Fr. Moth (1861–1930)

    Korstogene medførte en mægtig udvikling. Man lærte verden at kende i langt større omfang end før, og Europas tidligere ret afsondrede nationer kom i nærmere forbindelse. Kravene til liv og nydelse steg; baade den materielle og aandelige kultur blomstrede mægtigt op. Allerede c. 1100 begyndte trubadurernes digtning paa det sydfranske folks eget sprog Provencalsk¹, og i løbet af det 12. aarh. fulgte Nordfrankrig med. Truvererne optog trubadurernes digtning og forfattede som disse skønne elskovssange og muntre noveller om turneringer, kamp og kærlighed, i hvilke man fejrer idealer, der danner den mest absolute modsætning til klosterlivets mugne askese. I denne unge, friske poesi afløses de stupide, skimlede munkes kvinderædsel og kvindeforagt af en ganske anden tone; her lovsynger digteren sit hjærtes dame i begejstrede ord eller taler blidt og indsmigrende til sin kære lille veninde. Mangen brav munk, der var løbet fra klosteret, spillede op til samme melodi, udslyngede skarpe satirer og hvasse smædedigte mod gejstligheden og priste naturens skønhed og kærlighedens glæder.

    I Frankrig blomstrede samtidig det videnskabelige liv højt, og der dannede sig verdensberømte skoler, til hvilke lærelystne og muntre ungersvende strømmede fra hele Vesterleden. Det blev snart et bevinget ord, at Gud havde skænket Tyskerne kejserdømmet, Italienerne pavedømmet og Franskmændene studiet (o: lærdomssædet, universitetet). Det var disse skoler, der i det næste aarhundrede fik en fast organisation og blev til Europas første universiteter, navnlig Paris’ berømte studium, Sorbonnen, saaledes kaldet efter den lærde kanoniker Robert Sorbon, der 1257 stiftede et kollegium til bolig og undervisningsanstalt for theologiske studerende. Men i største delen af det 12. aarh. herskede endnu den fuldstændigste frihed paa alle omraader; berømte lærere, der uden at være munke raadede over hele tidens videnskabelige dannelse, nedsatte sig snart i den ene, snart i den anden by, og deres ry trak ungdommen derhen. Det hele havde en næsten ganske privat karakter; man kunde f. ex. i Paris egentlig slet ikke tale om én, men om mange forskellige skoler. Hele nutidens indviklede undervisningsapparat var ukendt; et højst tarveligt lejet lokale med et ophøjet sæde for læreren og halm paa gulvet for de studerende var nok; eleverne sad i bogstavelig forstand „ved deres lærers fødder" og lyttede til hans visdomsord. Naturligvis maatte de selv lønne ham, og ansete ungdomslærere tjente godt.

    Ét navn straalede over alle navne paa Frankrigs og hele Europas videnskabelige himmel, og det var Peter Abailard (f. 1079, d. 1142). Han var lige stor som skolastisk filosof og genial theolog, og hans ævne til at begejstre ungdommen synes at have været grænseløs. Abailards egen selvbiografi viser os, hvor overordentlig frie for alle regler og baand de daværende studieforhold var. Han optræder som lærer paa højst forskellige steder for endelig at opslaa sit lærdomssæde i Paris. Da senere hen ulykker og forfølgelser rammer ham, trækker han sig tilbage til en øde skovegn; men ogsaa her opsøger de studerende ham og bygger sig hytter af grene og løv for at kunne nyde godt af den stedse forgudede lærers vejledning. Senere optræder han atter en tid paa den hellige Genovefas bjærg ved Paris.

