Christian Molbech (1783–1857)

Forgjeves sig nærmer paa Vinterens Bud

Den mørke November med Taage og Slud,

Forgjeves med Vaaben af Iis og af Snee

Den truer en Bolig hvor Gratier lee,

Og Cypria slynger, livsalig og varm,

Sit Bælte om Qvindens den kjærlige Barm.

Og derfor saa gjerne tyer Sangeren hen,

Han, som kun er Vaarens og Blomsternes Ven,

Did, hvor de, naar Stormene suse fra Nord,

Saa frodigen trives i skjønneste Flor.

Han bringer ej Gaver af skinnende Guld,

Som helst er han fattig paa Jorderigs Muld;

Men Evigheds Blomster, som Ingen kan naae,

Hvis Aand sig ej svinged til Stjernernes Blaa,

Han sanker saa gjerne i hemmeligst Hjem,

Og bringer for Sangens Veninde dem frem;

Han fletter saa gjerne, med levende Sands

For Skjønhed og Ynde, en duftende Krands,

Og der, hvor han Blomsterne elskede veed,

Han lægger sin Gave taknemmelig ned.

Saa nærmer sig, hulde Veninde! dit Hjem,

En Sanger, som Musen nys ledede frem,

Som tidlig i Ungdommens gyldene Stund

Fandt Vejen til Gudernes hellige Lund.

Og kommer han end ej de Ypperste nær,

Maaskee han dog engang tør vorde dig kjær;

Thi Danmark har baaret ham venlig i Favn,

Og visselig engang det krandser hans Navn.

Dog — skjønnere Blomster, end Digteren har

At byde dig, stedse din Ejendom var;

Og derfor ej Vinterens isnende Kuld

Skal nogentid dræbe den Rose, saa huld,

Som dufter saa sødt i Beskedenheds Krands,

Omstraalet af Livets den reneste Glands,

Som frisk du bevarer fra Blomsternes Vaar,

Som yndigt skal smykke dit sildigste Aar.