Ikke alle studenter var imidlertid saa flittige, langtfra heller alle saa fattige, som Jean de Hauteville’s vers kunde lade formode, og han slutter da ogsaa med et velment sidehug til de indbildske og hovmodige filosoffer, der tror, at det at have nippet til videnskabens bæger er det samme som at have tømt det, folk, som har mere smag for Bacchus’ end for Phøbus’ pokaler. Adskillige var stadig velstillede unge mænd, der ved deres fornemme forbindelser kunde vente en indbringende gejstlig stilling, naar de havde smagt lidt paa videnskaberne i Paris, Orleans eller Bologna, og det er vel fra den slags unge klerikere, at digte som de s. 215 ff. og 223 ff. oversatte og adskillige andre skriver sig. Men selv de mindre velstillede var sikkert ikke altid saa skikkelige, som Jean de Hauteville skildrer dem. Skolarernes tal var meget stort; de var urolige hoveder og saa med hovmod ned paa det adstadige borgerskab. Deres ry var ikke det bedste, og alvorlige mænd rystede paa hovedet over deres opførsel (sml. ovenfor s. 26 f.). En engelsk gejstlig beklager saaledes (efter 1200), at de adelige i saa stort omfang sender deres unge sønner til Frankrig, for at de skal blive doktorer; men de bliver ødelagte der af nedrige forførere og kommer hjem med slette sæder1. I Paris hører vi ofte (særlig i aarene 1200 og 1229) om voldsomme slagsmaal mellem studenter og borgere2, der endog nødte kongen og biskoppen til at gribe mæglende ind. Skolarerne gjaldt for gejstlige personer, der ikke var byøvrigheden undergivne og kun kunde dømmes af den gejstlige ret; klerikere (klærke, clerici) kaldes de ofte, en benævnelse, der kan anvendes om enhver gejstlig, men dog mest bruges om yngre studerede mænd, der forbereder sig eller tænkes at forberede sig til at indtage en stilling i kirken. Ansaa de sig for forurettede, udvandrede de og deres lærere ofte alle som én til en anden by, og da maatte den oprindelige universitetsby underhandle og tinge og ofte gøre betydelige indrømmelser for at faa dem tilbage; thi miste sit studium vilde byen ikke. Baade i Paris (aar 1229) og i Bologna hører vi om slige udvandringer. Disse løse forhold og den omstændighed, at hvert universitet ofte dyrkede sit særlige fag, nødvendiggjorde naturligvis ofte vandringer af studenter enkeltvis- eller i større og mindre hold til andre stæder (sml. citatet ovenfor s. 26 f.). Ofte kunde desuden gæld og andet tryk drive en student paa vandring, og endelig var udveen i de tider saa stor, at mangfoldige (ligesom vor tids haandværkssvende) ikke kunde modstaa det frie vandrelivs tillokkelser, mdn begav sig ud paa det uvisse med ungdommens mod og i tillid til de skærmende privilegier og gejstlige herrers godgørenhed. Disse vandrende skolarer, vaganterne (vagi, vagantes), som de gærne kaldes, blev snart en talrig klasse, der spillede en stor rolle i hine tider baade i Frankrig og Tyskland og snart ogsaa i England.
Som ovenfor berørt, skærmede privilegierne dem. For det tyske riges vedkommende var de givne af kejser Frederik Barbarossa paa den berømte rigsforsamling paa de roncaliske marker ved Piacenza 1158; de bestemte, at alle, der for studiernes skyld forlod deres hjemstavn, skulde være sikrede mod overgreb fra borgernes side i den by, hvor de studerede; især blev det strængt forbudt at fængsle nogen for gæld, som en landsmand af ham havde paadraget sig; fremdeles skulde skolarerne kun kunne anklages for deres lærer eller biskoppen, og disse var rimeligvis ofte tilbøjelige til at tage lempeligt paa dem. At de farende skolarer allerede dengang udgjorde en talrig klasse, fremgaar af en spydig bemærkning af Johannes af Salisbury i „Policraticus" (c. 1160). Hvis man søger at imødegaa de opblæste, disputeresyge skolarer, siger han, spørger de strax, om man vil holde en tale; de er ikke komne for at høre en taler, men en Peripatetiker3, „skønt de snarere efterligner Peripatetikerne ved at vandre rundt og strejfe om paa landevejene end ved omhyggelig at efterspore tingenes sammenhæng"4. Disse raske, farende svende, der gjaldt for gejstlige, men oftest levede meget verdsligt, følte sig snart som en enhed, et særegent samfund, en art orden eller broderskab. Det er efter dem, at man har givet hele den middelalderlige studenterdigtning navn (vagantviserne, vagantdigtningen), skønt vi af det foregaaende har set, at i hvert fald mange digte ikke var forfattede af vandrende sangere. Men vaganterne bragte dem fra land til land, foredrog dem, omdigtede dem og forfattede selv nye viser, der ved deres kækhed og djærve kraft ligesom har paatrykt hele denne litteratur sit stempel.1 ; Et andet navn, der hyppig anvendes jævnsides med vaganter, er Goliarder (Goliardi), hvis egentlige betydning er uklar. Wright vilde aflede dette ord af „gula“ (gane, vellevned), hvorefter Goliardus (Guliardus) skulde betyde en gourmand, fraadser. Denne fortolkning har senere forskere dog forkastet. Giesebrecht afleder det af „Goltas" (med langt i), der i det 12. aarh. er en almindelig form for Bibelens Goliath og desuden i al almindelighed betyder et kæmpestort menneske; Goliarderne (ogsaa kaldede „familia, discipuli" eller „pueri Goliæ") skulde altsaa betyde „Golias’ tilhængere". Hubatsch er tilbøjelig til at aflede ordet af det provencalske „gualiador" (o: bedrager), hvorefter det skulde være et spottenavn, som folket anvendte om de farende skolarer, og som disse derpaa antog som klassenavn. Navneligheden skulde saa have bevirket, at de valgte „Golias" til deres tænkte overhoved, „en ganske passende skikkelse for disse sangere; thi den knusende kraft, den hensynsløse gaaen paa, der ligger i det kæmpemæssige, stemmer ganske med Goliassangenes karakter." Hermed passer det godt, at ordet „Goliarder" meget ofte, om end langtfra udelukkende synes at betegne de satiriske digtere, der med djærv humor og hensynsløs hvashed revser gejstlighedens sæder. Mange vagantviser tillægges i overskriften ligefrem Golias eller „biskop Golias". Det sidste forklarer Giesebrecht af den i middelalderen almindelige skik ved lystighed og lege at vælge et overhoved for festen, hvem man for spøg smykkede med en biskops eller abbeds værdighedstegn5. Det er vel af samme grund, at en vagant ofte benævnes „primas“ (egentlig ærkebiskop, fremragende prælat) og undertiden „prior" eller „underprior".
Stolte af deres latinske dannelse var disse vandrende skolarer, og de foragtede dybt alle lægmænd og alle andre farende folk, ofte benævnede „spillemænd", der i middelalderen i saa stor mængde færdedes paa vejene og mødte ved turneringerne og andre store fester, paa borgene og hos prælaterne for at gøre taskenspiller- og akrobatkunster og more et lidet forvænt publikum med anden grov og djærv spas og i bedste tilfælde med foredrag af sange paa folkesproget. Disse mennesker havde vaganternes højeste unaade; man mærker her et meget kraftigt brødnid. De farende skolarer kunde endda forstaa, at ridderne, der manglede den finere klassiske dannelse, gav disse gøglere ørenlyd; men at prælaterne gjorde det, var en himmelraabende skandale, der ikke kunde paatales kraftigt nok. Dem betragtede vaganterne som deres rette publikum, og hver gang de paa deres vandring kom til en gejstlig herre, gav de deres flotte latinske sange til bedste og ventede husly og mad, klæder og rejsepenge til gengæld. Intet under, at deres viser er opfyldte af lovprisninger af gavmildheden som den ypperste af alle dyder, hvorimod paaholdenheden revses som den sorteste last. Lystige fyre var de, men stærkt hengivne til tærningespil, og ædel vin betragtede de som den bedste af alle Guds gode gaver. En tysk vagant har givet en ret anskuelig skildring af dette lystige broderskab; hans digt, der i almindelighed benævnes „Vaganternes ordenssang*, er oversat s. 196 ff. Den kan ikke tilhøre vandrelivets første tider, da studenterne væsentlig endnu rejste for studiernes skyld, snarere aarene omkring 1200, da de farende allerede for længst var blevet til en talrig klasse, der gav studierne en god dag for at drage syngende og tiggende, spillende og drikkende gennem landene. Den korpsaand, der besjælede dem, træder morsomt frem i et vittigt og overgivent digt af en engelsk Goliard Richard til hans kaldsbrødre i Frankrig (oversat s. 209 f.).
