I sin uhyggeligste skikkelse optræder munkevæsenet og overhovedet kirkens aand i sin opfattelse af elskoven og kvinden. Den kønslige totalafholdenhed, som var disse ulyksalige mennesker paalagt som bud, udøvede en forfærdelig indflydelse paa deres sjælstilstand og bevirkede naturligvis, at deres tanker evindelig kresede om „kødets" fristelser og kampen mod dette utyske. Hvilke lidelser der er udstaaede indenfor klostermurene under striden med denne „fjende i ens eget kød", og hvilken usundhed og unatur de arme munkes og nonners forskruede og vanvittige idéer om denne sag har ynglet, er det umuligt at maale. Enkelte fromme mænd var saa overfølsomme, at de ikke kunde taale at se en kvindes ansigt i kirken eller deres egen legemsnøgenhed uden at berøres kønsligt deraf, ja en helgen var endog saa ømfindtlig, at hans lig ikke kunde udholde at ligge ved siden af en kvindes i jorden1. Det var en almindelig antagelse, at hverken Adam eller Eva havde noget køn før efter syndefaldet2; den kønslige elskov er altsaa en straf! Grunden til, at Abraham og Sara blev saa ældgamle uden at faa børn, var, at han var alt for from til at sove hos hende3. I den hellige Bernhards og Hugo af St. Viktors skrifter finder vi tanker fremsatte, der er et næveslag i ansigtet paa al sund, naturlig følelse: Først maa legemet dødes; saa længe det blomstrer i sundhed og velvære, er sjælen en træl af dets lyster eller ligger dorsk hen under dets mæthed; har man et sundt og stærkt legeme, maa man kæmpe imod det som mod en farlig fjende af sjælen og arbejde paa at nedbryde det; naar legemet er afkræftet af faste og nattevaagen, rykkes sjælen snarest hen i himmelske aabenbaringer, og medens kødet svider under svøbens slag, fornemmes ofte den lifligste forsmag paa himlens lyst4.
Saare svært var det for datidens kraftige, blodrige mennesker at efterkomme disse vanvittige krav. Og den mishandlede elskovsdrift hævnede sig. Hos milde, poetiske naturer forvandledes den til et erotisk sværmeri for jomfru Maria, der fejres i sande elskovsdigte, i hvilke alle hendes legemsyndigheder gennemgaas med sanselig glød, medens nonnerne svælgede i vellystige drømme om den himmelske brudgom. Ja man ser selve Jesu vunder blive genstand for erotisk tilbedelse; saaledes priser den hell. Bernhard frelserens sidesaar med en saadan betagethed og varme, at den fromme hymne uden stor vanskelighed lod sig omdanne til et særdeles glødende virkeligt elskovsdigt5. Grovere naturer kunde nemt forfalde til perverse laster, over hvilke der naturligvis dækkedes og stadig dækkes med største omhu; men at klostrene kunde være gode rugepladser for homosexualisme og anden gemenhed, ligger dels i sagens natur, dels mangler det ikke ganske paa hentydninger i den retning. I de tyske klosterskoler havde saaledes hver dreng, ja hver yngling ofte to „vogtere" (custodes), af hvilke dog ingen „for det gode exempels skyld" ret gærne maatte være alene med sin myndling eller tale under fire øjne med ham6. Som vi senere skal se, var homosexualismens last et vel kendt fænomen i middelalderen; en lang række vidnesbyrd kan opregnes, og indre grunde taler for deres sandfærdighed. Den sunde og sande jordiske kærlighed var ikke blot disse mennesker personlig forbudt; de betragtede den endog som en forbandelse og besmittelse, og i kvinden saa de det urene dyr, der lige fra Adams dage havde fristet manden til synd, Satans redskab til sjæls og legems fordærv. Det er enhver asketisk religions forbandelse, at den med logisk følgerigtighed maa komme til dette resultat. I denne henseende kan middelalderens kristendom og Buddhismen ypperligt gaa i spand sammen, naar undtages, at den buddhistiske munk, hvis han længtes efter verden og sin fordums elskede, kunde træde ud af ordenen, hvilket uden tvivl baade var sundere og sandere end det ubrydelige baand, der forpligtede de kristne munke og nonner fra ungdommens dage til dødens stund.
