Karl den stores tid betegner en frodig genoplivelse af studierne efter de foregaaende aarhundreders grænseløse barbari. Man studerede oldtidens forfattere og digtere og efterlignede dem med ikke ringe held; men det hele havde en udpræget kirkelig og religiøs karakter.
Det aandelige liv, som saaledes var vakt, døde ingenlunde ud i den følgende tid, skønt det hæmmedes stærkt af de ulykkelige politiske forhold og den hermed følgende forraaelse af kulturen. Men det indskrænkedes helt eller dog næsten ganske til klostrene, der længe var de eneste planteskoler for dannelse og lærdom. Et af de allerberømteste var St. Gallen (noget syd for Bodensøen), hvor kirkesangen udvikledes til høj fuldkommenhed, og hvorfra den latinske hymnedigtning synes at have modtaget sine stærkeste impulser.
Den middelalderlige latinske poesi gik dels formelt i oldtidens fodspor og frembragte en mængde digte i de klassiske versemaal, dels skabte den noget helt nyt ved rimets indførelse. Dette var oprindelig ukendt hos Grækerne og Romerne, naar undtages, at man stundom lod en enkelt stavelse i liniens midte og slutning rime; men lidt før og efter kristendommens sejr spores en større tendens til at pryde prosa og poesi med ensklingende slutningsstavelser, der muligvis senere har udviklet sig til virkelige rim. Rimets histore er dog endnu saare dunkel. Wilhelm Meyer, en af de grundigste kendere af middelalderens latinske digtning, har behandlet spørgsmaalet meget indgaaende1; men hans anskuelser bestrides af andre forskere, og uden musiktheoretisk indsigt er det næsten umuligt at følge ham. Meyer anser klosteret St. Gallen for den gejstlige middelalderdigtnings vugge, og han lader kirkesangen i dens senere kunstfulde udformning have en overvejende indflydelse paa dens udvikling. Med aaret 860 som udgangspunkt tog den kunstmæssige dyrkelse af sangen ved gudstjenesten et overordentligt opsving i det nævnte kloster, der ogsaa i videnskabelig henseende indtog en førerstilling; en religiøs hymnedigtning med rimede vers i tilslutning til de svage tilløb, der allerede var gjorte i oldkirkens dage, men foreløbig standsede ved Karolingertidens stærkt formelle efterligning af de rimfri klassiske digtere, udviklede sig efterhaanden af St. Gallenmunkenes kirkesang og bredte sig med den over hele Tyskland og Frankrig. Meyer mener endog, at det er den i Tyskland opstaaede hymnedigtning, der afgav de former, som den verdslige latinske digtning senere benyttede baade i Tyskland og Frankrig, skønt han ikke benægter, at det sidste land atter har udøvet indflydelse paa Tyskland i den latinske poesis forskellige digtarter.
De ældste latinske middelalderlige rim er temmelig ufuldkomne og bestaar [ofte kun af assonanser (samme vokal, men ikke altid samme konsonant i to eller flere versslutninger, som om vi f. ex. vilde lade „lang" og „stad", „jord" og „lod" danne rim), hvilket for øvrigt ogsaa er tilfældet med den ældste bevarede folkepoesi med enderim, saaledes Rolandskvadet fra slutningen af det 11. aarh. Men efterhaanden opnaar de gejstlige digtere stor færdighed i rimets anvendelse og udvikler det til den højeste fuldkommenhed, hvori de understøttedes af det latinske sprogs mangfoldige ensudlydende stavelser, hvis tal endnu mere forøgedes ved den forvanskede eller, om man vil, ændrede udtale. De nye gejstlige digte var mest ordnede i strofer, der som oftest var meget afvigende fra den klassiske digtnings former. Men ogsaa i de gamle, fra oldtiden arvede hexametre og pentametre trængte rimet ind. Hos nonnen Hrotsvit fra Gandersheim, Tysklands berømte digterinde fra det 10. aarh., rimer saaledes de betonede stavelser i midten og slutningen af disse klassiske vers, og senere dannede man ved at forandre disse stumpe rim til klingende det leoninske hexameter, der var overordentlig yndet i middelalderen og behandledes med stor færdighed.
