P.L. Møller (1814–65)

Ovenstaaende Billede forestiller det berømte Bjerg Gausta, som ansees for den interessanteste og høieste „Knude“ i det sydlige Norge. Det er beliggende i Øvre-Tellemarken, jeg kunde gjerne angive under hvilken Længde- og Bredegrad, da jeg netop har et Landkort ved Haanden. Men det er der formodentlig Ingen, der bryder sig om. Efter de seneste Udmaalinger, navnlig ved Professor Hansteen, som har besteget det fra Øverst til Nederst, eller rettere sagt, omvendt, holder Gausta magelig sine 6000 Fod. Imidlertid har det ikke manglet paa Bagvaskere, som skumle over Bjerget og sige, at det kun er mellem 3 og 4000. Men den intelligente Del af det sønderfjældske Norge holder ivrig og enstemmig paa de 6000 Fod, da den anseer sine Bjerges Ære for uadskillig fra sin egen. Nærværende Vignet er udført efter en Haandtegning af den danske Maler Flintoe, som opholder sig i Christiania, har tilbragt mange Aar med at bereise Norge paakryds og tværs, helt op til Finmarken, og har i fortræffelige Malerier gjengivet en Mængde af de interessanteste Naturscener. For en Del Aar siden foreviste han dem som Panoramer her i Kjøbenhavn. Men da existerede Skandinavismen endnu ikke, og følgelig lod man Flintoe være Flintoe og Ingen brød sig om hans norske Prospekter. Kom han nu igjen, vilde det gaae ham som Jenny Lind. Han vilde bestandig have propfuldt Huus, blive besungen af Digterne, og skandinavisk knust under Vægten af „kongelig danske“ Markstykker; endelig vilde han blive særdeles rost i „Fædrelandet“. Da han imidlertid dengang var kommen for langt forud for sin Tid, maatte han igjen vende tilbage, og indeslutte sig med sine Malerier i sin lille Bolig i Christiania, indtil han i de senere Aar har faaet Brug for nogle af dem som Dekorationer i det nyopførte Slot, eller som det hedder paa Norsk: „Kongeboligen“.

        „Om det her meddelte Billede ligner“ — spørger man. Ja, det gjør det, og det tør jeg paastaae, uagtet jeg ikke har besteget Bjerget, og maaskee netop derfor; thi jeg har været saa nær, at jeg strax kunde kjende Bjerget efter Billedet. Men saa faldt det i med Regnveir, og saa gad jeg ikke trænge dybere ind i Tellemarken, især da jeg ofte var i Livsfare, ikke saameget ved vanskelige Bjergpassager, som ved Hungersnød. Jeg overnattede bl. A. paa en Station, hvor det ikke var muligt at opdrive andre Levnetsmidler, end Mælk og Æg. Hvor meget vilde jeg ikke have givet for en Kop Kaffe, ja jeg troer — selv for den, som den tydske Reiseforfatter Theodor Mügge fortæller, „var kogt i et Strømpeskaft, han Dagen i Forveien havde seet paa Værtindens Been.“ Og han havde ovenikjøbet Cigarer til, og kan ydermere angive hvormange han røg paa paa sin Reise. Men under Omstændigheder som mine var det en sand Lise for det indre Menneske at komme tilbage til Kongsberg, hvor Veiret vel ogsaa var daarligt, men Laxen i Sandhed kongelig, og det har været mig en stor Satisfaction at erfare, at den ovennævnte Skribent ganske er af samme Mening.

