I.
Ved Havets Bred der staar et gammelt Slot,
En prægtig Levning fra de stærke Tider.
Nu synker Dag for Dag den brune Sten,
Det største Taarn i Graven ligger dybt
Og drømmer om sin længst forsvundne Krone.
Højt i det gamle Taarn, hvor Dværgen før
Til Velkomst blæste paa sit Horn af Guld,
Der sidder nu en søvnig Nattevægter,
Med blaa Kabus, og nikker ved sin Praas.
Og Gravens brede Flod saa dybt er sunken,
At mindste Gæsling med et nyfødt Næb
Kan række Bund. Der listed jeg mig ind
Og hvilte mig i Maaneskinnet
Paa røde Brokker af de faldne Mure.
Igennem Porten kom med raske Trin
Min gamle Ven, den vidtberejste Krigsmand,
Som paa den fjærne, blodbestænkte Mark
Mig havde bragt en blodig Hekatombe.
Hans Øje hvilte paa de klare Ruder,
Imens det krumme Glavind ved hans Side
Med Raslen slæbte paa de brede Fliser.
Han saa mig ej; dog rørte jeg mit Staal,
Saa Glansen skar ham ind i Øjet.
Han saa mig ofte før i Kampens Tid;
Nu kendte han mig ej, skønt al Naturen
Sig følte halvt beklemt ved mit Besøg.
Paa Borgens Tag bevæged Ravnen sig
I en urolig Drøm. Den gled med Foden;
Den skarpe Klo, de stærke Vingeslag
Paa Kobberpladen rasled. Selv hos Svalen,
Hvis Børnekammer klinet var paa Skiven
Af Taarnets rustne Sejerværk, blev Støj;
Paa Viserens Landevej det lodne Kuld
Opspærrede Gabet højt og peb i Søvne.
Den unge Kriger talte til sig selv:
O, alle mine skjulte Tankers Dronning!
Tre Vintre sad du hist i høje Loft
Med Sorgens Taarer paa din ædle Pande.
Snart aabner jeg din Dør, og Sorgen flygter,
Og Taarens Kilde standser paa mit Vink! —
Kun kort han tøved i den brune Borg;
Han kom igen, alene med sin Skygge,
Og vandred langsomt gennem Søjlegangen.
Med brækket Røst han sagde til sig selv:
Min Ungdomsrose havde sig forstukket.
Jeg søgte den med alle Hjærtets Flammer.
Ak, kun i Mindets Have nu den brammer!
Jeg finder den igen, men grusomt brukket.
Jomfruens ædle Rejsning dybt er bukket.
Alt ved det sjunkne Bryst et Barn hun ammer,
Et andet for den blege Moder stammer,
Og hendes Øjes klare Lys er slukket.
Hvad Lykken mig har vist og Haabet lovet,
Er nu med sine Tryllefarver svundet.
For mig har Livets Stræben tabt sin Krone.
Ak, mine Drømmes Brud en falmet Kone!
Snart falder Haaret af det gyldne Hoved.
Haardt Skæbnen har min Ungdomsvinge bundet.
Jeg fulgte med hans Fjed, dog ej som Benrad —
Saa viser jeg mig for den rædde Kvinde —
En Vaabenbroders Dragt jeg tog mig paa
Og slog fortrolig paa den brede Skulder.
Han vendte sig med uforfærdet Blik,
Han kendte mig og bød mig straks Velkommen,
Ret som en gammel Ven, med trofast Haandslag.
Og med formildet Røst jeg sagde: Kammerat!
Da sidst vi mødtes paa det røde Græs,
Ej drømte jeg, i Ly af Fredens Lind,
At vende sidste Gang dit Timeglas.
Han svared mig: Hvi dølger du dit Glavind
Med Kappens Flig? Ej Staalets blanke Lys
Er dette Syn for stærkt. Hvi tøver du?
Da sagde jeg: Velan, er du beredt,
Saa blot dit Hoved! Han var straks beredt.
Og paa mit Vink han løfted op sin Hjælm
Og bød sin Pande frem, som ofte før
Var mærket med min Haandskrift. Uden Blink
Han saa mit tunge Jærn fra Luften højt
At falde paa sit Hoved. Helten sank
Med Kappen hyllet om den knuste Pande.
II.
En gammel Synderinde sad paa Slottet
Med svære Fødder paa sin Purpurskammel.
Afmægtig sank den magre Hals for Byrden
Af hendes Hovedpryd. Alt hendes Mund var blaa.
En Snes udlevede, spæde Mopser snorked,
Med skallet Hud, paa smukke Silkepuder,
De trak besværligt Vejret fra det rustne Bryst.
I Drøm de knurred, og en Febergysen
Betog dem ved den mindste Strøm af Luften.
Og midt i Moskusduften sad en Præst,
Som var en Hykler; talte Fransk med Fruen,
Kyste paa den runkne Haand og klapped den
Fortrolig, hented af og til en Pris Tobak
Med spinkle Fingre fra den gyldne Daase.
Tit han forsikred paa sit Æresord:
Det havde ingen Nød; hun saa godt ud;
Hun var dog i sin bedste Alder! Men
I værste Fald var hun aldeles vis
Paa en anstændig Plads i Himmerig.
Den bange Frue læste sagte frem
Sit Levneds lange, sorte Regnebræt.
Forgæves søgte den forlegne Trøster
At hente Sirup i den strenge Skrift.
Af Medynk hjalp jeg Præsten i hans Kvide.
Frem kom jeg som en ubehøvlet Knægt,
Af nedrig Byrd, en raa Matros fra Holmen,
Med begede Bukser og med strikket Halsklud
Og to Pistoler i det røde Bælte.
Midt i sin Død blev Adelsfruen opbragt,
Fordi den plumpe Karl kom ind i Salen,
Ej lod sig melde, pikked ej paa Døren,
Men gik dumdristig med de vaade Støvler
Hen over Gulvets blomstervirkede Tæppe.
Da rejste hun sig med sin sidste Kraft,
Og greb i Klokkestrængens gyldne Kvaster.
Hun skreg, jeg skulde pakke mig; jeg var
En grov Krabat; hun led mig ej.
Da Præsten saa mit Alvorsblik, han listed
Sig tavs ad Slottets Marmortrappe ned.
Jeg var alene med den bistre Frue.
Vi strede svart; thi alderstegne Folk,
Der savne Børn og Venner, brydes mest
Med Døden om det glædeløse Liv.
Jeg var for stærk. Den grønne Pappegøje
Fra Buret skreg: God Nat! Og hun var borte.