Foruden vandrelivets og driveriets forraaende indflydelse synes endnu én omstændighed at have bidraget sit til vaganternes sociale elendighed, næmlig den forandring, som foregik med studiernes retning. I det 11. og godt ind i det 12. aarh. havde man med stor iver fordybet sig i oldtidens forfattere, og sproget og dannelsen havde suget næring af de store gamle romerske digtere. Den skolastiske filosofi, der udviklede den logiske færdighed til en hidtil uanet højde, arbejdede i begyndelsen haand i haand med de klassiske studier; skolastikens største lys Abailard var selv klassisk dannet som faa; han satte de store gamle højt, var en fin stilist og dyrkede selv den moderne latinske digtning. Om den begejstring, hvormed hans søde elskovssange modtoges, vidner Héloises berømte ord. Men efterhaanden blev det anderledes. De i den subtileste disputerekunst trænede unge skolarer mente i deres opblæste hovmod at kunne unddrage sig det arbejde, som tilegnelsen af grundige kundskaber kræver. Var de blot tilbørligt indexercerede i at opstille præmisser og drage slutninger og sætte deres modstandere til vægs ved snildt udspekulerede sofismer, ansaa de klassisk dannelse for overflødig. Tilstrækkeligt Latin til at lade munden løbe havde de jo allerede lært i skolerne fra deres tidlige barndom; for sprogets elegance blev de og deres lærere mere og mere ligegyldige. Allerede c. 1160 udtaler Johannes af Salisbury sin harme over de taabelige lærere, som indfører umodne drenge, der lige knap har lært grammatikens begyndelsesgrunde, i de subtileste og vanskeligste filosofiske og logiske undersøgelser. Meget skarpt lyder hans ord om denne „mundrappe drengeflok“:
Hvis du forfatterne skatter, hvis fortids skrifter du læser For at bevise af dem, hvad du har først stillet op,
Strax der skraales af alle: „Din æsel! enfoldige gamle! Sig, hvad rager os dog oldtidens handling og ord?
Kloge vi er ved os selv, vor ungdom selv har sig oplyst; Skulde de gamle mon os lære, hvad vi har behov?
Som man ser, er det ikke blot i vore dage, at man har sat oldtidens forfattere paa døren. I Policraticus ofrer Johannes et helt kapitel (liber VII, 12) paa disse indbildske og i virkeligheden uvidende dialektikere. Der er ingen ende paa deres ordskvalder: „De ophober en mangfoldighed af ord, saa at man ofte mindre forstaar dem paa grund af ordenes overvældende vægt og mængde end paa grund af problemernes vanskelighed. Naar næmlig en saadan dialektiker har maget det saaledes, at man ikke forstaar ham, tror han at have gjort sig værdig til at hedde filosof frem for andre. Og ofte hænder det, at den, der véd mindst, stiller en mængde problemer op, som ikke engang Pythagoras vilde formaa at klare." Hvis man henviser ham til forfatternes skrifter og vil fortolke dem, faar man til svar, at man er en dosmer og en æsel; thi bogstaven er unyttig, og det fører til intet at undersøge, hvad der skjuler sig derunder (sml. 2. Corinth. 3,«: „thi bogstaven ihjelslaar, men aanden levendegør’1 ). Disse charlataner kan godt snakke en hel dag i træk uden at sige noget af virkeligt værd; deres uforskammethed og frække mund er det umuligt at stoppe; „thi jo mere man rører ved uhumskheder, des mere stinker de." Og dog er de til nogen nytte; thi de afgiver et bedre stof til latter end mangen gøgler. De giver sig med forbløffende selvtillid i lag med de vanskeligste, ja uløselige problemer, som de største aander har maattet lade ligge, og kan man ikke give dem svar — fordi der ingen er, som kan klare alt, hvad uvidende mennesker spørger om (sml.: „Én nar kan spørge om mere, end ti vise kan svare paa"), fordrejer de ansigtet, slaar ud med armene og skaber sig værre end nogen gøgler og spillemand.
Abailard havde forsøgt ved dialektikens magt og logikens skarpsindighed at trænge til bunds i de dybeste religiøse spørgsmaal. Men den hellige Bernhard og hans munke slog denne farlige fjende ned, der, som de meget godt saa, kunde naa til resultater, han ikke engang selv havde beregnet. Saa maatte skolastiken finde sig i at tage en tjenerindes skikkelse paa hos videnskabernes dronning, theologien, medens dens disputereøvelser hurtigt udartede til golde og ufrugtbare ordturneringer mellem studenterne. Ofte kommer man ved at læse Johannes af S.’s ypperlige skildring til at mindes den udødelige figur, vor egen gode gamle Holberg har tegnet i Erasmus Montanus. Man sammenligne f. ex. scenen mellem Montanus og løjtenanten (5. akt 2), hvor denne fortæller, at han ved universitetet mest læste latinske autores og studerede naturens ret og moralske sager. Ligesom det 12. aarhundredes disputerelystne skolarer erklærer Montanus imidlertid alt dette for lapperi; den, der ikke har disputeret, har ikke studeret: „En, der er vel dreven i Logica og Metaphysica, kan rede sig ud fra Alting, disputere om alle Materier, omendskjøndt han er fremmed for dem. Jeg veed ikke, hvilken jeg vilde tage mig paa at forsvare, jeg jo skulde komme vel fra. . .“ Og ligesom Erasmus gør „Moerlille" til en sten og Peer Degn til en hane, saaledes gør middelalderens skolarer med samme færdighed mennesker til løver, æsler og andre firbenede væsner2.
