Da Livets Fader bød vor Aand at stige
Fra Himlen ned og klæde sig i Jord,
Gav han om Alt, hvad hist i Reenhed boer,
Et Minde den, som ingen Tid skal vige.
En Længsel boer i Hjertets tause Rige,
En aldrig stilt, som skildres ei med Ord,
Veed ei sit Maal; men ak! dens Magt er stor,
Og evig med vor Rolighed vil krige.
Den er os nær i Fryd, som og i Smerte;
Den lokker Smiil i Sorgen paa vor Læbe,
Og klagende dens Røst i Glæden klinger.
Saa fylder den paa Livets Dag vort Hjerte,
Men mod dets Aften, naar den did vil stræbe,
Da sprænger den vort Bryst med sine Vinger.