin egen afsluttende gravskrift, ingenlunde har holdt det for sin pligt at rette paa sig selv? Her siger han næmlig, idet han taler af sit hjærtes overflødighed: Knejpen er det tredje punkt — nu jeg kommer til det —“ (
Nu følger „Skriftemaalet", str. 11 og 12).
Giraldus, der sikkert med urette tillægger begge digte samme forfatter og ligeledes fejlagtig anser Golias for navnet paa en bestemt person (han maa have misforstaaet en afskrift, der har betegnet dem som værker af Golias), vidste maaske ikke, at hans egen gode ven Map havde tilladt sig ligesaa respektstridige udtalelser om Hans Hellighed paven. Han skriver f. ex. i sine „Anekdoter fra hoflivetrt (p. 35): „Jocelin, biskop af Salisbury (d. 1184), svarede sin søn Reginald, der ved vold var udvalgt til biskop af Bath (1174—91), men hvem ærkebiskoppen af Canterbury havde nægtet indvielsen, og som nu beklagede sig herover: „Din dosmer! løb i flyvende fart til paven, vær ved godt mod og nøl ikke og giv ham en god kindhest med en velspækket pung; saa vil han vakle i den retning, du ønsker.« Han drog altsaa af sted; han slog, paven vaklede; paven faldt, men biskoppen rejste sig og skrev strax en løgn for Herren i begyndelsesordene til alle sine aktstykker; thi hvor han burde have skrevet: „biskop af pungens naade«, skrev han: „af Guds naade«.«
Giraldus har vel heller ikke kendt sin landsmand, den flere gange omtalte Nigellus’ skrifter. Denne lærde munk var nøje knyttet til Guillaume de Longchamp, biskop af Ely (1189—97), en oplyst reformator af gejstligheden og munkestanden og derfor genstand for den sidstes had. Nigellus’ „Narrespejl« indeholder lige saa kraftige udfald mod de forskellige munkeordener som Goliardviserne, og han tillader sig et invektiv mod den romerske kurie, der ikke staar tilbage for de navnløse satirikeres i bitterhed og bidskhed50. Men hvad der dengang endnu gik an hos en munk, der havde en anset biskop til beskytter og ikke forkyndte farlige nye videnskabelige idéer, blev i det følgende aarhundrede ulykkebringende for en forsker, der ved sine geniale tanker og sin frie, dristige aand var kirkens ledende mænd en torn i øjet. Denne forsker var den store Roger Baco (f. 1214, d. kort efter 1292), der, da han tillod sig en lignende kritik af det romerske hof, fik 200 filosofiske sætninger i sine værker domfældte som kætterske og maatte vandre i fængsel, hvor han hensmægtede i 14 aar (1278—92)51. Ogsaa her viste munkene (i dette tilfælde Franciskanerne) sig som ganske fortrinlige aandelige lyseslukkere.
Vi vender atter tilbage til Nigellus, der, da han selv lægger navn til og synes at kende forholdene grundigt, vel nok kan gælde for en ganske paalidelig kilde. Det er naturligt, at man mange gange under læsningen af Goliardernes satirer spørger sig selv, om dette nu er sandhed eller bagvaskelse eller dog i hvert fald overdrivelse. Det er klart, at satiriske skildringer altid er karikerede, og at de indeholder masser af forvrængninger. Det er udenfor al tvivl, at der har været mange fromme og nidkære prælater og mangfoldige munke og nonner, der har ment det ærligt med deres klosterløfter og virkelig levet et forsagende liv. Det kan ogsaa hænde, at man føler sig frastødt af satirikernes ubarmhjærtige strænghed og er tilbøjelig til at se lidt overbærende paa det, de vil have opfattet som svære synder. Det har sikkert sin rigtighed, som Nigellus fortæller, at biskopperne ofte levede som store herrer i verdslig pragt; men det gjorde bestemt ogsaa de høje prælater, hvis vennesæle gavmildhed vaganterne saa højlig priste. Nigellus er meget forarget over deres lidenskab for jagten: „Hvorfor saa hastig iled fra byen vor biskop?" du spørger.
