Høit lyste Solen paa Judæas Himmel
Og kasted Straaler over Bjerg og Dale.
Den skinned rundtom paa en talløs Vrimmel
Af Skabninger, en yppig Rigdoms Fylde
Af Østens Planter, høie Palmesale,
Hvor tusind Fugletunger Herren hylde:
Jehovas Øie skued over Jorden.
Fjernt mellem Bjergene en dæmpet Torden
End mumled sine mørke Trolddomsord.
Den hen var draget over Libanon,
Hvor Cedren i de dunkle Skove groer,
Og Olietræet bugner under Frugter.
Den havde svalet, renset Sommerluften;
Alt renere nu stiger Blomsterduften,
Og Kildens Bølge friskere sig snoer.
Men Herrens Øie skuer mildt til Staden
Jerusalem; med Velbehag det hviler
Paa ringest Hytte, som paa Tempelfladen.
Og hvilket Tempel! See! mit Øie iler
Fra Tind til Tinde rastløst uden Ophør.
Hvor skal jeg Blikket fæste? Mon paa Kuplen,
Der Nattehimlen liig, besaaet med Stjerner,
Høit op til Skyerne mit Øie fjerner?
Paa Muren, der i mægtig Kreds sig slynger
Tredobbelt omkring Alteret det høie,
En Slange af Granit; see! Ryggen tynger
De store Taarnes Vægt, de den ei bøie.
Nei, jeg vil sætte mig i Templets Sale,
De store, med de gyldenlyse Buer,
Og, mens mit Øie over Landet skuer,
Jeg lytter til den Himmelsendtes Tale.
Der sidder han, den Høie, i Portalen,
De dunkle Blikke veemodsfulde hvile
Paa Syndens Børn, som uden Ophør ile
Rastløse hid og did igjennem Hallen.
Et Menneske han er; i jordisk Fængsel
Er klædt den høie, underfulde Aand;
Men deraf Blikkets hemmelige Længsel,
Som gaaer med Kjærligheden Haand i Haand.
En evig Sandhed er han, som er skreven
Paa jordisk Tavle, der af Faa kun tydes;
Men af de Faa med Ærefrygt den lydes.
Hvo kommer hist igjennem Templets Buer?
En Skare, see! af Mænd i dunkle Kapper.
De nærme sig herhid; mit Hjerte gruer
For deres skjulte Blik og mørke Pande.
Hvad vil de vel herinde? — Deres Villie
Er ikke god — det røber Øiets Funklen!
Men midt iblandt dem, som en yndig Lilie
I Skovens Mørke plantet, gaaer en Kvinde.
Hvor hun er skjøn! Blandt dine Døttre, Zion!
Ei een du finder skjønnere, end hende.
En Kjortel hvid og folderig omslynger
De fine Lemmer; ned fra Issen falder
Det sorte Haar i store Lokker, gynger
Sig let paa Barmens Snee, liig Cyperns Ranke,
Der favner svulmende det hvide Marmor.
Og høi er hendes Skabning, som den ranke,
Den stolte Pigne, der paa Karmel vaier
Og susende sin Top for Vinden neier.
Det dunkle Øie ligner Antelopens,
Den lette Hind, som gjennem Skoven springer
Med Pilens Fart, paa Vindens snare Vinger.
Men hun er bleg, som Stjernen, naar den svinder,
Og tunge Taarer ned fra Øiet rinder.
Hun seer omkring sig, sky og bange,
Gazellen liig, der, over Sletten jaget,
Af Mathed styrtet, drager Sukke lange.
Ja, tynger Sorgen paa dit unge Hjerte,
Saa ty kun hid! hos ham kan du din Smerte
Udgræde frit og finde Trøst og Lindring.
Hæld til hans Bryst dit Hoved — der er Livet;
Thi Jordens Kval at mildne ham er givet!
Men see! de mørke Mænd jo tvinge
Den Blege til at knæle; vil de røre
Til Medynk Herren, deres Klage bringe
Paa Kvindens Læber for hans milde Øre?
Og komme de til Templet, for en Draabe
At trygle sig af Kjærlighedens Væld?
Nei, Medynk er ei deres Med; de raabe
Om Hævn og Straf kun; Død er deres Løsen,
Død over Kvinden, som blev utro funden.
Hvad dømte Herren? Bød han dem at føre
Det unge Liv til Død og Spot og Skjændsel?
Bød han dem knuse denne blege Pande,
Og efter Loven hendes Legem give
Til Priis for Storm og Vind paa Havets Vande?
Han sagde Intet, men til Jord sig bukked,
Og med sin Finger Skrifttræk skrev i Sandet.
Ei Øret til for Medynks Røst han lukked;
Men i sin Gjerning gav han dem en Gaade —
Det var hans Svar, naar den de kunde raade.
De kunde ikke. Jødelandets Vise
Formaaede ei hans Taushed at fortolke:
Det ei Forstanden var, men Hjertet givet,
At tyde Hjertets Svar og skjænke Livet.
Da reiste han sig; ædel Vrede lued
Strengt i det fromme Blik, og rundt han skued
Med dyb, retfærdig Harm og talte til dem:
»I fordre Død — velan! Den, som blandt Eder
»Er uden Synd, den første Steen han kaste!«
Og atter satte han sig, skrev paa Jorden.
Siig, har du seet, hvad Cederen er vorden,
Naar Herrens Blik, naar Lynet har den truffet?
Knust er dens Stolthed, knækket Kraften,
Dens Krone hænger som en Blomst mod Aften.
Saa traf hans Øie dem, og bort de iled.
Men længe Blikket nu paa Kvinden hviled,
Der sønderknust, i Taarer opløst, dvæled.
Da sagde han til hende mild og rolig,
Mens bange hun paa Marmorgulvet knæled:
»Hvor er de Alle, som dig vilde dømme,
»Og tvinge dig til Dødens Kalk at tømme?«
Hun hvisked sagte: »De er borte Alle.«
»Saa skal ei heller for min Dom du falde;
»Gak bort i Fred, og synd saa ikke mere!«
Og atter sidder Jesus i Portalen;
De dunkle Blikke veemodsfulde hvile
Paa Syndens Børn, som uden Ophør ile
Rastløse hid og did igjennem Hallen.