    Til visse var Abailard en aandens stormand; hans skarpsindighed som logiker synes at have været vidunderlig, og som theologisk forfatter ejede han et udsyn og en dristighed, der, efter at hans livs store ulykke havde ramt ham, paadrog ham heftige forfølgelser fra kirkens side, der i de tider ganske lod sig lede af den hellige Bernhard, den fromme, mystiske tros bannerfører, der ikke uden grund frygtede skolastikens dristige aandsflugt. Abailards tragiske skæbne har forfatteren af disse linier tidligere behandlet². Her skal den kun ganske kort berøres: Den allerede henimod 40-aarige mand lærte den skønne og højtbegavede, kun 17-aarige Héloise at kende, Pariserkanonikeren Fulberts niece. Fulbert antog den verdensberømte filosof som lærer for sin unge frænke, og nu udviklede der sig hurtigt et lidenskabeligt kærlighedsforhold mellem lærer og elev. Sagen blev opdaget, og de elskende maatte skilles; men Abailard bortførte Hélo’ise til sit hjemland Bretagne, forsonede sig senere med Fulbert og lod sig hemmelig vie til sin elskede. Hemmeligheden var en udtrykkelig betingelse, for at ægteskabet ikke skulde hindre den meget ærgerrige Abailard i at opnaa kirkens høje værdigheder. Men da Fulbert fik mistanke om, at han tænkte paa at skille sig ved Hélo’ise, overfaldt han ham om natten og gjorde ham til en gilding. Af fortvivlelse gik Abailard i kloster, og han befalede af skinsyge Héloise at gøre det samme. Hun adlød øjeblikkelig og ofrede i sin grænseløse kærlighed sin blomstrende ungdom til det glædeløse og mørke klosterliv, skønt det saa meget som muligt stred mod hendes natur. De breve, hun senere som abbedisse skrev til sin ungdoms elskede, hører til de vidunderligste minder fra middelalderen og vidner om en sjælden begavet og i sin hengivenhed altopofrende kvinde; selv nu efter saa mange aarhundreders forløb vækker de den dybeste medfølelse.

    Foruden Paris, hvis skoler stedse steg i verdensry, var Orleans et berømt lærdomssæde, hvor især de klassiske studier blomstrede; men mange andre af Frankrigs stæder havde navnkundige skoler. I Italien studeredes navnlig Romerretten i Bologna, medens Salerno vandt berømmelse over hele Vesterleden ved sin lægeskole. Medens eleverne, selv de ældre, ved kloster- og domskolerne (o: de ved stiftskirkerne oprettede skoler, hvor vordende domherrer og præster uddannedes) hidtil var blevet holdte overordentlig strængt, nød studenterne (skolarerne) ved de nye franske skoler den mest ubundne frihed. Deres lærdomstrang var stor, de studerede væsentlig af lyst, mindre for at bane sig vej til en stilling, og de omfattede fremragende lærere med varm hengivenhed. Selv modne mænd skyede ikke bekostning og møje for at vinde visdommens perler i Frankerland, videnskabens moder; mange har sikkert begivet sig derhen med lignende følelser, som en schwabisk lærer, rimeligvis leder af en domskole, giver saa smukt et udtryk i et digt, der er oversat nedenfor (s. 213 f.). Men ved siden af lærdomstrangen gjorde ungdommens higen efter lyst og glæde sig gældende, og den har sat sine frugter i en frisk og herlig poesi paa det latinske sprog, der nu i almindelighed gaar under navnet „Vagantviserneu. Vi skal senere betragte baade dette navn og digtningens karakter nærmere. Det er overmodige drikkeviser, men især glade og kække eller vemodige og higende foraars- og elskovssange, der udgør dens mest ejendommelige indhold. Allerede i Cambridgesangene fandt vi den første kendte begyndelse til denne poesi. Det er meget muligt, at de rent latinske digte af denne art, der findes i Cambridgesamlingen, og mange af de senere er opstaaede i Tyskland; men sin egentlige udvikling kan denne digtning dog vanskelig have faaet andre steder end ved de franske skoler; kun der var den aandelige jordbund til stede, der kunde give denne poesiens blomst den rette næring³. Italien synes ikke at have spillet nogen nævneværdig rolle paa vagantdigtningens omraade; her holdt man sig mest til de gamle fra oldtiden overleverede former.