Med sine hunde han ud agter i skoven at gaa; Fugl vil han sende mod fugl eller medekrogen mod fiske,
At han en gedde kan her, hist sig en aborre faa. Har der en hejre sig vist ret nær ved den bugtede flodbred,
Iler med høgen paa haand bispen fra byen paa stand. Hellere søger han skovenes skjul end de hellige steder;
Mer end klærkenes sang elsker han hundenes glam. Dræbes en hund eller saares en høg, langt mere han sørger,
Middelalderens mennesker elskede jagten, og at en rig og mægtig prælat dyrkede denne glade sport noget mere end strængt forsvarligt fra et kirkeligt synspunkt, var næppe det værste, der kunde siges om ham. Langt betænkeligere er det, naar Nigellus i prosaafhandlingen „mod klerikerne som hofmænd og indehavere af gejstlige stillinger"53 fremdeles fortæller om bisperne, at de henlever deres liv ved kongens hof optagne af fornøjelser og regeringsforretninger og ofte kun kommer én eller to gange om aaret til deres kirker (p. 202 f,); at de paa den mindste foranledning drager sværdet og slaar til, medens en ridder ofte bærer haarde forurettelser i tavshed, ja lader sig slaa uden at slaa igen (! ?, p. 204); at de er gæstfri og rundhaandede ved festlige lejligheder, hvor mange iagttager dem, men under daglige forhold lukker døren for de fattige, ja endog jager dem bort med stokkeslag eller pudser hundene paa dem (p. 207). Nigellus vil endog selv have set en biskop foranledige en gruopvækkende skandale i et kloster i Coventry: „I klosteret og kapitelsalen, hvilke steder ganske særlig havde været bestemte til betragtning og bekendelse, har jeg og flere andre set munkene blive udjagne og offentlige skøger føres ind og sove der hele natten med deres bolere som i et horehus" (p. 211 f.). Det sidste lyder jo fælt nok; men munke er ikke helt at lide paa, naar de optræder som kønsmoralister; deres fantasi sættes i saa fald let i stærke svingninger, og desuden faar ordet „skøge“ i deres ordbog ofte en meget vidtgaaende anvendelse. Men bortset herfra indeholder Nigellus5 afhandling i sandhed rystende beskyldninger mod gejstlighedens verdslighed. Han paastaar, at alle kirkelige stillinger uden undtagelse, fra de højeste til de laveste, bortgives for gunst og gave eller ligefrem ved salg (p. 162). Klerikerne ved kongens hof ligger uophørlig paa lur efter gejstlige embeder og anvender de afskyeligste midler, løgn, bedrag, bagtalelse, vold og hykleri, for at komme i besiddelse af en fed og indbringende kirke. Nogle af de anekdoter, han meddeler som prøver, ikke som undtagelser, er saa karakteristiske og vidner om en saa grænseløs nederdrægtighed, at de fortjener en kort omtale: En gammel brav præst i Canterbury’s ærkestift, hvis bolig ligger ved alfar vej, har vundet et smukt navn ved den store gæstfrihed, han viser alle rejsende. Blandt disse kommer ofte en kleriker i kongens (Henriks II’s) tjeneste, og mellem ham og den gamle præst hersker der et varmt venskab. Engang spørger gæsten sin vært, om han ikke kan tjene ham i noget, hvorpaa den gamle mand svarer, at hans højeste ønske er, at hans søstersøn, en vel oplært ung mand, maa faa embedet efter ham. Klerikeren lover at skaffe ham hans ønske opfyldt, thi denne kirke bortgives af kongen. Han drager strax til Normandiet, hvor kongen just opholder sig, vender tilbage og træffer en hemmelig aftale med den gamle præsts biskop, der lader denne og søstersønnen kalde. Baade biskoppen og klerikeren modtager dem med det venligste ansigt; men den første erklærer, at embedet ikke kan gives til en anden, saa længe det endnu er besat; vil præsten derimod frasige sig embedet, skal sagen let gaa i orden. Den gamle mand, der intet ondt aner, gør strax det forlangte. Men saa træder klerikeren frem og siger: „Hr. biskop, det er vitterligt, at denne kirke er ledig; men da den ligger paa kongens grund, saa hverken kan eller bør den gives til nogen uden efter hans forslag." Derpaa fremtager han et kongeligt brev, der paalægger biskoppen uopholdelig at give overbringeren den første ledige kirke i sit bispedømme. „Se!" siger han, „det er den første ledige kirke; udfør kongens bud!" Saa blev klerikeren indsat i embedet; den stakkels gamle præst blev forjaget fra hus og hjem og døde i armod og elendighed (p. 172 ff.).
En anden gang listes en syg præst i en munkedragt og bringes til et kloster, hvor han nødes til at blive, medens en anden tager hans embede (p. 174). Tragikomisk er den skæbne, der rammer en anden kleriker. Da denne hører, at et overmaade fedt gejstligt embede er ledigt, faar han af kongen, i hvis gunst han staar højt, et anbefalingsbrev til en abbed, der har kaldsretten. Der er imidlertid otte dagsrejser derhen; men han tilbagelægger dem paa fire dage, skønt adskillige heste styrter under vejs, og flere af hans ledsagere ikke kan vinde med. Helt naar han dog ikke maalet; han standser af udmattelse i kort afstand derfra, og da han hører, at embedet samme dag er givet bort til en anden, bliver han syg, maa gaa i seng, vender sig om mod væggen, vil intet spise og ingen trøst modtage; næste dag er han død og bringes som et lig til det abbedi, der var maalet for hans dødsridt (p. 174 f.).
Pladsen tillader ikke at medtage flere af Nigellus’ anekdoter, hvor fristende det end kunde være. De bidrager absolut ikke til at afkræfte det indtryk af dybe moralske brøst hos gejstligheden, som vi faar af Goliardviserne. Uheldigvis kommer den reformivrige munk et sted (p. 180 f.) til at anvende nogle mindre velovervejede ytringer, der kaster et ikke helt flatterende strejflys over hans og andre satirikeres moraliserende betragtninger. Han paastaar, at mange hykler fromhed og sædelig vandel for at faa en indbringende stilling ad denne vej (— altsaa kunde gode sæder ogsaa komme i betragtning —), og at de af egenkærlige grunde rakker deres gejstlige værkfæller ned: „De fælder nedsættende domme om alt, smæder andres levned og fremhæver deres eget, og de jamrer evindelig for alles aasyn over Guds kirkes trøstesløse stilling." Men gør da ikke Nigellus selv og de andre satirikere saa omtrent det samme?