Fr. Moth (1861–1930)

Den dag det hændte just, da solen blegned

        Af medynk med sin Skabers bitre kvide¹,

        At jeg, der lidet kun med faren regned,

        I baand blev lagt af eders øjne blide.

Til Amors angreb slet sig tiden egned,

        Jeg kunde, saa jeg mente, tryg mig vide,

        Og derfor nu, da sorgens sky² sig tegned

        Paa alle, fremtids kval stod ved min side³.

Mig Amor fandt aldeles uden vænge,

        Til hjærtet vejen stod fra øjet aaben,

        Som nu er blevet taarers rige kilde.

Ej ærefuldt han handled, tør jeg sværge;

        I slig en stund mig saared dybt hans vaaben;

        Jer ej engang han buen vise vilde⁴.