Et af digtene i Carm. Bur. (s. 40) udtaler lignende følelser, som Johannes gjorde sig til tolk for: I gamle dage blomstrede studiet; men nu har tant og narrestreger faaet overtaget; blinde er blindes førere. Gennem dette digt mærkes bitter harme over omslaget i de studerendes interesser, hvortil knyttes den opfattelse, at det overhovedet gaar ned ad bakke med alt.
Men naar interessen for de klassiske studier og poesien svandt, kunde vaganterne heller ikke finde samme modtagelighed og forstaaelse for deres latinske sange hos deres gejstlige publikum som før, og det mangler da heller ikke paa bitre klager over manglende paaskønnelse. „I gamle dage," siger en vagant3, „kunde det betale sig at være litterært dannet; men for den nuværende slægt er det nyttigere at grave end at besøge digterskolerne i Paris."
Om end dialektiske øvelser for en stor del havde fortrængt læsningen af klassikerne ved højskolerne, var logiken dog, naar den dreves som selvstændigt studium og ikke knyttedes til et andet fag som f. ex. theologien, lige saa lidet indbringende som poesien og nød ikke den anerkendelse som paa Abailards tid.
Lægekunsten gør rig, retsviden de store i rang lig; Art og slægt derimod nødes at vandre paa fod.4 siger det middelalderlige ordsprog. Derfor nævnes da ogsaa logiken som en brødløs kunst side om side med klassisk videnskab og poesi i et digt fra det 13. aarh.5: Det er den rene elendighed at sidde paa lærerstolen for at fortolke de romerske digtere Statius, Vergil og Lucanus; derimod er lovstudiet en guldgrube og sætter sin dyrker højt til hest. At studere dialektiken er spildt møje, hvis man ikke har formue. „Lad den rige lære at være stærk ved logiske kneb; lad ham lære at bevise, at den første den bedste person er en ged! Naar den lovkyndige kommer, springer de fornemmes døre op for ham paa vid gab; men kommer selve Homerus med alle Muserne, kan han faa lov at sidde udenfor den lukkede dør. Logikeren kan lignes med en edderkop, der frembringer sit fine spind af sit eget legeme og saa i det højeste faar en ussel flue til løn."
Man træffer da ogsaa forhutlede logikere, der som de andre vaganter drager gennem landet, søger at slaa mønt af deres disputerefærdighed (sml. Johannes af S.’s skildring) og bedende banker paa klostrenes døre, hvor man da ofte bespiser dem med linser og brød af den tarveligste beskaffenhed6. Med ikke saa lidt skadefryd skildrer et vagantdigt7 en pjaltet, men vigtig og anmassende logiker, der kommer ledsaget af en tjener, som med møje slæber hans bøger paa ryggen; han indlader sig i ordstrid med en velstaaende, men lidet oplyst præst, og begge søger at overbyde hinanden i grovheder; præsten lader logikeren høre ilde for hans trods al hans viden iøjnefaldende armod og usselhed, og logikeren bebrejder til gengæld præsten hans lidet gejstlige vandel og navnlig hans synder mod det sjette bud. Til sidst lokkes logikeren ind i kirken og faar læsterlige prygl af de unge bønderkarle.
Meget vittigt skildres de klassiske studiers haabløse kamp mod den nye retning i Henry d’Andeli’s digt „Slaget mellem de syv (frie) kunster" fra den anden halvdel af det 13. aarh. Kampen staar mellem skolerne i Paris og Orleans; grammatik og poesi kæmper for Orleans, de andre kunster for Paris, og ogsaa de gamle forfattere viser sig paa valpladsen. Først udvexles der spottetaler fra begge sider. Derpaa kommer det til haandgemeng; Donat (en grammatiker) kæmper med Plato, Priscian (en anden grammatiker) med Aristoteles (Plato og Aristoteles repræsenterer som filosoffer skolastiken eller logiken). Da Priscian bliver kastet af sadelen, kommer Homer, Vergil, Horats, Terents, Juvenal og andre gamle digtere ham til hjælp; men baronen Barbarismus staar Aristoteles bi. Længe vakler kampen, og endelig sender logiken et bud med fredsforslag; men han begaar saa mange sprogfejl, at ingen vil høre paa ham. Striden blusser op paa ny, indtil astronomien gor ende paa den; hun slaar los med et tordenvejr, og digterne griber flugten.,Siden den dag,“ hedder det derpaa, har den høviske poesi (her — vagantdigtningen) maattet trekke sig tilbage til Orleans og Blois, og dens medbejlerske logiken har vundet sejr i hele Frankrig. Hos Britterne og Tyskerne gælder, den endnu noget; men Lombarderne kan slet ikke lide den og vilde kvæle den, hvis den faldt i hænderne paa dem"8.
Det er theologiens, lovkyndighedens og medicinens studium (med logik som hjælpefag), der nu (i det 13. aarh.) anbefales; det sang- og sagnrige, livslystne og skønhedsdyrkende 12. aarhundrede har veget pladsen for en ny tid, der ser paa det praktisk nyttige og samtidig frygter de hedenske forførelseskunster hos de gamle digtere. Banauseri og indre-mission indgaar et intimt forbund. Aandsdannelsen skydes til side, medens praktisk sprogfærdighed læres af nyere theologisk-moralsk-asketiske traktater og især af Alexander de Villa Dei’s vidtløftige, gyselige og med rette berygtede latinske grammatik (Doctrinale), der blev forfattet c. 1200, bredte sig over hele Vesteuropa og herskede næsten uindskrænket lige til reformationstiden. Tilmed var dette uhyre skrevet paa hæslige leoninske vers, der skulde erstatte og fortrænge de fæle hedenske digtere, som Alexander hadede.