At disse raske ungersvende ogsaa tog kærlighedens glæder med, hvor de tilbød sig, fremgaar af Goliarden Richards digt og er desuden en selvfølge. Adskillige smaadigte handler om et møde mellem en vandrende skolar og en fix lille hyrdepige, der ikke viser sig helt uimodtagelig for den unge herres tilnærmelser. Et lille digt, hvor pigebarnet gør begyndelsen, er oversat s. 245. Flere andre pastoraler af lignende art er bevarede. Situationen er næsten altid den samme: Engang ser vaganten, medens han hviler under et oliventræ, en ung hyrdinde plukke bær. Han søger at nærme sig hende; men hun beder for sig: Hun er saa ung, og hendes forældre er strænge, især hendes gamle moder. Hvad der videre følger, oplyses ikke (Carm. Bur. nr. 52). I et andet digt (C. B. nr. 119) træffer en vagant en sommerdag en smuk hyrdinde under et løvrigt træ. Hun svarer undvigende paa hans tilnærmelser; men da en ulv røver et af hendes faar, lover hun sin gunst (me gaudeat uxore) til den, der redder det. Vaganten drager strax sit sværd og dræber ulven. Faar skolaren ikke sin villie med det gode, tager han det ikke saa nøje med at bruge en smule magt. Saaledes finder en vagant i april maaned en smuk hyrdepige under et træ blæsende paa en fløjte. Hun flygter for ham; han forfølger hende, søger at berolige hende med løfter om gaver, griber hende og tager hende med vold. Hun er ikke særlig indigneret, men beder ham endelig ikke at fortælle det til hendes fader, broder og arrige moder, der vil rise hende, hvis hun faar det at vide (C. B. nr. 120). Adskilligt raaere er to halvt tyske, halvt latinske digte (C. B. nr. 145 og 146); men situationen er væsentlig den samme.
En enkelt personlighed, en ægte vaganttype, træder særlig anskueligt frem. Af denne mand har man 10 fortræffelige digte (det 8. er dog ufuldstændigt), der blev udgivne af Jacob Grimm efter et haandskrift i Gottingen, et i Briissel og Carmina Burana (hvorom senere)6. De er næsten alle rettede til den berømte Reinald von Dassel, Frederik Barbarossas store kansler, siden 1158 udvalgt ærkebiskop af Koln, og deres tilblivelsestid kan derfor temmelig nøje bestemmes. Overskriften kalder vor digter Archipoeta („ærkedigteren"), hvilket navn han har beholdt i litteraturhistorien, enten det nu skal betegne ham som ærkebispens eller ærkekanslerens hofdigter eller som en særlig fremragende versekunstner; hans virkelige navn er ukendt, og de forsøg, der er gjorte paa at identificere ham med Valther af Lille (om hvem senere) eller andre kendte skribenter, maa betegnes som mislykkede7. Han siger selv, at han er en Transmontaner (o: født nord for Alperne); han er af ridderstand og har studeret i Pavia; men han ynder ikke Italienerne. Han kalder sig et sted Reinalds „adoptivus", hvilket man har villet forklare som „gudsøn“; i saa fald vilde hans tyske nationalitet være sikret; men den opfattelse synes rimeligere, at digteren med dette ord (tuus quondam adoptivus) har villet udtrykke, at kansleren har behandlet ham som sin søn og intet ladet ham mangle. Nogle har paa grund af hans glimrende sprogbehandling anset ham for en Franskmand8; Meyer, der kalder ham „et ægte Kolnerbarn“ og „middelalderens mest geniale latinske digter", betragter det som givet, at han var en Tysker, der endog har afgivet et bevis paa „de tyske digteres selvstændige ydelser i det 12. aarh.“9 Som ovenfor bemærket, betegner Archipoeta sig som Transmontaner ligesom sin beskytter ærkekansleren Reinald10, og han lovpriser de tyske mænds gavmildhed i modsætning til de italienske prælaters paaholdenhed11. Men fordi han, naar det gælder at stemme en tysk prælat gunstig, roser hans landsmænd, bliver han dog ikke selv tysk, og hvorfor undlader han altid at beraabe sig paa landsmandskabet? Det synes efter dette ret rimeligt at opfatte vor digter som franskfødt, men paa den anden side er der, synes det mig, noget tysk i hans personlighed og glade lovprisning af vinen. Han minder noget om en langt senere, meget ejendommelig skikkelse fra humanismens tid, Konrad Celtis, Tysklands første laurbærkronede digter. De ti (eller rettere ni) digte, der med sikkerhed kan tillægges Archipoeta, er næppe ordnede efter tidsfølgen. Det kunde være fristende at udrede sammenhængen mellem dem, og her skal gøres et forsøg derpaa, skønt det paa forhaand maa siges, at vi i det højeste kun kan naa til en vis grad af sandsynlighed. Romertallene betegner digtene efter deres numre hos Grimm.
I. Digteren henvender sig med paatagen beskedenhed til en kres af lærde mænd, høje prælater, som man senere erfarer. Efter en række fromme betragtninger over frelsen ved Christus, menneskets syndighed, Guds godhed og Christus som den retfærdige, men strænge dommer paa den yderste dag priser han sine tilhørere, de høje gejstlige, for den nidkærhed, hvormed de varetager deres hellige kald. Da imidlertid ingen er fuldkommen ren i denne syndige verden, formaner han dem til at øve kærlighedsgærninger og frem for alt anvende deres rige indtægter til at støtte de trængende; thi den, der giver til de fattige, giver til Gud, og, som de vel ved, er almissegivning den ypperste af alle dyder. Han vil ikke skjule sin egen armod for dem; den er saa haard, at han baade lider sult og tørst. Det er for resten hans eneste fejl, at han altid gærne modtager; men han gør det mere for sin broders end sin egen skyld. Den kappe af broget pelsværk, han bærer, har han faaet af en gavmild biskop, og den kan han ikke være bekendt at sælge, hvor haardt end nøden piner ham. Han beder derfor prælaterne ynkes over hans armod og skyde penge sammen for at hjælpe ham. „Eder give skaberen," saaledes slutter han, „kærlighedens olie, haabets vin, troens korn og efter døden at føres til livet; men os, der lever i verden, som ofte drikker god yin og uden vin vansmægter, skænke han mange penge til vore store udgifter! Amen."