    Man har villet aflede vagantpoesien af trubadurdigtningen⁴ og atter lade vagantviserne have indflydelse paa minnesangen. Men denne tanke møder mange vanskeligheder. For det første er vagantpoesien ikke meget yngre, maaske endog samtidig med den provencalske digtning; det lange s. 215 ff. delvis oversatte digt, der efter udgiverens mening maaske allerede tilhører slutningen af det 11. aarh., taler om klerikernes „skønne vers og rytmer", og Abailards digt (oversat s. 257) fra c. 1118 viser allerede en fuldt udviklet kunst; flere forhold tyder desuden paa, at det friske og frejdige studenterliv, altsaa ogsaa det bedste af studenterdigtningen, snarere tilhører tiden før end efter 1150. Dernæst er der formelle uoverensstemmelser; baade trubadurernes, truverernes og de høviske digteres sange er karakteristiske ved deres tredelte strofer: to ensbyggede afsnit følges af et derfra forskelligt (Tysk: „die Stollen" og „der Abgesang"); men dette forhold findes kun meget sjældent i vagantdigtningen. Det kan forekomme som i Abailards digt, og her er provencalsk indflydelse overvejende sandsynlig; men slige tilfælde er undtagelser. Den nordfranske lyrik, hvis blomstring først begyndte c. 1150, kan næppe heller have paavirket den latinske synderligt; derimod øvede den en overordentlig indflydelse paa minnesangen. Alligevel er der store overensstemmelser mellem kærlighedsdigtningen paa folkesprogene og den latinske lyrik. Begge anvender naturindledningen (en vaar- eller vinterskildring, der danner overgangen til digterens personlige følelser), og begge lovsynger kvinden og kærligheden. Begge har rimeligvis deres rod i folkedigtningen; de er børn af samme tid og har suget næring af det friske pust, der dengang gik over landene; men medens ridderdigtningen udviklede sin egen kunst og udformede en yderst subtil kærlighedskodex, byggede den latinske lyrik paa de fra den gejstlige digtning modtagne former, anvendte med forkærlighed billeder og poetiske prydelser fra hymnerne og den antike mythologi, som dens klassisk belæste dyrkere var fuldt fortrolige med, og drev sjælden kvindeforherligelsen ud i det urimelige og overspændte. Det af forskelligt byggede strofer sammensatte digt, som i den tyske minnesang kaldes „Leich", skal stamme fra den latinske sekvens, der ogsaa anvendes i vagantdigtningen (et exempel s. 236 f). Ellers synes denne poesis indflydelse paa den tyske lyrik kun at have været meget ringe⁵.

    Forfatterne af disse skønne latinske sange (thi til at synges var de sikkert bestemte) er næsten alle ukendte. Vagantpoesien er omtrent lige saa navnløs som folkesangen. Digterne har vel i reglen været unge skolarer og klerikere, ja endog universitetslærere. Vi ved saaledes af Hélo’fses breve, at Abailard fejrede hende i skønne digte, der paa grund af deres søde melodier blev sungne af mange⁶; et af dem synes ved en gunstig skæbne at være bevaret. Kirkens alvorlige mænd var naturligvis højst forargede over de studerendes frie liv og gav ofte deres harme luft. En ivrig prædikant, munken Helinaux, siger saaledes: „Skolastikerne gennemstrejfer stæderne og hele jordens kreds, og den megen studeren berøver dem forstanden. Klerikerne søger de skønne videnskaber i Paris, kendskab til de gamle forfattere i Orleans, retsvidenskaben i Bologna, medicinen i Salerno og den sorte kunst i Toledo; men intetsteds søger de gode sæder, thi ikke blot spørger de mindst efter dem, men snarere slet ikke. Efter videnskaberne tragter de overalt, men intetsteds efter et Gud velbehageligt liv.“ Den asketisk strænge Hugo af St. Viktor (sidste halvdel af det 12. aarh.) er ikke mindre forarget: „Man maa fornemmelig dadle de studerende, fordi de er saa umaadeholdne og pralende; men de roser sig mindre af de kundskaber, de har erhvervet, end de penge, de har ødslet bort. Dog vil de maaske i dette stykke kun hamle op med deres lærere, og hvad jeg skal sige med anstand om disse, véd jeg sandelig ikke“⁷. Direkte sigtes der til studenterdigtningen i nogle ringeagtende ord af en ubekendt gejstlig, der harmes over de ufornuftige og letsindige ynglinge, der „løber efter glædespigerne og ved deres blødagtige og liderlige vers søger at ægge og forføre alle dem til lyst, der vil høre paa dem. De tror at vinde stor ære derved, medens man kun kan le dem ud“⁸.

