Fra Taarnet Klokkerne ringe
Julehøitiden ind,
Da begynder en Klokke at klinge
Herindenfor i mit Sind.
Den kalder de spredte Tanker
Sammen fra Vest og Øst,
En Flok af Minder vanker
Sagte gjennem mit Bryst.
Jeg seer dem i Aftenstunden
Alt efter vante Skik,
Nogle med Smiil paa Munden,
Andre med sænket Blik.
De vandre, mens Klokken kimer,
Langsomt forbi med Sang,
Det er de svundne Timer,
Som gaae deres Kirkegang.
De søge den stille Kirke,
Der inderst i Sjælen, trygt,
Som et Huus bag hængende Birke,
Staaer, for Erindringen bygt.
Een efter een de træde
Indad den aabne Dør,
Jeg seer min Sorg og min Glæde
Mildt, som gjennem et Slør.
Og alt imens Skaren svinder,
Stiger den Tanke frem:
Hvormange rige Minder
Jeg sanked i Deres Hjem;
Hvormange Tanker klare,
Hvormange venlige Ord,
Hvormange Spirer, som bare
Frugt i mit Hjertes Jord.
Da tager jeg, mildt bevæget,
Et Billed fra Væggen ned,
Hvori en Kunstner har præget
Sin Længsel efter Fred.
Og medens Klokkerne ringe
Julehøitiden ind,
Og Mindets Klokker klinge
Herindenfor i mit Sind,
Lader jeg Billedet drage
Til Deres Hjem i Kveld,
Og beder Dem mod det tage
Venlig, som mod mig selv.