Scenen er formodentlig Roncagliarigsdagen i aaret 1158. Den begavede, men højst letsindige skolar fra Pavia, der ved spil, drik og galanteri har udtømt alle sine midler, har maattet forlade universitetsbyen. En godgørende prælat har foræret ham en pæn kappe, og i den optræder han med sit digt for de ved rigsmødet forsamlede høje gejstlige. Formodentlig har disse honoreret de flotte, glat flydende vers med den ønskede løn; maaske har ogsaa den store kansler Reinald, udvalgt ærkebiskop af Koln, kejser Frederiks ypperste støtte, der som en højtdannet mand maatte forstaa at vurdere den farende skolars poetiske begavelse, vist sig naadig imod ham. Men de modtagne kontanter forbrugtes hurtig til vin og andre nydelser, sagtens gik den fine kappe ogsaa i løbet, og da vinterkulden mældte sig, var den brave digter atter højst reduceret. Saa vovede han at henvende sig til Reinald selv:
III. I et kort digt paa flotte leoninske hexametre henvender digteren sig meget ydmygt til den hellige, udvalgte ærkebiskop, den fromme, retfærdige og vise mand, hvis ry alle priser. Som Transmontaner bør Reinald tage sig af ham, Transmontaneren, der ikke har noget andet haab end hans hjælp. Han lider kulde og sult og hoster uophørligt, som om han var en tæringspatient, og han frygter for snart at dø. Hans dragt og fodtøj er lige elendige, saa at han skammer sig ved at staa i saa ynkelig en forfatning for saa høj en herre.
Den store kansler har ikke villet afvise den arme forhutlede skolar. Han optager ham i sin husstand, men viser ham ingen særlig opmærksomhed, og hans vin spædes lovlig meget med vand. Snart kommer der rygter op om hans forskellige udskejelser; tjenerne ser skævt til ham og taler ondt om ham. Han benytter derfor en lejlighed til med ypperlig galgenhumor at bekende sine svagheder, men viser tillige paa en glimrende maade sin digterbegavelse og beder Reinald benytte hans gode ævner (X, i reglen kaldet „Skriftemaalet“ (poetæ confessio), oversat s. 198 ff.).
Kansleren synes at have optaget digtet naadigt. Han maatte faa det indtryk, at denne mand burde hjælpes, og gav ham maaske derfor rejsepenge til at besøge den verdensberømte lægeskole i Salerno. Men det ihærdige studium har næppe behaget den med stadigt arbejde ganske afvante farende svend; folkene dernede var ham imod, og han blev tilmed syg, rimeligvis paa grund af sit uregelmæssige liv. Det synes, at Reinald har faaet nys om hans tilstand og kaldt ham tilbage; hvis han har sendt ham rejsepenge, gik de i hvert fald snart i løbet, thi han viste sig atter for kansleren i Lombardiet i lige saa reduceret en skikkelse som første gang (VI, oversat s. 203 f.).
Reinald, der sikkert har haft godhed for den trods alle fejl elskværdige og begavede skolar, synes at have hjulpet ham med en ret klækkelig sum. Om han atter har optaget ham i sit hus, kan ikke afgøres; den brave Archipoeta har næppe heller haft let ved at binde sig til et bestemt sted og underkaste sig de hensyn, dette medførte. Da nogen tid var gaaet, har kansleren forsøgt at give ham en for hans talent værdig opgave, næmlig at skildre kejser Frederiks sejre i Italien i et kort, men pompøst digt. Men denne opgave behagede ikke den vinglade sanger, der frem for alt var øjeblikkets barn og kun med held kunde tolke sine egne følelser og stemninger. Han maatte derfor bede sin høje beskytter om undskyldning:
IV (paa vagantstrofer ligesom„Skriftemaalet“): Digteren beklager, at han ikke kan løse den opgave, der er stillet ham, skønt han for stedse er kanslerens „tjener og skjald" og gærne gik „hinsides havet" paa hans bud; men i en uge kortelig at skildre kejserens krigsbedrifter er umuligt; det er et æmne, som Lucanus, ja selv den største af alle digtere, Virgil, vilde være mindst fem aar om. Hertil kommer, at aanden ikke altid er over ham; undertiden kan han skrive tusinde vers i en fart, men til andre tider viger sangens gave ganske fra ham; endelig maa selv de bedste skribenter omhyggelig gennemse og rette, hvad de har skrevet. (Derpaa følger sex strofer (10—15), der ganske svarer til 14—19 i „Skriftemaalet".) Han kan umuligt, fortsætter digteren, skrive om kejser Frederiks bedrifter uden Reinalds hjælp, der er kejserens fortrolige ven. Han er en fattig digter, der intet ejer og ofte græder, naar andre ler. Han kan ikke grave, da han er oprunden af ridderstand; men da krigerlivet ikke lokkede ham, har han foretrukket digtekunsten. Han skammer sig ved at trygle og vil ikke stjæle. Ofte klager han sin nød for litterært dannede mænd; thi lægmænd nytter det ikke at henvende sig til: de har ingen forstand paa digterens kunst og giver ham intet12. De tyske mænd plejer at give meget og fortjener ros derfor; derimod er de italienske prælater paaholdne og giver næppe nok en skilling til en fattig skolar; men det kan jo ingen blive rig af. Det er harmeligt at se gemene spillemænd, rene tølpere, prange med fine klæder. Blot det saa endda kun var ridderne, der betænkte disse folk med deres gaver; men det er skammeligt, at selv prælaterne ikke holder sig for gode til „at smykke disse æsler i løveskind", medens de lader digteren staa udenfor døren og sulte. Skam faa alle disse hyklerske og gerrige knarke; men ære være de gavmilde prælater, blandt hvilke Kølnerstolens udvalgte straaler med den største glans! Derfor vover digteren at henvende sig bedende til ham; hans klæder er yderst mangelfulde, og han frygter vinterkulden; han har intet uldtøj og mangler dyner i sin seng; ærkekansleren vil sikkert give ham lige saa gærne, som han gærne modtager. De penge, Reinald sidst gav ham, har han anvendt godt; han har for dem underholdt en fattig præst i den forløbne sommer, thi da han har en gavmild herre, har han selv villet være gavmild; han giver gærne til andre efter ævne og kan ikke lide at spise sit brød alene. „Ærkekansler, mit haab og mit liv," slutter digteren, „i hvem Nestors aand og Ulysses’ røst bor, Christus skænke dig et langt liv og mange sejre og mig veltalenhed, for at jeg kan skrive om dem!“
Helt efter ønske har disse tiggervers maaske næppe virket. Kan hænde, at digteren er bleven holdt lidt knapt, og desuden synes en nylig indført afgift at have gjort vinen dyrere. Det var vel grunden til, at vor farende skolar saa sig om efter andre udveje og var saa heldig at finde gæstfrihed og ædel druesaft i et nærliggende kloster. Herom meddeler han et og andet i det s. 204 ff. oversatte digt (V), der har faaet den i middelalderen yndede drøm eller vision til ramme. Med helbredet synes det at have staaet ret slet; det liv, vor digter førte, stemmede absolut ikke med sundhedens krav.
I marts 1162 faldt det mægtige Milano, der saa længe havde trodset Frederik Barbarossa, endelig til føje. Den stolte stad blev jævnet med jorden, og kejseren stod for øjeblikket som den uimodstaaelige sejrherre, for hvem alle bøjede sig. Det synes, at 5. digt falder efter denne begivenhed. Nu var der en god lejlighed for Archipoeta til at besynge kejser Frederiks bedrifter. Dog har han næppe forhastet sig, thi i det korte digt (VII), i hvilket han lovpriser ærkekansleren, hvem han tillægger den væsentligste ære for Milanos fald for til sidst i anledning af Allehelgensdag (1. november, rimi. 1162) at bede om en kappe og tunika, maa dog vel anses for ældre end lovdigtet til kejseren. Endelig indsaa han vel, at han ved dog engang at gøre alvor af denne opgave, som han for længst havde faaet, gik den sikreste vej til kanslerens gunst, som han rimeligvis nu i højeste grad havde nødig. Derfor tog han sig sammen og forfattede et pragtfuldt lovdigt paa 33 fireliniede strofer med flotte klingende rim, der ofte forbinder hele 8 linier, „Til kejser Frederik“ (IX), der besynges som verdens herre, hvem alle skylder lydighed. Denne nægtedes ham imidlertid af de frække Lombarder og navnlig det overmodige Milano med de stolte, knejsende mure. Men stadens trods blev brudt, og nu voxer tjørnekrat paa dens grund; fred og sikkerhed raader paa alle veje i Italien, takket være kejserens magt; den græske kejser og Siciliens konge frygter ham.