    Det har vel i den første tid mest været unge velstillede mænd, der drog til Frankrigs skoler. Ogsaa Abailards omtale af de studerende, der opsøgte ham i hans skovskjul, tyder paa, at de i reglen var ganske godt vante; han undrer sig netop over, at de formaar at lade alle kulturlivets behageligheder fare for at følge ham ud i skovødet⁹. Efterhaanden antager det uregelbundne studenterliv fastere former. I den engelske munk Nigellus’ morsomme satire „Narrespejlet" (speculum stultorum) fra slutningen af det 12. aarh. hører vi, at Englænderne i Paris allerede har sluttet sig sammen til en „nation". Æslet Burnellus, der er løbet bort fra sin herre, begiver sig til Paris for at studere. Han overvejer først, hvilken skole han skal slutte sig til, og bestemmer sig snart for Englænderne, fordi de har fine sæder, taler smukt og er skønne af ydre; de har en ypperlig og skarp forstand, er gavmilde indtil ødselhed, afskyr de gerrige, spiser godt og drikker uden regel og lov. „Din sundhed!1 1, „Skaal!1 1 og galanteri er de tre laster, der er uadskillelig knyttede til dem; paa disse nær er de hævede over enhver dadel. Burnellus gaar i skole og skal lære at tale fint og grammatisk; men trods lærerens møje, kammeraternes hjælp, sit eget slid og mange prygl, er „ia! det eneste ord, han ævner at faa frem¹⁰. Denne skildring af studenterlivet stemmer godt med de tidligere citerede kilder; men rammerne begynder at faa fasthed; der dyrkes nu ’ikke blot skolastisk filosofi og theologi ved Pariserstudiet; ogsaa kursus for begyndere i grammatik er allerede oprettede.

    Der skulde naturligvis en ganske vel spækket pung til at bestride omkostningerne ved et frit og ubundet studenterliv i den store fremmede stad med de mange fristelser. Mange, som var komne vel forsynede, saa sig snart ved drik, tærningespil og galanteri reducerede til det mindst mulige; selv de ret velstaaende maatte være belavede paa afsavn,’ og de flittige, men fattige skolarer maatte kæmpe med den bitre nød. Vitalis fra Biois, der synes at have levet ved midten af det 12. aarh., lader i et meget morsomt og vittigt digt paa klassiske vers (disticha) „Geta“¹¹, en fri bearbejdelse af Plautus’Amphitryon, Juppiter besøge Almena (o: Alcmena), medens hendes mand Amphitryon driver filosofiske og logiske studier i Athen (!). Han kommer hjem til Theben ad søvejen (!) og sender fra havnen sin slave Geta i forvejen med alle bøgerne, der vejer ganske godt til. Under vandringen beklager Geta sig over al den sult og tørst, den knappe søvn og den daarlige kost, han har maattet døje i universitetsbyen. Heller ikke hans herre har haft det synderlig godt; han fik næmlig aldrig andet end groft brød. Den plumpe, men fiffige slaves glæde over de filosofiske brokker, han har opsamlet, og som han nu agter at blære sig med overfor sine mindre lærde værkfæller, skildres derpaa med god komisk virkning.

