Naar du sidder i din Faders Stue
Taus og drømmende ved Arnens Lue,
Og dit fromme Øie paa mig seer,
Mindes jeg en Stund, en længst forsvunden,
Da jeg vandred fjernt i Myrtelunden,
I det Land, hvor Himlen altid leer.
Træt, tungsindig, kom jeg i den milde
Aften til et Kloster ved en Kilde,
Just som Klokkerne til Ave klang;
Roser blomstred opad Kirkens Side,
Indenfor lød Kvindestemmer blide,
Klare, dæmpede, som Aandesang.
Lyset straaled gjennem Vinduets Rude
Hen til mig, som sad forladt derude,
Iblandt Fremmede en fremmed Mand;
Og jeg aned al den Fred og Mildhed
Og de fromme Tanker, som i Stilhed
Blomstred i det ubekjendte Land.
Saadan seer din Sjæl bag Øiets Rude
Hen til mig, som staaer forladt herude,
Og for dig kun er en fremmed Mand;
Og jeg aner al dit Hjertes Mildhed
Og de fromme Tanker, som i Stilhed
Blomstre i det ubekjendte Land.