Det var en Vinternat; hvorhen jeg saae,
Naturen mig sit Dødningansigt viste,
Den gamle Jord laa udstrakt, stiv og blaa,
I Horizontens milelange Kiste.
Sort paa den hvide Snee, der kravled om
En enkelt Vandrer, som en Orm i Graven;
Henover mig hang Himlen, stjernetom,
Og tung, som Fængselsloftet over Slaven.
Alting var dødt rundtom og i mit Sind,
Kun Stormens Rovfugl hyled efter Føde,
Snart hugged den sit Næb i Jordens Kind,
Snart foer den op og flagred om den Døde.
I slig en Nat, saa eensom, sneebedækt,
Naar kun et enkelt Lys langtborte vaager,
Da føler man, at Jorden er i Slægt
Med Havets Afgrund og med Luftens Taager.
Da føler Vandringsmanden, at han selv,
Med al sin Storhed, sanddru eller løiet,
Kun er en Gnist, der som et Hammerskæl
Er fra Naturens store Værksted fløiet;
At al hans Lykke kun er Gnistens Glød,
Kort, som et Glimt af Flintestenen hugget;
Han tænker paa den Stund, da glemt og død
Han ligge skal, som Kullet, der er slukket.
Og jeg og mine Tanker fremad drog,
Da lød der Hestetramp, jeg sprang tilside,
Og saae ved Sneens matte Skjær et Tog
Af mørke Skygger over Heden ride.
Imellem dem en lukket Vogn der foer;
En dæmpet Jamren syntes mig, jeg hørte,
Det var vel Sukket af den frosne Jord,
Der sagte vaanded sig, hvor Hjulet kjørte.
Nu dreied Vognen om en Bakkes Top,
Hvor Sneen sig i Driver havde leiret,
Og Rytterne fløi med, i strakt Galop,
Som Ravne, naar et Aadsel de har veiret.
Jeg gik den samme Vei, og da jeg stod
Bag Høiens Skrænter, saae jeg dem forneden,
Der havde de gjort Holdt ved Bakkens Fod,
Hvor en forrøget Kro laa midt paa Heden.
Ti Ryttere steg af og gik derind,
Den ellevte og den tolvte blev paa Hesten,
Ved Vognen holdt de Vagt i Fakkelskin,
Og deres Kapper flagrede for Blæsten.
Da jeg kom nær, jeg hørte lystig Sang,
Og saae bag Ruden mange Skygger vandre,
Med høie Raab sig blanded Bægerklang
Derindenfor i Huset, hos de Andre.
Fiol og Klarinetter muntert lød,
I Gulvet tramped de med tunge Hæle;
Men udenfor var tyst, kun dæmpet brød
Den vilde Støi igjennem Dørens Fjæle.
Da hørte jeg igjen hiin Klagelyd,
Hvis sorrigfulde, langtudtrukne Stemme
Lød skærende midt under Gildets Fryd,
Som Vinden piber gjennem sprukne Lemme.
Mig rørte Lyden med en selsom Magt,
Liig Dødssuk fra en Sjæl, der Alt forsager,
Og vendt imod de Tvende, der holdt Vagt,
Jeg spurgte bange: Hvo er det, som klager?
Da løftede den Ene Faklens Glød,
Og saae paa mig og rysted Snee af Lokken:
»Det er en Fange, som er dømt til Død,«
Han svared barsk, »vi føre ham til Blokken.«
Fortvivlet lød igjen den Skjultes Røst:
»Afsted, afsted! naar faaer min Jammer Ende?«
Men Rytteren trak Kappen for sit Bryst,
Og taug, og lod sin Fakkel dunkelt brænde.
Der gik en Stund; da kom den vilde Trop
Med Sang og Tummel atter udaf Kroen,
Hver Rytter sprang med Hast i Sadlen op,
Og vikled sine Tøiler stramt om Knoen.
De brede Sabler blinked, Sporen klang,
Den røde Fjerbusk nikkede paa Hatten,
Og i Galop foer Skaren over Vang,
Til Vogn og Ryttere forsvandt i Natten.
Da tænkte jeg, imens jeg fremad skred,
Paa Sjælens tunge Liigfart gjennem Livet,
Hvordan den som en Fange, uden Fred,
Er til en Flok af Sorger overgivet.
De slæbe den afsted i Mulm og Nat,
Paa Veien hist og her en Stund de raste,
Men Sjælen sidder klagende, forladt,
Som Slaven, sluttet ind af Mure faste.
Blandt Viin og Sang, ved skjønne Kvinders Barm
Beruse stundom sig de vilde Svende,
Men dybt det lyder fra den lukte Karm:
Afsted, afsted! naar faaer min Jammer Ende?