Utallige er de „poesier", der næsten ene og alene gaar ud paa kvindens nedrakning, og man kan med den fuldeste ret sige, at kirken har gjort alt, hvad den ævnede, for at kaste skarn paa menneskeslægtens ene halvdel. I vore dage ønskes naturligvis sligt glemt; nu smigrer kirken, der ser sin magt truet, af alle kræfter for kvinden for at kunne herske gennem hende, og medens man i hine dage kun betragtede hende som et umætteligt kønsdyr, er det jo nu i kirkelige og derfra paavirkede krese god tone at lovprise hende for hendes kønsløshed paa mandens bekostning. Der er talt og skrevet bevægelige ord om, hvor herligt Mariadyrkelsen bidrog til at hæve kvinden fra den dybe og forsmædelige undertrykkelse, hun i sammenligning med senere fromme tider postuleres at have været genstand for i den antike verden. Man maa have gode øjne for at opdage denne mageløse indflydelse; den verdslige poesi forherligede kvinden og satte hende i højsædet, samtidig med at den ogsaa ærede Maria og gjorde hende til en ædel dame i den høviske digtnings aand, men det 13. aarhundredes indre-mission fik den snart bræmset, og foragten for kvinden hævede atter sejrrigt hovedet, indtil renaissancen, der bundede i oldtidens kultur, atter saa smaat begyndte det møjsommelige arbejde paa hendes frigørelse. Mariaviserne kan være dejlige, naar de skildrer den hellige jomfrus moderfølelse; de kan være ganske fixe, naar de giver digterens erotiske følelser for himmeldronningen udtryk; men i mangfoldige af disse hymner kredser munkeforfatterens tanker ene og alene om jomfrufødselens mysterium, der fejres i evig tilbagevendende billeder, der bevæger sig lige fra det naive til det latterlige og smagløse, ja næsten perverse og usømmelige. Maria fejres netop som „jomfruen", den for elskov ufølsomme, i modsætning til alle andre kvinder. Hendes evig og altid fremhævede jomfruelighed og „renhed" bidrog sit til at lade den menneskelige elskov træde rigtig grelt frem som det urene og forkastelige. En nonne og særlig en helgeninde, der har gjort det kunststykke at døde sit køn ganske og aldeles, fortjener høj agtelse og dyb ærbødighed, en virkelig kvinde absolut ikke. En digter lader endog kvinderne vide, at de ingen grund har til at hovmode sig, fordi Christus er født af en af deres kønsfæller; han har jo nemlig ladet sig føde som mand, ikke som kvinde7.
Et exempel paa den kvindenedrakkende munkepoesi er meddelt i oversættelse s. 165; det er absolut ikke særlig ondartet. I begyndelsen synes det rigtignok, som om digteren kun har skøgerne i sigte; men man mærker snart, at hans ord gælder hele kønnet uden undtagelse. Kvindens paastaaede sexuelle umættelighed er naturligvis et yndet thema, der behandles med al ønskelig raahed. Et ordsprog lød: „Der er tre umættelige ting og en fjerde, som aldrig siger:,Det er nok1, næmlig Helvede, kvindens skød (os vulvæ) og jorden, der aldrig mættes med vand; men ilden siger aldrig:,Det er nok‘". „Hvad er kvinden?" lyder et munkeligt visdomsord8. „Et fjendtligt venskab; en lidelse, der ikke kan undflyes; et nødvendigt onde; en naturlig fristelse; en attraaet ulykke; en fare i ens eget hus; et frydefuldt tab; det ondes datter, malet med det godes farve; Djævelens dør; uretfærdighedens vej; skorpionens stik osv." At kvinden altid sælger sin gunst, derom er de fromme hængehoveder overbeviste. Tungen er hendes naturlige vaaben; hun er snakkesalig til det uudholdelige, troløs, pyntesyg osv., osv. Man maa lade de brave munke, at de har en vis færdighed i drastisk at skildre visse særlig kvindelige svagheder, medens de er stærblinde for kvindens gode egenskaber, og de udmaler med kraftig humor mislighederne ved et uheldigt ægteskab (ægteskabet er for resten efter deres opfattelse altid uheldigt), skønt kirken selv havde sørget for at nedværdige ægteskabet, dels ved at gøre det uopløseligt, dels derved, at dens nedrakning af elskovsdriften maatte virke sit til at gøre det til en ren forretningssag.