Det forholdsvis lange digt, hvis indhold kun er antydet her, gør formelt sin forfatter al mulig ære, men hører ellers ikke til hans bedste arbejder. Et saadant æmne laa nu engang ikke ret for ham. Men det vandt ham vistnok i høj grad kanslerens bevaagenhed. Det lader til, at han har levet i Reinalds hus og intet savnet, hverken mad eller klæder, og heste stod til hans raadighed, naar han vilde ride13. Hans helbred har rimeligvis bedret sig ved de gode dage; men da hans sundhed var genoprettet, og blodet atter rullede fyrigt i hans aarer, begik den letfærdige svend en erotisk letsindighed14. Hans handling maa have været temmelig slem; thi frygt for kanslerens vrede fik ham til at gribe flugten. Men snart var han lige saa afrakket som saa ofte før og maatte atter ty til sin gamle beskytter. Dengang var Reinald ikke længere i Italien; i aaret 1164 drog han paa vejen til Køln gennem Burgund og holdt i slutningen af juli eller begyndelsen af august en rigsdag i Vienne15. Her henvendte Archipoeta sig med sit sidste digt til den store kansler (II). Han sammenligner sig med Jonas, der flyede for Guds vrede, ligesom han selv for Reinalds. Han bekender og begræder sin brøde, beder om tilgivelse, lover bod og bedring og prægtige digte til sin herres pris. Han sammenligner sin nuværende bettelarmod med den gode tid, da han levede som kanslerens adoptivsøn, havde penge og mad, heste og klæder og tilbragte hver dag som en fest. Men nu skal han nok forsage alle sine skrøbeligheder og leve mere helligt end de fromme eneboere, hvis hans herre vil se i naade til ham.
Reinald døde 1167. Hvorledes forholdet mellem ham og digteren har været efter rigsdagen i Vienne, vides aldeles ikke, heller ikke, hvor længe denne levede. Om Archipoeta har forfattet andre af de i samlingerne udgivne digte, er umuligt at sige, skønt der er gjort flere forsøg paa at tillægge ham snart den ene, snart den anden vagantvise. Archipoeta er blevet i høj grad overvurderet. Han er et aldeles glimrende exempel paa en vinglad Farende sanger, og han kan smede ganske fortrinlige tiggerdigte; men den finere lyrik var sikkert et omraade, der laa hans natur ret fjærnt. At identificere ham med Valther af Lille, der endnu levede efter 1180, gaar allerede ikke an af den grund, at Archipoeta, tæringssyg som han vistnok var, næppe har levet ret mange aar efter sit sidste kendte digt.
Der kan derfor, som Grimm mente, umulig være tale om ham i en for vagantlivet for øvrigt meget karakteristisk anekdote, som Cistercienseren Cæsarius fra Heisterbach meddeler i sin c. 1222 forfattede bog „Dialogus miraculorum“: »Forrige aar laa en omvandrende kleriker ved navn Nicolaus, hvem man kalder Archipoeta, syg af en heftig feber i Bonn, en by i Kølnerstiftet, og da han frygtede for at dø, satte han dels ved sine egne bønner, dels ved hjælp af kanonikerne ved samme kirke igennem hos vor abbed, at han blev optaget i ordenen. Kort at fortælle: Med stor sønderknuselse, som det forekom os, iførte han sig munkekutten; men da krisen var overstaaet, afførte han sig den i største hast, kastede den fra sig paa en haanlig maade og løb sin vej." Vaganten, der kaster kutten i samme nu, han føler sig rask igen, for atter at drage ud til det frie, lystige liv paa landevejen i muntre fællers selskab, er godt truffen i munkens simple fortælling. Men ellers viser denne anekdote os kun, at „Archipoeta" var et navn, de omstrejfende sangere gærne smykkede sig med, maaske efter den oprindelige „ærkedigters" forbillede.
Ikke sjælden minder vaganterne om vor tids farende haandværkssvende, der med lystigt humør drager fra by til by, nyder livet og drikker af dunken16, naar lykken tilsmiler dem, men taalmodigt suger paa labben, naar Smalhans er køkkenmester, og som ofte ikke engang, naar alderens vægt gør sig gældende, kan vænne sig til et roligt, bosiddende liv. Et saadant frisk pust fra virkeligheden slaar os i møde i et desværre temmelig ødelagt digt om en gammel „lystigmager"17, der opfordres til at ophøre med sine usømmelige sange og skarpe angreb paa uskyldige mænd og i stedet derfor begræde sine synder, medens det endnu er tid, og tænke paa den nære død, der ingen skaaner. Derpaa følger den gamles svar, i hvilket han viser sig som en værdig efterfølger af den oldgræske filosof Aristippus, den praktiske livsvisdoms mester (se Horats, Ep. 1,17,13 ff.): „Hvad enten skæbnen er mig god eller gaar mig skarpt imod, bærer jeg begge dele med sindsligevægt. Vel er hvedebrød bedre end grovbrød; men kan jeg ikke faa det første, spiser jeg med glæde det sidste. Staar ædel druesaft skænket for mig, vrager jeg øl; men jeg tager gærne øllet, naar vinen mangler. Hvis der bydes mig kød, forsmaar jeg fisk; men mangler kødet, er fisken mig god nok. Jeg sætter mest pris paa en skarlagenskappe; men kan jeg ikke faa den, nøjes jeg med en simpel dragt. Jeg er glad, hvis jeg bor i et hus af marmor; hvis ikke, tager jeg til takke med en hytte af vidier og ler. En skøn ganger sætter jeg højere end et fattigt æsel; men dog rider jeg med fornøjelse paa et saadant dyr, hvis jeg ikke kan faa en hest. Du, der saa barsk gaar i rette med mig, synes mig en daare, og jeg lider dig ikke; men handler du som jeg, vil du være en vis mand.“
Gærne de godes behag vil jeg vinde, men nid hos de onde.
Gærne de godes behag og hos alle behag vil jeg vinde;
Er det ugørligt, jeg blot ønsker de godes behag.
Efter disse ikke særlig udmærkede vers, der kun er en omlavning af CB. s. 71, bydes der ham et fad med fisk af den høje prælat. Vaganten giver sig nu til at improvisere uden smaaligt hensyn til vellyd: Fisk, men tør, vel at mærke, mig sendes paa fadet af ærkebispen; jeg bøjer mig ikke, naar vin mig ej gives at drikke19.
Strax faar han et bæger med vin i haanden; han tager en slurk; men da drikken synes ham lovlig tynd, fortsætter han: Bacchus i skaalen er blandet med Thetis, gudinde for vandet;
Gud for gudinde ej kan staa sig, thi svagest er han. Værd er ikke en styver de tvende, naar begge de lyver;
Saa forsvinder bægeret (en af tjenerne lister det maaske fra ham paa værtens bud), og han udbryder: Bort fra mig har man taget et bæger blandt gæster i laget.
Hvorefter han henvender sig til ærkebispen: Gid du bestandig maa drikke, vil atter du skaalen mig skikke!
