Hør, hvide Rose, hvad jeg vil fortælle!
Jeg havde sagt Farvel til Rom og Paven,
Jeg havde snørt min Randsel, grebet Staven,
Og Vetturinens Pidsk jeg hørte smælde.
Jeg stod ved Døren alt til Blomsterhaven,
Hvor, liig et blodrødt Vandfald, Roser vælde
Udover Muren, mosbegroet af Ælde,
Og lege smilende, som Børn paa Graven.
Farvel, Farvel! jeg raabte til dem alle,
Har I ei noget Bud til Danmarks Kyster?
Da lod hver Rose rød et Blad nedfalde
Og sagde: Der, bring disse til vor Søster!
Ak, hvide Rose! de blev tabt paa Veien;
Tag en Sonet — men den er kun min egen.