Den værste af alle kvindesværtere er vistnok Cluniacenseren Bernhard fra Morlas, af hvis lange, højst kunstfærdige digt „De contemptu mundi“ et stykke er oversat som prøve s. 163 f. Det er tilegnet abbed Peter af Cluny, rimeligvis Abailards samtidige i den første halvdel af det 12. aarh. I dette arbejde fylder Bernhard over fem store sider9 med de voldsomste og raaeste angreb paa kvindekønnet, som beskyldes for kønslig umættelighed, fuldstændig ligegyldighed for alle midler, naar det gælder om at tilfredsstille drifterne, troløshed og alle tænkelige forbrydelser. Kvinden er „Satans trone“ og oprindelsen til alt ondt. „Ingen kvinde er god; men skulde det dog hænde, at nogen er god, da er en daarlig ting god, thi næsten ingen kvinde er god“.
Et særlig læseværdigt angreb paa kvinderne findes hos Richard Løvehjærtes samtidige, Englænderen Alexander Neckam. I sit skrift „De vita monachorum" (munkenes liv) samler han saa temmelig alt, hvad de fromme klostermænd mente at kunne lægge det andet køn til last10: „Kvinden, Satans fakkel, kommer smykket med straalende ædelstene, guld og skønne klæder for at styrte os i fordærvelse." Hun maler sig om øjnene for at gøre dem mere daarende, hun gennemborer sine øren for at hænge guld og kostbare stene i dem. Hun faster for at gøre sig bleg; thi frisk rødme er efter hendes mening tegn paa en bondekvinde, hvorimod bleghed er elskovens rette farve. Hun farver sit haar og omdanner ved kunst alle sine lemmer. Ved alle mulige koketteriets snedigheder angriber hun de arme mandfolks ubefæstede sjæle og er henrykt over at ødelægge masser af dem. „Intet i hele verden er mere fordærveligt end kvinden, og hun er den dødbringende fjendes (o: Djævelens) bedste middel til at fange sjæle. Dog udslynger vi ikke beskyldninger mod hele kønnet (!); men i vor tid er kvinden saare sjælden kysk.“ En from mand bør sky kvindens forføreriske tilnærmelser som pesten og fly hende, som man flyr en giftslange; thi hun tænder vellystens brand hos hver og én, og hendes nærhed er endog farlig for de hellige selv. Hun har forjaget Adam fra Paradiset og besnæret Salomo, David, Loth, Samson og utallige andre. Vel er hun dejlig at skue, men den ydre dejlighed dækker over indvortes urenhed11. Kommer en kvinde til klosteret med angergiven mine og bøn om at blive oplyst om religionens hellige bud, da skal munkene være paa deres post: „Vær vagtsomme, I hyrder! Hold de graadige ulvinder borte fra eders hjord! Nægt dem adgang til klosteret! De myrder sjælene og sender mangfoldige til Helvede. Der gives intet fordærv, som munkene mere bør frygte for.“ Maaske mener de klostergivne, at ægtemændene er lykkelige; men det er en grundig vildfarelse. Enhver gift mand er ulykkelig. Er hans hustru styg, hader han hende; er hun smuk, frygter han bolere, „thi en smuk kvinde er kun sjælden kysk." Faar han børn, maa den bekymring pine ham, at han ikke selv er fader til dem, og saa kommer dertil økonomiske sorger. Mange hustruer plager deres mænd med evindelig snakkesalighed, og nogle vil drikke. Kvinden agter ingen lov, naar hun hidses af sine umættelige drifter; historien viser, at mange hustruer har myrdet deres mænd. Efter alle disse udgydelser falder det lidt underligt at høre den brave digter erklære, at han ingenlunde fordømmer ægteskabet (det var jo indstiftet af Gud!).
