Fr. Moth (1861–1930)

    Men, vil maaske nogen spørge, existerede der da ikke en digtning paa folkesproget ved siden af denne lærde, verdens- og kvindefjendske digtning? Det gjorde der sikkert allerede i middelalderens ældre tider; men kirken har gjort sit til, at den er forsvunden paa faa brudstykker nær. Vi hører, at Karl den store lod de gamle heltesange nedskrive; men hans fromme søn Ludvig afskyede dem for deres hedenskab og forfulgte dem, og de gik for største delen i forglemmelse, om end senere tiders bearbejdelser har bevaret noget i stærkt ændret skikkelse. Men ogsaa en folkelig lyrik maa have existeret, og den stod i forbindelse med dansen, der hos Romerne kun dyrkedes af professionelle kunstnere og kunstnerinder, medens den allerede i den tidlige middelalder var blevet en yndet folkeforlystelse, der fandt sted ved vaarens komme og ved festlige lejligheder. Ja endog naar menigheden om søndagen samledes ved kirken, benyttede man lejligheden til at faa sig en svingom til sangens toner; det daglige liv frembød kun liden adspredelse for disse taalmodige og nøjsomme mennesker, der trykkedes haardt af de store og de evindelige uroligheder; intet under da, at de, naar de en smuk vaardag mødtes ved kirken i deres bedste stads, følte trang til en smule lystighed, som de i deres hjærters uskyldighed ikke ansaa for fornærmelig mod Gud. Men gejstligheden saa med harme paa dette „djævelskab". Den gamle folkelige lyrik er sunken i graven; men vi kan slutte os til dens existens af præsternes heftige ivren mod den og dansen. Allerede i det 6. aarh. udbryder biskop Cæsarius af Arles: „Hvor mange bønder, hvor mange bønderkvinder synger ikke djævelske, erotiske og smudsige sange!" Aar 650 udtaler et konsilium i Chalons: „Alle finder det meget utilstedeligt, at et kor af kvinder ved indvielsen af kirker eller helgenernes fester synger upassende og smudsige sange i stedet for at bede og synge salmer." Karl den store forbød (uden tvivl bevæget dertil af gejstligheden) folk, „naar de kommer til kirken om søndagen, da at hengive sig til dans og springlege under afsyngelse af uanstændige og skammelige sange, thi dette er lævninger af hedenske skikke." Hilarius, ærkebiskop af Tours, forbød 850 at synge paa gaderne om søndagen: „Paa denne hellige dag maa folk ikke, som de plejer, staa stille paa korsveje og gader og lytte til forfængelige historier, fortællinger eller sange eller hengive sig til danse." Munken Otfried (d. 870) vilde netop med sine „Evangelier" paa tyske vers fortrænge den verdslige folkesang, der var ham en rædsel og gru¹.

    Hvad dansen angaar, som kirkens mænd rent ud betegnede som en opfindelse af Djævelen, var den en kædeeller runddans. Først i riddertiden opstod i det fornemme selskab den form af dans, der trædes parvis. At gejstligheden forargedes over dans og verdslig sang ved kirken, er fra dens standpunkt saare forstaaeligt; at lævninger af hedenskabet skjulte sig under disse folkeforlystelser, er overmaade sandsynligt. Naar sangene kaldes „smudsige og uanstændige", kan vi være ganske sikre paa, at de stod i forbindelse med kærligheden, som kirken helst havde udryddet af jordens kres, om det havde været muligt. De gennem flere aarhundreder stadig gentagne forbud viser imidlertid, hvor stærkt et tag disse danse og sange havde i folket, og hvilken livsglæde det trods tidernes tryk sad inde med. Ingen tænkte paa at nedskrive hine tiders af kirken og de store foragtede folkepoesi; men den vedblev trods alt at leve sit eget liv, og den smittede til sidst selve kirkens mænd. De friske og livsglade latinske foraars- og elskovsviser, der i det 12. aarh. blomstrede frodigt frem, har uden tvivl deres rod i den gamle folkedigtning, og den ligger rimeligvis ogsaa til grund for den provencalske poesi, der atter gav stødet til den nordfranske lyrik og den tyske minnesang, om end meget her ikke er til fulde oplyst.

