Vogt dig, smukke Bajadere!
For Anangas vogt dit Hjerte,
At han ikke listig planter
Der sin Blomst, som hedder Smerte.
Vogt dig, smukke Bajadere!
Dobbelt farlig er hans Stræben
Nu, da legemløs han sniger
Sig usynlig over Læben.
Før, i gamle Dage, red han
Paa en Spurv igjennem Luften,
Medens Vaaren foran fløi med
Fuglesang og Blomsters Duften,
Og omkring ham skjønne Nympher
Let som Kildevældet dandsed.
Elskovsgudens unge Hoved
Var med Lotusblomster krandset,
Og i Haanden, i den lille,
Bar sit Vaaben han, en Bue
Snoet af Sukkerrørets Stængel,
Der er sød som Elskovs Lue.
Buestrængen var en Kjede,
Og hvert Led en Bi, der saarer;
Ak, som Biens Braad, saa bittre
Er en skuffet Elskovs Taarer!
Men i Koggeret, der hængte
Over Skuldren, bar som Pile
Han fem Blomster, duftopfyldte,
Deilige, som Surjas Smile.
Saadan rustet, gjennem Verden
Fløi han og sin Bue spændte
Imod Hver, som ei sig vogted,
Og som ikke Guden kjendte.
Men tilsidst, af Stolthed daaret,
Nærmed han sig Gangas Kilder,
Hvor dens Bølge over Klipper
Udaf Sivas Lokker triller;
Og mod Guden, mod den stærke,
Ham, hvis Hovedhaar er Skyer,
Og hvis Arme naae fra Vesten
Til hvor Morgenrøden gryer,
Voved han en Piil at sende,
Saa hans Bryst kom til at bløde,
Og de hvide Lotusblomster
Blev i Floden farvet røde.
Men forbittret aabned Sivas
Øiet, og et Lyn sig tændte
Af hans Blik, der Elskovsgudens
Legeme til Aske brændte.
Ak, men Sjælen blev tilbage!
Og usynlig den sig sniger
Som en Drøm iblandt de unge
Uerfarne Hindupiger,
Og i deres Bryst den planter
Elskovs Træ, hvis Frugt er Smerte;
Derfor vogt, o Bajadere!
For Anangas vogt dit Hjerte!