Naar de fromme klostermænd stundom hædrer nonner med poetiske skrivelser (i hvert fald officielle), glemmer de naturligvis ikke at kaste skarn paa elskoven, fremhæve barnefødselens smærter, barneplejens besvær og ægteskabets misligheder og stille nonnelivets renhed som en straalende modsætning hertil12.
Det har sin interesse at se, hvad en saa fremragende mand som Johannes af Salisbury, der døde 1180 som biskop af Chartres, mener om disse ting. Johannes havde i sin ungdom hørt Abailard, han var ikke munk, og i lærdom kunde næppe nogen samtidig maale sig med ham; han var i mange henseender en saare forstandigt dømmende mand. Ikke des mindre fælder denne lærde biskop, der virkelig var en af middelalderens største stjærner, samme dom om den kønslige kærlighed som munkene; han sammenstiller smagfuldt fraadseri og elskovslyst, der ifølge ham begge er dyriske: „den første synes at have svinets urenhed, den sidste bukkens stank i sig.“ Om ægteskabet siger han saa nogenlunde det samme som Neckam, om end med noget større maadehold. Hvad kvinderne angaar, er han tilbøjelig til at tro, at mange af de historier, der fortælles om dem, er løgn; men dog giver adskillige af dem en god og nyttig lære, og saa meddeler han selv efter Romeren Petronius fortællingen om „matronen fra Ephesus", en ældgammel, oprindelig østerlandsk novelle13.
Saaledes var de klostergivnes og i det hele kirkens officielle opfattelse af forholdet mellem mand og kvinde. At virkeligheden ikke altid svarede hertil, og at hverken munkenes eller nonnernes dyd altid var helt engleren og vaskeægte, vil vi senere faa nærmere at høre. Her maa imidlertid indskydes lidt om maaden, hvorpaa klostrene rekruteredes. Mange adelige sendte deres mindre kraftige smaadrenge i 5_7 aars alderen til klosterskolen, i hvilken nu disse til Gud „ofrede børn“ (pueri oblati) opdroges til vordende munke14; disse kunde i hvert fald, hvis de senere forfattede „contemptus mundi“er, umuligt af egen erfaring kende, hvad de skrev om, saafremt de da ikke havde været paa forbudne veje. For resten gaar disse triste versificerede skarnbøtter saa temmelig i samme lire, næsten efter en vedtaget recept. Mangen fattig, men begavet dreng kunde ligeledes finde optagelse og blev maaske senere til en stor kirkens mand. Smaapiger overgaves paa samme maade og i samme hensigt som drengebørnene til nonneklostre, naar forældrene ikke mente at kunne opdrive en passende medgift til dem. Det hændte vel ogsaa, at fader og moder „ofrede" deres børn til Gud for at sone deres egne synder (højst moralsk!). Mange tyede til klostrene, naar verden gik dem imod, eller familiehensyn gjorde sig gældende; adskillige forhen glimrende og glade verdensbørn iførte sig munkedragten, naar de mærkede alderdommen nærme sig og frygtede død, dom og Helvede. I trosbegejstrede tider kunde desuden askesens aand faa magt over mangen ung mand og kvinde, der da forsagede verden for muligvis engang for sent at angre det. Den udsigt til forsørgelse, de rige klostre bød, kunde ogsaa drage adskillige.
Trods sit officielle munkepræg var middelalderen alligevel livsglædens tid; dens mennesker var, saa længe de levede i „verdsligheden", ofte elskværdige og muntre, stundom uartige, ja ustyrlige, men altid let bevægelige børn. De nød livet, saa længe verden ikke gik dem for haardt imod, uden at lade sig synderligt anfægte af de sure hængehoveders dystre bodsprædikener. De var i reglen for sunde til at besmittes af de klostergivnes rædselsfulde livsbetragtning og forrykte moralske anskuelser. Hvor stor skade alt dette senere kan have anrettet, og hvor meget af vor tids daarligdom der muligvis flyder fra denne kilde, er et andet spørgsmaal.