Den italienske kronist Salimbene har en kort antydning af samme anekdote, som han fortæller tilligemed flere lignende ved aar 1233 om en „Primas, en kanoniker fra Køln, en stor skælm og stor spasmager og en meget stor versekunstner og improvisator, der, hvis han havde lagt sig det paa hjærte at elske Gud, vilde være blevet en stor mand i litteraturen og saare nyttig for Guds kirke“22. Salimbene lader denne Primas og „hans ærkebiskop" optræde sammen i sine anekdoter og tillægger ham baade „Skriftemaalet" og et andet berømt vagantdigt af satiriskalvorlig karakter (Apokalypsen). Han meddeler endog hele „Skriftemaalet"’, der aabenbart har hørt til datidens mest yndede og udbredte digte. Det er tydeligt nok Archipoeta, der er tale om, skønt tiden aldeles ikke passer. Vi ser, hvorledes denne digter hurtig er blevet en næsten sagnagtig skikkelse, hvem man var tilbøjelig til at tillægge det mest fremragende i den navnløse vagantdigtning og indføre i alle de karakteristiske fortællinger, der var i omløb om dette lystige farende folkefærd. „Primas" opfattes af Salimbene som digterens navn. Muligvis er det ogsaa den gamle Archipoeta, om hvem et dunkelt rygte er naaet til Boccaccio; thi ogsaa han fortæller i Decamerone (I, 7) om en i grammatiken (o: det latinske sprog) saare kyndig mand og ypperlig versemager ved navn Primasso, der begiver sig fra Paris til abbeden af Cluny, hvis gavmildhed og gæstfrihed han har hørt højlig berømme. Abbeden ringeagter i begyndelsen den mer end tarveligt klædte mand og ser helst, at han gaar sin vej; men da han faar at vide, at det er den berømte Primasso, beværter han ham paa det bedste og giver ham prægtige klæder, penge og en ædel hest.
Saa vennesæle og gavmilde herrer som Reinald og ærkebispen af Salzburg var naturligvis ingenlunde alle; desuden steg sikkert vaganternes nærgaaenhed, alt som de voxede i tal, og helt behagelige gæster var disse slet klædte, drikkelystne og mundkaade fyre næppe altid. Det blev derfor efterhaanden vanskeligt for dem at slaa sig igennem, hvorom de stadige veklager i deres digte over den tiltagende gerrighed bærer kraftigt vidne. Alle midler anvendes for at bevæge de høje gejstlige herrer til medlidenhed. Ganske tiltalende er en fattig klerikers ydmyge bøn til en prælat om klæder (CB. s. 50 f.): Af armod har han maattet forlade studierne; hans tyndslidte dragt skærmer kun slet mod kulden og hindrer ham i at overvære gudstjenesten, til sangen er til ende (uden tvivl, fordi han skammer sig over sit lurvede ydre). Derfor beder han den høje herre handle imod ham som den hellige Martin, der delte sin kappe med en fattig stakkel, for at Gud kan belønne ham i Himmeriges rige. Ved andre lejligheder stilles prælaternes godgørenhed i fortiden op som en lysende modsætning til nutidens nærighed23: Gavmildheden er lagt i bast og baand og forvist fra verden; nu raader kun pengene og hensynet til, hvad der betaler sig.
Ingen grænser man tilforn for „jeg giver“ satte;
Ak! nu er det skrumpet ind mer, end man kan fatte.
Ædle ord, hvor blev du af? Lad paa ny dig finde.
Gunst og naade lod man gaa for profit at vinde.
Kirkens mænd i fordums tid dyrked givefaldet;
Mod fortjenstfuld færd og dyd strider nu de fleste,
Gi’r kun lidt til gæst og ven, sælger dem det meste.
Slige digte mod gerrighed og havesyge kan varieres i det uendelige. Jævnlig hænder det ogsaa, at en vagant deklamerer et kraftigt straffedigt mod gejstlighedens nærighed og mange andre skrøbeligheder for en rig og fornem herre for saa hertil at knytte en „tiggerafslutning“ af eget fabrikat, i hvilken han undtager denne ene ædle mand fra den almindelige fordømmelse. Herpaa kendes flere exempler. Det ovenfor citerede digt forekommer saaledes i en kun lidet ændret skikkelse i et andet haandskrift med en tilføjet slutningsstrofe, i hvilken én prælat fremhæves med berømmelse i modsætning til sine vanslægtede kaldsfæller; han lukker ikke sin pung, men den staar aaben for alle25. Et andet karakteristisk exempel frembyder et langt straffedigt „mod embedsjægerne og de havesyge"26, der delvis genfindes et andet sted27 med tre tilføjede slutningsstrofer, i hvilke en vis Fulmarus alene undtages fra de i det foregaaende saa kraftigt gennemheglede: Fulmarus er rundhaandet og højbaaren; han har for skik at tage gæstfrit mod den vandrende skolar.
Ingen mand i gavmildhed sig med dig kan maale.
At jeg drager hjem til fods, vil du vist ej taale;
Man maa næmlig ikke tro, at den vandrende skolar altid optraadte med originale digte. Vagantpoesien var herreløst gods; et digt, der gør lykke, optages uden betænkning af andre farende skolarer og afleveres af dem med større eller mindre ændringer, forkortelser eller tilføjelser, alt som det passer dem bedst. Saaledes er f. ex. Archipoeta’s „Skriftemaal" blevet benyttet af en engelsk vagant, der i 24. strofe har ændret „Kølnerstolens kaarne bisp" (Electe Colonig) til „Høje bisp af Coventry" (Presul Coventrensium). I Carmina Burana (s. 74 ff.) findes et digt, der begynder med fire strofer af Archipoeta’s 4. digt29; efter disse uden tvivl stjaalne vers fortsætter forfatteren30 selvstændigt med et kraftigt angreb paa de rige, der af fedtethed lader deres klæder vende, omsy og pynte op i stedet for at forære dem til vaganterne. I det hele tigger disse folk overmaade hyppigt om klæder. De plejede næmlig at drikke eller spille deres egne bort.
Vi saa allerede Archipoeta beklage sig over „spilletncendenes“ konkurrence. Denne klage vender ofte tilbage i de følgende tiders vagantdigtning. Man mærker, at konkurrencen har været haard; thi digterne lægger atter og atter prælaterne paa sinde, hvilke raa og skændige og til Helvede fordømte mennesker disse gøglere (leccatores, balatrones, histriones, mimi) er, og hvor usømmeligt det er for en from og lærd gejstlig at vise gavmildhed mod dette pak, der endog er befængt med unaturlige laster31. Omstrejfende gøglere, akrobater og taskenspillere synes disse „spillemænd“ i reglen at have været. Som oftest benævnes de „leccatores", der svarer til det middelhøjtyske „leichære", som baade betyder „spillemand" og „bedrager"; „balatrones" betyder gemene spasmagere, „histriones" og „mimi" komedianter, gøglere og lignende. De indfandt sig i store skarer ved festerne32 og havde, som vi har set, ogsaa udsigt til at gøre lykke hos borgherrerne og de fornemme gejstlige. Selv et højst alvorligt digt, der handler om en from prælats pligter i hans hellige kald, indeholder en stræng advarsel mod spillemændene: „Giv ikke under barmhjærtighedens maske, hvad der ikke er dit, men kirkens, til forbrydelsernes haandlangere; misbrug ikke ugudeligt, hvad man har betroet dig til de fattiges understøttelse, giv intet til gøglerne (nil a te ferat histrio) og benyt ikke Christi arv til at vinde dig skammelige venskaber" (C. B. XII, str. 3). En benævnelse, der af og til anvendes i flæng med „histrioner, leccatorer" osv., men ogsaa holdes ude derfra, er Joculatorer“ (joculatores, Fransk: jongleur), der egentlig skulde være professionelle sangere, der rejste rundt og foredrog digte, som undertiden var forfattede af dem selv, men dog hyppigst af trubadurerne og truvererne33. Det er utvivlsomt dem, der menes, naar den hellige Franciscus befaler sine disciple at drage ud’i verden som „Herrens spillemænd", idet de prædiker og synger lovsange til Guds ære. Ogsaa fra den middelhøjtyske digtning kendes den slags spillemænd godt, hvis mest klassiske repræsentant vel er den prægtige „Folker spillemand" i Nibelungenlied. De udgjorde altsaa, i hvert fald oprindelig, en noget finere klasse blandt de farende folk og maatte have mange ligheder med vaganterne; skønt ordet „joculatores" ikke synes at forekomme i vagantpoesien, er det dog meget muligt, at der ofte sigtes til dem. Men de var ikke i stand til at hævde en særstilling. Allerede det faktum, at „joculator" er blevet til det tyske „goukelære, gaukler", vort „gøgler", viser, at man var tilbøjelig til at betragte alle spillemænd under ét. En ganske god skildring af disse mennesker findes hos Johannes af Salisbury“ (Policraticus, lib. I, cap. 8 og 9), der udtrykkelig nævner joculatorerne i række med de andre gøglere og taskenspillere. Han er højst forarget over, at ikke engang fornemme huse lukkes for dette pak, der ofte optræder i en aldeles uanstændig paaklædning, ja endog ganske ugenert forpester luften ved uhøviske lyde og dermed følgende uddunstninger (!)34. En anden sag er det, hvis en vis mand af og til gærne lytter til allegoriske fortællinger og fabler, der kan indeholde en nyttig lære (her tænkes vistnok paa joculatorerne, der i saa fald dog betragtes som lidt bedre end de andre gøglere). Taskenspillerne ser Johannes paa med højst betænkelige øjne, og han er ikke langt fra at betragte dem som en art troldmænd; hvad de almindelige gøglere (histriones, mimi) angaar, finder han det fuldt berettiget at nægte dem nadverens sakramente, hvis de ikke omvender sig.