    Man behøver ikke engang at gaa saa langt ned som til det 12. aarh. for at paavise folkedigtningens indflydelse paa den latinske, altsaa den af gejstlige øvede digtning. Den viser sig allerede ved overgangen fra det 10. til det 11. aarh. i Cambridgesangene², en lille samling latinske digte, af hvilke det ældste er skrevet 968, det yngste c. 1038. Trods navnet har de intet med England at gøre; men allerede i det 11. aarh. er haandskriftet af ukendte grunde bragt derhen og findes nu i Cambridge. Indholdet er meget forskelligt; der findes baade historiske, religiøse og verdslige digte i samlingen. De fleste er ifølge udgiverens mening forfattede af mænd, der tilhørte Rhinegnene og det kongelige hof; de historiske digte viser alle hen til Tyskland, medens enkelte af de verdslige maaske er opstaaede i Frankrig. En smuk og frisk foraarsstemning raader i et digt til nattergalens pris (delvis oversat s. 171 f.), der siges at være forfattet af Fulbert, død 1029 som biskop af Chartres. Her kan folkedigtningens indvirkning i det højeste kaldes mulig, men ingenlunde givet, da en poetisk natur nok af sig selv kunde nære og tolke slige følelser. Et morsomt og kvikt digt „Præsten og ulven“ (oversat s. 168 ff.) synes derimod ubetinget at maatte skyldes frisk, folkelig indflydelse. Det lille digt med overskriften „Heriger“ (oversat s. 167 f.) tillader sig en velgørende spas med de mange drastiske Himmerigs- og Helvedesvisioner, som munkene var saa stive i at fabrikere. Nr. 14 er en af de ældste kendte versioner af „Snebarnet“, en af de mest udbredte vandrende anekdoter; ogsaa et par andre smaastykker af lignende art (nr. 11—13) findes i samlingen. Endnu langt større interesse for os har et desværre udraderet halvt latinsk og halvt tysk elskovsdigt (nr. 32). Enkelte ord og sætninger kan endnu læses (gruonot gras in erthun o: „græsset grønnes paa jorden"; nu singant vogela in walde o: „nu synger fuglene i skoven"); de viser, at der virkelig dengang har existeret en tysk folkelig lyrik, der ligesom den senere latinske vagantdigtning og den tyske minnesang begyndte med en foraarsskildring og derpaa gik over til at tolke digterens hjærteanliggender³. Allerede i Cambridgesamlingen findes for øvrigt et latinsk digt (nr. 29) efter dette senere saa yderst almindelige mønster: En kvinde skildrer vaarens herlighed i skønne, simple ord for at ende med et hjærtesuk over, at hun maa sidde ene og længes efter sin elskede. Endnu to kærlighedsdigte er udkradsede (nr. 31 og 33) — alt, hvad der mindede om erotik, virkede paa visse munkesjæle ganske som en rød klud paa en tyr; eller var det maaske en stakkels forpint klostergiven mand eller kvinde, der for sin sjælefreds skyld ikke kunde udholde at have disse varme ord for øje? — Af det ene kan enkelte ord læses: Ver (foraar; altsaa atter en naturindledning) — visere (besøge) — Veni (kom) — Si cum clave ven(eris) (hvis du kommer med en nøgle) — intrare (træde ind). Det andet digt, der heldigvis er bevaret i et andet haandskrift, er oversat s. 172 f.; man har saaledes lejlighed til at dømme om, hvad der har kunnet støde et klostermenneskes blufærdighed. Forfatteren har rimeligvis været en ung velstillet mand med den lærde gejstlige dannelse. Hans digt synes fra indholdets side paavirket af Romeren Horats; hans smægtende vandring under træernes grene kunde derimod skyldes folkepoesiens indflydelse.

    Vi hørte ovenfor om klosterlivet og dets indflydelse paa de klostergivnes sind. Der krævedes til visse mere af dem, end et menneske ret vel ævner at opfylde: kønslig totalafholdenhed, stræng lydighed, der stræbte at udslette alt individuelt og ofte endog paalagde tavshed som ufravigelig pligt med undtagelse af en knap tilmaalt rekreationsstund, megen faste og tarvelig kost, endelig gudstjeneste med kirkesang flere gange om dagen og natten. Saa længe troen var stærk og glødende, og begejstringen for det hellige kald usvækket, lod den frygtelige askese sig vel gennemføre om end til ubodelig skade for alt, hvad der er sundt og naturligt i mennesket. Men naar trosbegejstringen kølnedes, trængte fristelserne ind, tilmed da klostrene ofte havde opnaaet stor rigdom ved kløgtig økonomi (de verdensforsagende fromme er, som bekendt, til alle tider yderst bjærgsomme og ivrige efter denne verdens gods) og fyrsters og troende mænds og kvinders gaver. Vi hører jo saa meget om klosterlivets forfald allerede tidlig i middelalderen, et forfald, der med mellemrum søges standset ved reformer og stiftelsen af nye og strængere ordener. Saa vækkes iveren igen for en tid, indtil verdens forfængelighed og alskens daarligdom atter faar indpas (Naturam furca pellas ex osv.!). Man ynder ofte at tage strængt paa veje overfor disse udskejende munke og nonner. En smule overbærenhed turde dog ogsaa være paa sin plads, maaske nu og da en kende sympathi for disse stakkels for livets lykke bedragne mennesker, naar de slaar til skaglerne og sørger for at faa lidt lys og livsglæde indenfor de skimlede og mørke fængselsmure. Naar blot alle munke havde indskrænket sig hertil!

    Et lille, ganske morsomt exempel paa, hvad der kunde foregaa i et nonnekloster i Regensburg paa kejser Henrik IV’s tid (henimod slutningen af det 11. aarh.), er os bevaret i et gammelt haandskrift⁴, der blandt meget andet indeholder nogle smaa versificerede billetter af et ret karakteristisk indhold. Man ser, at de unge klosterjomfruer har haft en ung gejstlig til lærer, og mellem ham og dem vexles der venskabelige breve paa rimede latinske hexametre. En af de unge piger skriver: „Ret de vers, som jeg sender dig her, min lærer; thi jeg anser dine ord for sandhedens lys; men det smærter mig dybt, at du foretrækker Bertha for mig.“ Stundom forsøger brevskriveren yderligere tilnærmelser; men han afvises med bestemt, om end venlig fasthed. Om denne fasthed altid har ladet sig overholde i virkeligheden, bliver jo et andet spørgsmaal; enkelte udtalelser kunde tyde i modsat retning. Helt over det for klosterjomfruer tilladelige gaar dog nogle meget interessante smaabilletter, der er oversatte s. 174 f. og vidner om virkelige kærlighedsforhold; thi disse smaastykker skyldes ganske sikkert ikke tænkte situationer; de er uden al tvivl virkelige breve, der ved et gunstigt tilfælde er bevarede til vore dage.