At følge den middelalderlige gejstlige digtning fra aarhundrede til aarhundrede vilde føre langt videre, end hensigten er med dette arbejde. Her skal kun gives en nogenlunde udtømmende karakteristik af denne digtart, saaledes som den udformede sig i det 11., 12. og til dels det 13. aarh., ganske vist i det væsentlige den samme tid, i hvilken den verdslige digtning blomstrede frodigst. Det er derfor muligt, at dens krasse asketiske retning for en del maa ses som en protest mod den samtidige „verdslighed". (De tidligere tiders religiøse litteratur lige siden oldkirkens dage var for øvrigt i tendens ikke væsensforskellig derfra.) Sin skønneste blomst har den udfoldet i de dejlige hymner til Guds, Christi, Marias og helgenernes ære, af hvilke mangfoldige baade fra følelsens og formens side er ganske henrivende mesterværker. Der er sande poesiens perler iblandt dem, f. ex. „Stabat mater" (Maria ved Jesu kors)2 og i det hele mange af Mariaviserne. Men dog maa det siges, at hele denne uhyre omfattende gejstlige digtning gennemgaaende gør et trættende og sløvende indtryk paa et moderne menneske. Man mærker med den største tydelighed, at de fleste af disse digtere har tilbragt deres liv bag klostermure langt fra menneskenes naturlige virken og færden; deres aand maatte nødvendigvis vantrives, som det gaar en plante, der holdes borte fra sol og lys. Deres syndsopfattelse kan give sig aldeles barnagtige, for ikke at sige stupide udtryk: „Efter ni maaneders forløb," siger en from digter, „forlod jeg nøgen min moders liv og diede som lille barn i to aar hendes bryst. Ak! i disse aar har jeg begaaet mange misgærninger; thi jeg har spyttet min kære fader i ansigtet, naar han tog mig paa sine arme, og kradset min moders kinder med mine smaa negle, og saare ofte har jeg ved min skraalen berøvet dem søvnen." Saa var den hellige Nicholaus, biskop af Myra i Lykien, et anderledes fromt og fremmeligt pattebarn, thi den 4. og 6. ugedag holdt han allerede faste, idet han kun én gang diede sin ammes bryst! Verden og alt, hvad verdens er, synes de fromme munke idel fordærvelse og urenhed; mange forfattede lange begrædelige digte under den staaende titel „De contemptu mundi" (Foragt for verden), i hvilke de med al den sprogkunst og alle de poetiske midler, de raadede over, søgte at besmitte og besudle alle livets blomster og advare mod „kødets" korte og urene glæder, der nødvendigvis maatte medføre forfærdelige og evige Helvedesstraffe, hvorimod de, der korsfæstede deres kød og trampede paa elskov og livslykke, kunde vente sig evig fryd i Himmerig. Himmerig og Helvede spillede naturligvis en uhyre rolle i de klostergivnes tanker og skildres ofte i deres vers, især det sidste, som den opskræmte og religiøst forrykte fantasi havde ganske særligt held til at udstyre med alle tænkelige rædsler, saa at Paradisskildringerne ofte synes blege og matte og ikke er nær saa anskuelige. Det er ganske tydeligt, at de hellige mænd ventede sig større udbytte af trusler end af lokkemidler, og vi ser da ogsaa, at hvergang et verdensbarn forsager livet og glæden, er det frygten for døden og det bag den truende Helvede, der bevirker omvendelsen. Hvor forraaende denne Helvedesrædsel maatte virke, og hvor gyselige grusomheder den kunde give anledning til, behøver ikke nærmere at paavises; her taler historien med tydelige ord for enhver, der vil forstaa. De mangfoldige helgenlegender var naturligvis et yndet æmne for den klostergivne versemager; her var en uhyre rig og uudtømmelig kilde, der lod sig anvende til skønne hymner, morsomme og underholdende versificerede fortællinger om en eller anden særlig populær helgens stundom helt humoristiske mirakler3 og bloddryppende skildringer af martyrernes lidelser. En yndet form for et moraliserende digt var at lade en hellig mand i en drøm eller vision skue, hvad det ellers er nægtet levende mennesker at se. Saaledes drømmer engang en munk, at han ledsager Christus gennem Helvede og ser ham befri mange af de der indespærrede sjæle, medens djævlene viger for ham. Til sidst byder Christus munken vende om og gaa samme vej tilbage; men for at han kan komme sikkert gennem Helvede, faar en overdjævel (eller maaske Fanden selv) ordre til at ledsage ham og beskytte ham mod sine kollegaer. Den onde aand udfører sit hverv punktligt og bringer til sidst munken tilbage til hans celle, og her tager djævelen plads i sengen ved hans