Skjult er dit Liv, men sødt, Skovanemone!
Meer end de Blomsters, der paa Marken prange;
Du hører Nattergalens Elskovssange
Og alle Blades Røst i Lundens Krone.
Ind til din Blomstersjæl naaer ingen Tone
Af al den Mislyd, der et Sind kan fange;
Kun lyse Drømme til dit Hjerte gange,
Som Stjerneglimt fra Sommernattens Throne.
Du lokker mig fra Verdens solforbrændte,
Klangløse Sletter ind i dine Skygger,
Hvor Hinden boer, og Duen Rede bygger.
Og ad en Sti, som aldrig før jeg kjendte,
Hvor nye Stjerner gjennem Løvet skinne,
Gaaer jeg, du Skovens Blomst! for dig at finde.