Jeg en Digterkrands dig fletter
Af de lette Sommerskyer,
Som i stjerneklare Nætter
Svæve over Horizonten;
Snoer den trindt omkring din Pande,
Om de mørke Lokkers Bølge,
Som naar paa de stille Vande
Skummet snoer sig om en Lilie.
Dristig op min Arm jeg strækker
Til de skjønne, høie Stjerner,
Og til Krandsen jeg dig rækker
Elskte! dem som Diamanter.
Om din Skulders hvide Buer
Hænger jeg et Slør, der vævet
Er af Maanens rene Luer
Og isprængt med Duggens Perler.
For din Fod et Tæppe breder
Jeg af alle Jordens Blomster,
Knælende paa det tilbeder
Jeg din Skjønheds høie Guddom.
At vi altid da maae følges,
Kan ei undre dig, min Elskte!
Thi naar Himmels, Jords og Bølges
Herlighed hos dig er samlet,
Skulde jeg da i den øde
Verden, hvor med Skjønhedslivet
Al min Lyst forsvandt og døde,
Vandre glædeløs tilbage?