Du, Madonna! som med Smerte
Fødte Verdens rige Hjerte,
Og med Sorg og Suk det svøbte
Og i Taarer Barnet døbte,
Og dit Blik lod frygtsom drage
Fremad mod de tunge Dage:
Du, Madonna! ligner Sjælen,
Naar med Frygt og bange Dvælen
Den sin Tro til Verden føder
Og, mens Moderhjertet bløder,
Beder Gud, han vil bevare
Troen reen i Livets Fare.
Du, Madonna! som med stille
Haaben saae mod Livets Kilde,
Og med stærk Fortrøstning vidste,
Jesu Gravsted skulde briste,
Og din Søn tilbage stige
Til sin Faders lyse Rige:
Sjælen ligner du, som rolig
Skuer op mod Herrens Bolig,
Og sin Haaben trofast sætter
Til den Seier, han forjætter,
Til den Vished, at af Sorgen
Stiger frem en nyfødt Morgen.
I sit Haab til Gud alene,
I sin Seierslyst, den rene,
I sin Frygt og bange Dvælen
Førend Prøven, ligner Sjælen
Dig, Madonna, som med Smerte
Fødte Verdens rige Hjerte!