Kom, min Elskte! lad os hvile
Ved den hugne Marmorsteen,
Her, hvor Blomstersneen falder
Ned fra Mandeltræets Green.
Her, hvor Natten sagte folder
Ud sit stjernesmykte Slør,
Og sin Længsels lyse Taare
Paa vort Elskovstempel strøer.
Mærker du, hvor hendes Aande
Bølger blid og sommervarm?
Natten, det er min Gudinde,
Jeg er født ved hendes Barm.
Hører du, hvor Kilden græder
Eensom i sin dunkle Vraa?
Seer du, hvor dens lyse Bølge
Længes imod Himlens Blaa?
Mærker du, hvor Sommerluften
Bærer Sukke i sin Favn,
Og hvor Mandeltræet dufter
Om en Sorg, som ei har Navn?
Hører du, hvor Fuglen vaager
Med det tonerige Bryst,
For at blande sine Klager
Med Naturens store Røst?
Og paa Havet hist derude
Hver en Bølge har sig lagt;
Dæmpet er dets Kamp af Længsels,
Af Erindrings stille Magt.
Slyng din Arm omkring min Nakke,
Hviil dit Hoved til min Kind!
Jeg skal tolke dig den Attraa,
Som behersker nu dit Sind.
Jeg skal tolke dig den Smerte,
Som i Nattens Taushed boer
Og til et beslægtet Hjerte
Taler høit foruden Ord.
Veed du det, i fordums Dage
Boede der i Kildens Væld
En Naiade, fiin og yndig,
Hendes Liv var Bølgens Sjæl.
Veed du det, i fordums Dage
Titted frem bag Træets Blad
Med et mildt, nysgjerrigt Øie
En Dryade, ung og glad.
Og den lette Bølge trykked
Ilende, med flygtig Lyst,
Tusind Kys paa Havgudindens
Friske Mund og hvide Bryst.
Men de høie Guders Lykke
Blomstrede ved Stjerners Skin
Mellem Skyerne deroppe
Paa Olympusbjergets Tind.
Da var Tanken høi og dristig,
Da var Livet Harpeklang,
Da formæled Himlens Sale
Sig med Jordens Blomstervang.
Men en Nattevind beaanded
Da Naturens varme Sjæl,
Og en Dunkelhed sig lagde
Over Solens Straalevæld.
Fra de Dødeliges Hjerte,
Der var bleven koldt og dødt,
Mørket steg og skjulte Alt, hvad
Poesien havde født.
Tom blev Himlens høie Hvælving,
Tom blev Havets dybe Hal,
Taus hver Kilde blev i Dalen,
Taus blev Skovens grønne Sal.
Og de Dødelige troede,
At forbi var Guders Magt,
At igjen de kunde slutte
Nu en ny og anden Pagt.
O de Daarer! og de troe det,
Og de vandre blinde om;
Vide ei, at hvor de komme,
Der er Guders Helligdom.
Thi de skjule sig, de Høie,
For et koldt, vanhelligt Blik;
Derfor og den sjeldne Gave
Dem at skue, Faa kun fik.
Men en Sommerkveld, naar Tvende,
Elskovsglødende, som vi,
Vandre med vort Savns, vor Længsels
Rige Skat af Poesi,
Da maa al Naturen længes,
Sukke inderlig, som vi;
Denne Magt har vore Sjæles
Rige Skat af Poesi.
Fra vort Hjertes Dyb sig breder
Let og tyst et Veemodsslør
Over Enge, over Høie,
Over Skove, over Søer.
Og bag det vi see dem vandre,
Guderne, som ei forsvandt,
Men som skjule sig for Den, der
Ikke Elskovstemplet fandt.
Skabningen omkring os taler
Med en Røst, som vi forstaae,
Og den vidner stærkt og stille:
Guderne kan ei forgaae.
Nei, de leve! Hører Sukket
Du fra Kildevældets Mø?
Ja, de leve! Mærker Klagen
Du fra Nympherne i Sø?
Seer du Taaren langsomt trille
Ned fra Nattens Øielaag?
For den svundne Tid Gudinden
Græder, — men hun lever dog.
Seer du Stjernen hist, der skuer
Til vor Elskovsflamme mild?
Seer du Mars, den kjække Yngling?
Seer du Venusblikkets Ild?
Kom, min Elskte! fyld Pokalen!
Byde vil jeg nu til Gjæst
Guder og Gudinder alle
Til en lønlig Elskovsfest.
Himlen skal de ei forlade,
For at straale om mit Bord;
Thi naar du og jeg er sammen,
Da er Himmelen paa Jord!