side, og begge fører en theologisk samtale, om end ikke just under høflige former for munkens vedkommende. Til sidst forsvinder djævelen, og munken vaagner4. Som man ser, var disse klosterdigtere ikke blottede for en vis grovkornet humor. Et af de berømteste og, om man vil, mest vellykkede digte af denne art, er „Ordstriden mellem sjæl og legeme"5. Den hellige Fulbert ser i drømme „med aandens øje" et dødt legeme, der lige er blevet forladt af sjælen. Denne jamrer og græder ved tanken om de lidelser, der venter den, og bebrejder legemet, at det aldrig har villet høre paa dens formaninger. Legemet rejser sig op ved sjælens klage, og nu udspinder der sig en lang ordstrid mellem de to, der gensidig giver hinanden skylden. Til sidst spørger legemet, om der ikke i Helvede tages noget hensyn til standspersoner, og om der ikke er nogen frelse for de fordømte. Men sjælen slaar alle dets forhaabninger ned, og sluttelig kommer to djævle, der bortfører den arme sjæl og piner og mishandler den paa alle mulige, helt legemlige (!) maader. At legemets bemærkninger under ordstriden ligeledes ofte strider mod den simpleste sunde sans, maa heller ikke undre nogen. Sligt anfægtede ikke de brave munkedigtere, der kun saa paa den drastiske virkning. Djævlenes grusomheder mod den til dem hjemfaldne sjæl har endda ikke forekommet alle kraftige nok; thi en senere version af digtet udvider dette sted og tilføjer en mængde nye, delvis sjofle mishandlinger6. Dette arbejde blev uhyre populært. Man kender oversættelser og bearbejdelser paa Fransk, Tysk, Dansk, Italiensk, Spansk, Bøhmisk og Polsk, og det skal være behandlet i russiske folkeviser. Nogle ansaa den hellige Bernhard for forfatteren. Man ser, at Dantes „Helvede" havde mange forløbere.
Det hændte ogsaa, at samtidige begivenheder inspirerede kirkens mænd til smukke og interessante historiske digte. Herhen hører f. ex. en sang om Pisanernes tog til Afrika 1088 og sejr over de vantro7, i hvilken der gives en livfuld, trosbegejstret og poetisk skildring af dette togt, der rigtignok tillige vidner stærkt om tidens religiøse fanatisme og barbariske grusomhed mod anderledestroende. Jerusalems erobring 1099 giver anledning til en smuk glædessang8 med omkvædet „Jerusalem, glæd dig!" (Jherusalem exulta!); naturligvis er digteren henrykt over myrderierne paa de vantro: „Der flyder strømme af blod i Jerusalems gader, da vantroens folk hugges ned. J. glæd dig! Og templets gulv farves rødt af de døendes blod. J. glæd dig!" For os Danske har tre historiske sange en særlig interesse9; de handler om Karl den gode, greve af Flandern, Knud den helliges søn, der i aaret 1127 blev snigmyrdet i en kirke i Brugge; de to begræder den fromme greves død, den tredie fortæller om mordernes straf. I denne sammenhæng kan ogsaa omtales en dansk klærks klagesang over Valdemar Sejrs og hans søns fangenskab10. En begivenhed som ærkebispen af Canterbury Thomas Beckets mord har gjort et dybt indtryk paa samtiden og beklages i mange gejstlige digte. Om en forfatter for øvrigt har været munk eller en ikke-klostergiven klærk, er det naturligvis ikke altid muligt at afgøre; aand og tone er ofte ganske den samme. Fra klostrene udgik endelig det gejstlige skuespil, der blev af stor betydning for udviklingen af den dramatiske kunst.
Munkevæsenet har haft sin mission i verden11. Da kulturen var sunket saa forfærdelig dybt, som tilfældet var ved overgangen fra oldtid til middelalder, hvilke aarsager nu end denne nedgang havde (de var saare mange og skyldtes ingenlunde blot den gamle Romerverdens „frygtelige usædelighed", som mange ynder at deklamere over), kunde klostrene gøre deres nytte. De fredede om de smuler, der var lævnede fra den tidligere store kultur, de gav i raa og forvildede tider de fattige og fortrykte nogen hjælp og beskyttelse, de dyrkede med iver bogafskrivning og en vis grad af videnskabelighed, de fik betydning for kunstens udvikling, og de lærte barbarerne haandværk og agerbrug. Men da kulturen atter steg, og nye tanker møjsommeligt begyndte at arbejde sig frem, fungerede munkene som fortrinlige lyseslukkere. Valdemar Vedel, der ellers synes at betragte munkevæsenet med sympathi, indrømmer da ogsaa, at det var klostrenes angreb, der fik Abailards aand slukket og skolastiken uskadeliggjort12; de fromme mænd vidste nok, hvad de gjorde, da de kvalte denne tankens lue, der skar dem fælt i deres sure øjne.