Vaganten nøjes (som vi for øvrigt har set) ikke altid med at smigre og bede; det hænder, at han tillige truer de paaholdne med hensynsløse smædedigte (se f. ex. C. B. s. 76, str. 4). Herhen hører C. B. s. 73 f.: De gavmilde gejstlige skal give, for at der kan gives dem; de skal lade deres dør staa aaben for de farende og trængende, thi derved vinder de boliger i himlen og vil komme til at leve i evig glæde. Digteren vil handle som de, der sigter hvede; de gavmilde sigter han fra, medens de onde falder ned blandt avnerne; de er kun ussel klinte; Djævelen slaa dem alle, og maatte de fortabes i al evighed! — En af de beskeste og hvasseste satirer mod gejstligheden (C. B. s. 77) skyldes maaske en saadan vred og skuffet vagant: Verden forringes (saaledes er kortelig indholdet), gavmildhed er en sjælden fugl; prælaterne er nu kun gavmilde mod glædespiger og bolerdrenge eller mod deres egen bug. — Søgte de høje gejstlige at blive de paatrængende og uforskammede fyre kvit med en gave, der ikke vandt deres behag, gav de ofte deres harme luft i snærtende spotteepigrammer (se oversættelserne s. 211 f).
Om et yderst raat og vildt liv vidner mange af vaganternes drikkeviser, især de, der er drikke- og spilleviser paa samme tid. Allerede Archipoeta kunde fortælle om sin spillelidenskab, der ofte skilte ham ved alle hans klæder. I vaganternes ordenssang gør spillemanien sig endnu stærkere gældende; men den kulminerer i adskillige andre rent fandenivoldske, men tillige af galgenhumor og selvironi opfyldte, desværre ofte uklare og delvis fordærvede viser i Carmina Burana. De frække spillefugle gør ligefrem den personificerede tærning, Decius (Fransk: dez, dé), til deres rigtignok højst upaalidelige skytspatron; de kalder sig „Decius’ broderskab“ (C. B. nr. 196: secta Decii), priser og paakalder ham eller forbander ham og den svigefulde lykke, naar heldet svigter. I disse viser (C. B. nr. 174—177, 180, 182, 183, 195) drikkes og spilles der ustandselig; klæderne sælges for vin, og pokalerne tømmes, medens tærningerne ruller. Den, der har spillet sine penge bort, vover sin kappe og mere til, og taber han, trækker hans heldigere svirebrodre ubarmhjærtig klæderne af ham og sætter ham paa døren, saa at han næsten nøgen ligger med klaprende tænder i kulden, raaber ak og ve og ønsker sig hensat under et løvrigt træ ved sommertid. At snyderi hører til dagens eller nattens orden ved tærningekastet, lægger visernes forfattere intet dølgsmaal paa.
Af lignende karakter er to prosaiske stykker, der begge stammer fra en forsvunden fransk redaktion. Det ene findes i engelske haandskrifter og bærer titlen „Drankernes messe“35; det andet, „Spillemessen“, findes i Carm. Bur. (nr. 189) og er rimeligvis udarbejdet i Tyskland36. Begge „messer“ har adskilligt til fælles, men ogsaa store indbyrdes afvigelser. Den engelske er længst, kraftigst, men ogsaa raaest, den tyske mere afdæmpet i tonen, men tillige mattere. Lette at tyde er ingen af dem; men enkelte prøver kan dog gives paa, hvad man i hine fromme tider tillod sig af blasfemi, tilmed uden synderlig fare, synes det; thi naar der blot ikke rørtes ved dogmerne og „troens grund", saa gejstligheden jævnlig gennem fingrene med en lille spas og mente vel ogsaa, at Gud vilde gøre det. Den engelske „Drankermesse" begynder saaledes:,
Derefter parodieres selve den hellige messe med grænseløs frækhed. Ligesom denne indledes med, at præsten aflægger syndsbekendelsen, hvorefter hans medhjælpere gaar i forbøn for ham, som han for dem, saaledes begynder drankeren her: „
Jeg bekender for den fordærvelige Bacchus, den altdrikkende (parodi for: Gud fader, den almægtige)38, og den fordærvelige vin af rød farve og alle dens pokaler og for eder, I drankere, at jeg saare begærligt har drukket den fordærvelige Bacchus’, min guds, drik med hikken og stærk ræben (?)... Derfor beder jeg den hellige Bacchus og alle hans pokaler og eder, mine drikkebrødre, at I vil drikke (potetis f. oretis, bede) for mig til Herren, den fordærvelige, Bacchus, at han maa ynkes over mig.“ — Der svares: „Maatte den bægermægtige Bacchus ynkes over eder og føre eder til en stor knejpe og lade eder miste alle eders klæder (parodi f. synder), han, som drikker og pokulerer gennem alle pokalernes pokaler (for: som hersker gennem evighedernes evigheder). Stramen!39 (p3_ rodi for „Amen“! Ordret „straa, halm", der vel brugtes som hynder i knejpen). — „Den bægermægtige Bacchus give eder tømmermænd og alle eders klæders tilintetgørelse! Stramen!" — Der svares: „Din forvandlede Gud (sigter vel parodisk til brødets og vinens forvandling ved messen) vil døde (letificabit40, f. letificabit: vil glæde) os. Og din menighed vil modtage drikken gennem dig" (kun præsten drikker jo af den til blod forvandlede vin). — „Vis os, Herre, din glæde! Og giv os vore klæders tilintetgørelse! Svig (Dolus f. Dominus: Herren) være med eder!" — Koret svarer: „Og med din jammer (f. med din aand)41!" — „Lad os drikke (f.: Lad os bede)!"
Bøn: „Vi beder dig, Bacchus, tag alle vore klæder (f. synder) fra os, for at vi kan fortjene med nøgne kroppe at indtræde i pokalernes knejpe gennem alle pokalernes pokaler (f.: at indtræde i Himmeriges rige gennem evighedernes evigheder). Stramen!"
Senere følger en anden bøn: „
Gud, som lod bøndernes mængde fremkomme for at være trælle for klerikerne og ridderne, og som har udsaaet tvedragtens sæd mellem os og dem, giv os, saa beder vi dig, at leve af deres møje og forlyste os med deres hustruer og glæde os ved deres slid og slæb ved vor herre, den fordærvelige Bacchus, der drikker og pokulerer gennem alle pokalernes pokaler." I samme tone fortsættes der med blasfemiske og frække parodier af den hellige Skrift. Følgende stykke synes at parodiere Lukas 2,15 ff., hvor der fortælles om hyrdernes gang til Maria og barnet, efter at engelen har aabenbaret sig for dem: „
Ved foraarstid talte drankerne til hverandre og sagde: „Lader os gaa til knejpen og skue dette ord, som er sagt os om dette vinfad!" Men da de traadte ind, fandt de knejpeværtinden og tre tærninger, der laa i en skaal. Og da de havde smagt paa drikken, erkendte de, at det var sandt, som var sagt dem om dette vinfad. Og alle, som var derinde, blev berusede. . . Men knejpeværtinden betragtede deres klæder og overvejede i sit hjærte, om de havde noget værd. Og drankerne blev klædte af til skindet, idet de lovpriste Bacchus og forbandede Decius osv."
