Til Corinna
da hun forlangte Afskrift af et Digt.
da hun forlangte Afskrift af et Digt.
Hvad vil Du, Huldgudindernes Veninde!
Med Sorgens matte, vinterlige Kvad?
En evig Vaar Camoenen Dig lod finde,
Og rakte Dig af skjønne Blomsterrad
En Krands, som frisk Dig dufte skal imøde
Til Livets sidste lyse Aftenrøde.
Mig bød den, kun paa Fjeld og nøgne Hede
At vanke langt fra Glædens Rosenhegn;
Naar der jeg efter Blomster vilde lede,
Jeg fandt dem visne i den golde Egn.
Min Stjerne lyser ej i klare Sommer,
Den glimter svagt, naar Vinternatten kommer.
Og derfor tier jeg — fra dunkle Fjerne
Jeg lytter taus til Harmoniens Lyd.
Dens fulde Klang jeg fattede saa gjerne;
Men aldrig undtes mig den høje Fryd.
Kun stundum af dens søde Tryllestemme
En Gjenlyd, fjern og svag, jeg kan fornemme.
Men Du, som alle Gratier tilsmile,
Som Sangens unge Musa var saa huld,
Hvor gjerne skulde jeg til Lunden ile,
Som staaer af evigfriske Roser fuld,
For der taknemmelig en Krands at vinde,
Og række Dig et værdigt Digterminde.
Dog, Rosen visner under mine Hænder,
Og Evighedens Blomster har jeg ej;
Den blege Vinterlilie, jeg Dig sender,
Er en af dem, jeg fandt paa Sorgens Vej.
En anden Skjald maa til Din Harpe kvæde
Om Vaarens Lyst og Ungdoms lyse Glæde.
Molbech.