    Hvor haardt livet kunde være for de fattige skolarer, der med uhyre flid og de største savn stræbte mod det himmelske lys, derom hører vi i Jean de Hauteville’s „Architrenius“ (o: Ærkegræderen) fra slutningen af det 12. aarh. Næsten hele tredie bog¹² af det lange digt paa latinske hexamestre handler herom. En kort oversigt over indholdet vil frembyde adskillige i kulturhistorisk henseende interessante træk: Det er en ynk at se skolarernes armod og nød. De sulter, slider og døjer ondt, indtil ungdommens kraft er borte. Deres forsømte ydre kan røre en sten og faa den mest haardhjærtede til at græde. Deres dragts talrige frynser skyldes ikke skrædderens kunst, men ælde og evigt slid, thi de har kun én og den samme. De elendige slidte klæder gennemblæses af alle vinde. Deres bolig er ussel og ringe, og deres bohave endnu uslere. Vin smager de ikke, men kun vand, medens deres aand drikker af visdommens bæger. De lever af tarvelige grøntsager, der ofte skaffer hovedpine; salt er deres eneste kryderi, og kun paa festdage vanker der kogt kød; saa har man den fordel at kunne drikke vandet, hvori det er kogt, og dyppe det grove brød deri. Er studenten slet klædt, er hans tjeneres elendighed endnu større; de er pjaltede, magre og grænseløst smudsige; haaret danner en sammenfiltret, snavset masse, og det skjuler rimeligvis endnu værre ting, thi ofte ransager de den tætte urskov og fører et eller andet hen til neglen. Ved en søvnig lampe slider skolaren med studierne om natten. De syv frie kunster volder ham uhyre møje; men han hænger tappert i, og først naar solen er sin opgang nær, synker hans hoved ned i bogen, og han sover ind. Men hans søvn er urolig; studiets problemer jager stadig rundt i hans ophedede og overanstrængte hjærne. Hvad han ikke har forstaaet under læsningen, klares for ham under søvnen; medens legemet sover, vaager aanden; han disputerer og udslynger argumenter, og saaledes hjemsøger drømmene ham, lige til morgenstjærnen forkynder solens opgang. Saa springer han op, reder sit haar med fingrene (thi kam er for ham en luxus), tørrer sine fugtige læber med en flig af sit tøj og gnider materien af øjnene med haanden, medens han beklager sig over, at han har sovet for længe. Han frygter for at komme for sent til skolen og saaledes gaa glip af nogle af lærerens visdomsord. En elsker, der har sovet over sig og bæver for at komme for sent til stævnemødet, kan ikke ile hurtigere end skolaren, der paa vejen til læselokalet stadig iagttager morgenrøden og ængstelig spejder efter tegnene paa solens opgang. Kommer han saa endelig til skolestuen, anspænder han alle sine aandsævner og inddrikker med spændt opmærksomhed sin lærers ord, lige til solen er sin nedgang nær. Dette, siger digteren, er studiets byrde; en saadan vægt af onder er dynget over de usalige filosoffer, at alle de antike fablers uhyrer vilde røres til medynk. Men de mægtiges stenhaarde hjærter blødgøres ikke ved de fattige videnskabsdyrkeres nød; indsigt og viden gør intet indtryk paa de rige, der endog haaner den hæder, som visdom bringer.

    Dette er vel saa omtrent den ældste klage over de fattige studenters nød i middelalderen, en klage, der ofte gentages i den følgende tid. Allerede i det næste aarhundrede stræbte man at afhjælpe denne nød ved at oprette kollegier, af hvilke de første var Dominikanernes ordenshuse, der gav de der optagne skolarer fri bolig, bøger, klæder og føde, medens rigtignok samtidig de fleste theologiske lærestole ved universitetet (tit stor harme for det frie studiums tilhængere¹³) besattes med Dominikanermunke (c. 1250). Deres exempel fulgtes af Robert Sorbon 1257 (se ovenfor s. 22). Det undrer ved første øjekast, at skolarerne, hvis armod skildres i saa grelle farver, har raad til at holde tjenere (der nævnes to). Det ligger imidlertid nær at antage, at flere studenter har sluttet sig sammen, lejet en fælles bolig og antaget et par tjenere til indkøb, madlavning og opvartning; denne højst sandsynlige formodning viser den første oprindelse til bursa’en, den af en magister ledede fælles studenterbolig, der spiller saa stor en rolle i de følgende aarhundreder.