Senere følger en parodi af Fadervor, og til sidst slutter messen med følgende bøn: „
Den tyske version er, som omtalt, meget afvigende og tammere, om den end stemmer med den engelske i flere træk. Følgende parodi af fortællingen om den vantro Thomas (Johannes 20,19 ff.) findes kun i den tyske „messe": „
Da spillernes flok var forsamlede en aften silde, stod Decius midt iblandt dem og sagde: „Svig være med eder! lader ikke af med at spille! Thi for eders smærtes skyld er jeg sendt til eder." Men en primas, som kaldes „den elendige"43, var ikke med dem, da Decius kom. Men de andre disciple sagde: „Vi har set Decius." Han svarede dem: „Hvis jeg ikke sætter min mund til bægerets rand for at drikke, tror jeg det ikke." Men den primas, som kaldes „den elendige", kastede ti, en anden tolv, men en tredie kun fem øjne. Og den, der havde kastet fem, tømte sin pung og skjulte sig nøgen for de andre."
Endnu et stykke vagantprosa af samme art findes; det er ligesom „Drankermessen" forfattet i England og parodierer Matthæus’ beretning (kap. 2) om de vise fra Østerland, der kommer for at tilbede Christus. Her kommer vældige drankere fra alle kanter for at se Bacchus, „skælmenes og drankernes konge", der nylig er født i Waltona ved Oxford44. Parodien er ikke mindre brutal og raa end de forrige, men indeholder mange vanskeligheder. Man vil for øvrigt se, at disse blasfemiske parodier bevæger sig lige paa grænsen mellem bitter selvironi og gudsforgaaen spas med det hellige. I England har der altsaa efter alt at dømme existeret et ret frodigt vagantvæsen, og det synes at have holdt sig der ud over det 13. aarh. Noget tidligere ophørte det i Frankrig og Tyskland. Det første land (især det nordlige) maa som det middelalderlige universitets hjemland have været det oprindelige udgangspunkt for dette ejendommelige fænomen, og her synes det at have spillet en stor rolle. Men det forplantede sig tidlig til Tyskland, der i ikke mindre grad end Frankrig blev vaganternes tumleplads. Flere af deres viser peger bestemt hen paa tyske egne. Saaledes lovpriser en frisk og yndefuld drikkevise med tysk omkvæd (C. B. nr. 181) „den kongelige stad Trier, byernes by" som glædens rette hjem; her dyrker man Bacchus, her er den bedste vin og smukke piger. At visens digter ogsaa har haft berøring med Frankrig, viser ordene „per dulzor", der slutter hver strofe. Ogsaa i andre viser findes indskudte tyske vers, saaledes i det ovenfor (s. 51) omtalte digt (C. B. s. 73 f.), hvor hver anden linie er tysk45. Elsass nævnes udtrykkelig som skuepladsen i en meget kvik spilleog drikkevise (C. B. nr. 177). Vi har allerede truffet en „primas" i Salzburg ved ærkebispens hof. Intetsteds fandt digteren og spillemanden større gunst og ære end i Østerrig, Karnthen og Steiermark, hvor ikke blot den højsindede fyrsteslægt Babenbergerne, men ogsaa adelen og gejstligheden viste levende interesse for poesien. Vaganterne synes ogsaa at have nydt en ikke ringe gæstfrihed i disse egne. Herom vidner et humoristisk fritagelsesprivilegium fra de farende skolarers side for Salzburgerkirkens godser i Østerrig fra aaret 1209, altsaa vel omtrent samtidigt med den ovenfor omtalte primas’ optræden. Dette skælmedokument, der i aand og tone minder meget om „Dranker-" og „Spillemessen" og skildrer vaganternes dybe sociale fald og kummerlige kaar med lignende galgenhumor og selvironi, efteraber de ærkebiskoppelige dokumenters stive kurialstil med kostelig pathos. Ligesom disse begynder i den hellige og udelelige Treenigheds navn, saaledes begynder hint i den hellige og uhelbredelige enfoldigheds navn. Ligesom ærkebispen vil have sin værdighed af Guds naade, saaledes tilskriver „Surianus, biskop og archiprimas for de farende skolarer i Østerrig, Steiermark, Baiern og Mahren, ene og alene sine narrebrødres taabelighed sin værdighed (Surianus diutina fatuorum favente demencia per Austriam, Stiriam, Bavariam et Moraviam presul et archiprimas)46, og han tildeler alle tilhængere, fæller og kommende medlemmer af sekten den ejendommelige velsignelse, at de altid skal lide hunger og tørst, kulde og nøgenhed. Han formælder dem, at han ifølge den ham iboende dovenskab og daarskab endnu ikke angrer sit forsæt stedse at mætte sig ved andres bord, men derimod holder fast derved og fører et omflakkende liv som svalerne i luften, idet han hvirvles om som et blad, der gribes af vinden. Han beretter fremdeles, hvorledes han ifølge sin uordentlige ordens haarde regel ofte maa døje spot og puf, værre end hvad Sarmentus og Galba maatte lide ved Cæsars slemme bord (sigter til Juvenals 5. satire), hvorledes han, sulten, ængstet og plaget, kun rig paa hunger, udtæret af mangel paa spise og drikke, rystende og stiv af kulde, med aaben mund, i ynkelig paaklædning, kun iført en skjorte paa den nøgne krop og med den ene fod uden sko, ingen gæstfrihed finder i lægmænds huse og ofte endog jages bort fra de gejstliges port da ingen vil anerkende ham som sin lige, ganske som det gaar flagermusene, der hverken finder blivende sted hos de firføddede dyr eller hos fuglene, og hvorledes han derfor nødsages til uophørlig at tigge om almisse. Derfor er det da ogsaa billigt, at han i naade hører deres retfærdige bønner, der henvender sig til ham, og derfor gør han ved nærværende dokument vitterligt for alle, at han paa den ærværdige broder Sighards bønner, archidiaconus ved den hellige Ruperts kirke (o: Salzburg) i Østerrig, ihukommende de mange fortjenester, som denne kirke næsten fra vuggen af har ydet ham, af ren naade og med tilslutning af domherrerne ved sit broderskab fra nu af fuldstændig fritager den for enhver skat eller tynge, som den hidtil har maattet svare ham ved de Helliges fest og kermesse eller snarere i hele aarets kresløb, og at han udelukker enhver overtræder af dette hans bud fra vinhuset for bestandig; intet medlem af hans uordentlige orden maa under hans højeste narrevrede nogensinde understaa sig at antaste dette naadesbrev eller handle forbrydersk imod det. Dokumentet er udstedt i aaret 1209 i pave Innocens 111s ellevte aar, under kejser Henriks regering47 og Leopolds hertugelige magt „i vort pontifikats sidste aar. Givet under aaben himmel ved Aanden, vor protonotarius, under vedhængelse af vort eget og vort broderskabs segl og undertegnet af troværdige vidner."
Men alt som vaganternes kaar forværredes, steg deres frækhed, og til sidst maatte de gejstlige myndigheder tage kraftigt fat for at sætte en stopper for deres udskejelser, der sikkert ofte blev ligefrem forbryderiske samtidigt med, at deres privilegier skærmede dem mod den verdslige magt. Desuden vilde de stadig gælde for klerikere og benyttede deres gejstlige karakter til at prædike paa landevejene og tildele aflad for i det mindste paa denne maade at slaa mønt, naar andet glippede. Allerede i aaret 1231 vender de nordfranske koncilier i Tours, Rouen og Sens sig imod dem, dog foreløbig ret lemfældigt; det var navnlig deres fusken i præsternes haandværk, man vilde til livs. I den anden halvdel af det 13. aarh. griber man til kraftigere midler; der foreligger flere konciliebeslutninger fra nordfranske byer, der gaar ud paa at berøve de farende skolarer deres gejstlige privilegier og give dem under den verdslige magt.
