Jeg veed, at mellem dig og mig
Der staaer en dunkel Skygge,
En bleg Erindring, taarerig,
Et skuffet Haab om Lykke.
Naar du vil aabne glad din Favn
For Livets Røst, som klinger,
Da hvisker den et Ord, et Navn
Og truer med sin Finger.
Den jager bort hvert nyfødt Smiil,
Der paa din Læbe svømmer,
Og dræber med en giftig Piil
Den Lyst, hvorom du drømmer.
Dit Hjerte lukker den igjen,
Naar dine Længsler kalde;
Men jeg vil gaae i Kamp med den
Og seire eller falde.
Jeg skyder Skjoldet paa min Arm,
Det store, gyldenblanke,
Det er min Elskov, fuld og varm,
Min Hjelm, det er min Tanke.
Og Trofasthed, til Døden stærk,
Eens i al Fryd og Smerte,
Det er den faste Pandsersærk,
Der skjærmer om mit Hjerte.
Jeg spænder Sværdet om min Lænd
Og drager ud dets Klinge,
Det er mit Haab, den fuldtroe Ven,
Der svigted ingensinde.
Stridshesten vrinsker over Vang,
I Sadlen jeg mig svinger,
Den lette Ganger er min Sang
Og Rhytmerne dens Vinger.
Og saa afsted, til Kampen ud,
For dig, min Elskerinde!
I Navn af Elskovs unge Gud
Imod det blege Minde!
See, Solen straaler klar og skjøn;
Snart vender jeg tilbage,
Da skal jeg Seirens søde Løn
Paa dine Læber tage.