De tidligste bestemmelser, der udtrykkelig rettes mod\ vaganterne i Tyskland, er udstedte i Trier 1227, hvor en provinssynode forbyder præsterne at lade sange foredrage af landstrygere, farende skolarer eller Goliarder ved kirkelige højtideligheder, fordi den hellige handling herved forstyrres, og tilhørerne udsættes for forargelse. Ved synoderne i Mainz 1259 og 1261 forbydes det rent ud at optage og understøtte vaganterne48.
Selv i Salzburgerærkestiftet maatte man til sidst slaa haanden af dem; men da skete det ogsaa med al ønskelig kraft og tydelighed. Konciliet i Salzburg 1274 udtaler: „Under navn af farende skolarer drager visse personer gennem Salzburgerprovinsen og falder kirkerne og klostrene i den grad til byrde, at de gejstlige for at værne sig mod deres frække paatrængenhed nødsages til at gøre indgreb i de for de fattige bestemte almissepenge; desuden fortæller de alt muligt ondt om dem, der nægter dem saadanne understøttelser til fortsættelse af deres daarlige livsvandel, og æreskænder endogsaa dem, der giver dem det forlangte, ligesom ganske særlig den gejstlige stand kommer i stor ringeagt ved saadanne personer, da disse æreskændere praler af at høre til gejstligheden. For derfor at bevæge dem til at forbedre sig ved at unddrage dem den understøttelse, der hidtil er ydet dem, forbyder vi enhver prælat, præst, vikar og enhver anden gejstlig person at yde dem nogetsomhelst bidrag eller understøttelse efter to maaneders forløb, i hvilken frist de maaske kan vende tilbage til et ordentligt liv.“ Disse beslutninger hjalp dog kun lidt, hvorfor et senere Salzburgerkoncilium 1291 saa sig nødsaget til at tage de strængeste bestemmelser mod de farende skolarer, „der til skam for den gejstlige stand kalder sig gejstlige.« Alle tidligere bestemmelser imod dem, hedder det, har næsten intet nyttet; „de gaar offentlig nøgne omkring, ligger paa ovnene, er hengivne til spil og løber efter skøger, skaffer sig underhold ved deres synder og forlader i deres forhærdelse ikke deres sekt, saa at der intet haab lævnes om, at de kan forbedre sig.“ De, der træder ind i denne sekt eller inden maanedsfrist ikke opgiver deres syndige levned, skal udstødes af den gejstlige stand og, om fornødent, hvis de fremturer i deres paatrængenhed mod kirker, klostre og gejstlige, gribes ved hjælp af den verdslige magt og holdes i forvaring49.
Ligesom i Salzburg toges der ogsaa i Passaus ærkestift skarpe bestemmelser mod vaganterne paa de to synoder i St. Polten 1284 og 1294. Den første gaar dog ret lempeligt til værks; det forbydes kun at modtage dem, der bærer lange knive og sværd eller opfører sig paatrængende, endelig dem, der fornærmer de gejstlige. Derimod tillades det at give dem et tarveligt maaltid og desuden en kappe for Guds skyld, hvis de kommer enkeltvis eller kun to i følge. Men paa den anden synode bestemmes det i kraft af vaganternes uforskammethed selv i biskoppens nærværelse og deres bespottelige tale højtideligt og under trusel med straf, at ingen gejstlig maa modtage dem hos sig eller give dem almisse50.
Allerede tidligere havde man ved det store nationalkoncil i Wiirzburg aar 1287 taget almindelige bestemmelser for hele Tyskland og navnlig forbudt de farende skolarer at paaberaabe sig deres gejstlige privilegium overfor den verdslige dommer. Endnu saa sent som aar 1300 forbyder en provinssynode i Koln udtrykkelig vaganterne at prædike og tildele aflad; altsaa har de i Tyskland optraadt ganske paa samme maade som i Frankrig. Engelske konciliebeslutninger mod vaganterne kendes ikke. Et minde om dem lever endnu hos Chaucer, hvor mølleren i Canterburyfortællingerne, der disker op med en meget uhøvisk historie, kaldes en „goliardeis".
Interessante er disse konciliebeslutninger ved den skildring, de giver af vagantvæsenet i dets udartning og forfald. Som vi ser, stemmer billedet ikke daarligt med det indtryk, vi faar af de farende skolarers egne digte og prosastykker. Skønt sagen er set fra to sider, supplerer venners og fjenders skildringer hinanden godt, det bedste bevis paa deres sandfærdighed.
Det lykkedes dog ikke kirkens mænd at ramme en forsvarlig pæl gennem alt vagantvæsen. Endnu længe vedblev farende skolarer at strejfe gennem landene; men da gejstligheden havde forstødt dem, maatte de henvende sig til folket. Allerede tidligere havde deres sociale stilling og hele færd ikke været meget forskellig fra de almindelige jonglørers eller spillemænds; nu smælter de ganske sammen med dem, saa at joculator og Goliard bliver synonyme begreber. Allerede tidligere havde de ofte for den komiske virknings skyld indskudt vers paa nationalsprogene i deres digte (et fortræffeligt exempel findes hos Barbazan: Fabliaux et contes, T. IV, p. 485 ff.: Des farnes, des dez et de la taverne); nu maatte de for at blive forstaaede tale folkets sprog og blandede i det højeste latinske ord i deres viser for at imponere. Et saadant digt fra den første halvdel af det 14. aarh., forfattet af en vis Johan fra Nurnberg, giver en god skildring af disse pjaltede og forhutlede, sultende og frysende, men i al deres elendighed endnu vittige og selvironiske staklers liv. Hos gejstligheden har de intet længere at vente; præstens tjenestepige viser dem bort fra døren, saa at de maa gaa til landsbyen og lære bønderpigerne tryllemidler for en ringe løn og synge for dørene for at faa et natteleje51. Allerede i Carmina Burana (s. 35) forekommer trylleformularer, der tyder paa, at allerede de ægte gamle vaganter stundom fuskede i den sorte kunst; senere bliver den de omstrejfende skolarers væsentligste indtægtskilde, og poesien forsvinder helt. Endnu i humanisten Heinrich Bebels digt, Venus’ triumf” fra begyndelsen af det 16. aarh. optræder omvandrende skolarer (scholastici vagantes), pjaltede og hjemløse fyre, der frister livet ved at narre de troskyldige bønder52.
Selv til saa fjerne lande som Schlesien, Böhmen og Polen naaede dette de senere tiders udartede vagantliv. Herom vidner bl. a. en sang (maaske fra det 14. aarh.) med en elegant strofeform, men en skrækkelig betoning af de latinske ord, i hvilken omstrejfende polske eller bóhmiske skolarer betegner sig som, spillemænd“53, der er lobne hjemmefra til Tyskland for at blive rige i det fremmede land, hvilket dog sjælden lykkes. De drager syngende og tiggende fra sted til sted og er saare lystne efter brændevin, for hvis skyld de sælger baade strømper og sko og tømmer pungen til den sidste skilling, De kommer ofte i slagsmaal og kæmper med drabeligt mod, selv om de løber deres vej; naar de har deres knive i hænderne, er de ikke bange for alle mulige djævle. Deres kvindfolk er snavsede og fulde af utøj og tilmed allemandstøse; de giver dem hurtigt løbepas, naar de har fyldt dem med lus, og søger saa at skaffe sig føden med deres musik. Saaledes fortsætter de bestandig deres studenterliv, selv om de bliver halvgamle, skæggede fyre; de strejfer stedse lystige om i verden, selv naar lusene bider dem. — Til disse afsides egne er ogsaa naaet en variant af „Spille- og drankermessen", reminiscenser af vaganternes ordenssang og drikkestroferne i Archipoetas „Skriftemaal" i en noget forvansket form54.