        Før jeg gaaer videre i Texten, maa jeg kortelig berøre nogle af de geographiske, naturhistoriske og andre Mærkeligheder, som Landet frembyder. Af Mineralriget frembringer Norge en Mængde store Kampestene, som kaldes Fjælde, og som især benyttes som Stof af Malere, Reisende og Forfattere af norske Nationalsange. Fremdeles ædle og uædle Metaller, samt en Mængde Vandfald. Jeg betænker mig ikke paa at regne disse til Mineralriget, da deres hele Existents beroer paa en Stenmasse, som lægger sig i Veien for Vandet; desuden afbenyttes de ganske paa samme Maade som Fjældene. Saaledes har den bekjendte Maler Fearnley gjort et meget smukt Maleri af et Vandfald i Nærheden af Kongsberg, som hedder Labrofossen¹. Den betydelige Flod styrter her ned over en (rigtignok ikke lodret) Høide af 140 Fod, og gjør et Spektakel, saa man ikke kan høre Ørelyd. Atmosphæren er i den nærmeste Omkreds opfyldt af det Vand, som opstiger af Fossen, og den immervarende Fugtighed giver Vegetationen i Nærheden af et saadant Vandfald en eiendommelig sort Kolorit. Man skal ikke vove sig altfor nær, thi saa kunde det let hænde, at man fik en Bjælke i Hovedet, hvoraf der ellers kunde have blevet en Skibskjøl. Naar Drivtømmeret kommer flydende til et saadant Sted, kan det nemlig ikke undgaaes, at nogle af Stokkene støde paatværs mod de Klipper, som danne Vandfaldet. Da seer man de vældigste Bjælker knækkes som Pibestilke, og flyve i Stumper og Splinter til alle Sider.

        Planteriget frembringer især Birk, Gran, Fyr (paa Norsk „Furu“) og Skov-Jordbær, samt Blomster, der af Mangel paa Sand bruges til at komme i Spyttebakker. Dyreriget frembringer flere vilde Dyr end andre Lande i Europa, som Løver (der dog ikke haves til Udførsel), Bjørne, Ulve, samt Myseost, Hummer, Lax og Makrel. De sidste findes i saa stor Mængde og ere i saa lav Pris, at de ikke tør nydes uden af Fattigfolk, og den Fremmede, som paa en Restauration forlanger Makrel, udsætter sig for offentlig Foragt. De to første af disse Artikler saae jeg kun, de sidste spiste jeg tillige, og de forekom mig, især Jordbærrene og Laxene, ubetinget at maatte gives Fortrinet. Den, der ikke har spist Lax i Norge, har ikke spist Lax. Ja, jeg paastaaer, at selv den bittreste Fjende af Norge og den norske Nation, naar han gjorde Bekjendtskab med dens Jordbær og Lax, og endda ikke blev forsonet med den, han maatte enten have et Stenhjerte, eller ogsaa være skabt som en Hollænder. Ak ja, de norske Lax! — naar jeg tænker paa dem, løbe alle mine Tænder i Vand. Hvor ofte har jeg ikke ønsket mig tilbage til de norske Laxegryder! alene for Laxens — og en Dames — Skyld kunde jeg ønske, jeg atter var i

        Religionen er blandt de mere Dannede den luthersk-constitutionelle, i Finmarken og inde mellem Bjergene findes endnu meget Hedenskab. Desuden træffer man hyppig en Art Fetischdyrkere, der tilbede nogle Sætninger, som kaldes „Constitutionen“, og som enhver Bonde har hængende paa Væggen, ligesom de russiske Livegne deres Skytshelgen. I den senere Tid har man endog foranstaltet Portativudgaver af denne Fetisch, saa at den kan bæres i Vestelommen.

        Forfatningen er, som bekjendt, den frieste i Europa. Som Tegn herpaa anføres især, at Regjeringen hvert Øieblik sættes under Generalfiskalens Tiltale, og at Jøderne, der hylde det despotiske Theokrati, ere banlyste fra Landet. De eneste Bekvemmeligheder, hvoraf den Fremmede mærker, han er i „et frit Land“, er at man har Tilladelse til at ryge Cigar forbi Skildvagterne, samt fri Entree til Storthinget paa et Galleri, som rummer henved 30 Mennesker, og hvor man har det interessante Syn af Løver og Bønderkoner, som fredelig blande sig mellem andre Mennesker.

        Sproget, især Skriftsproget, har i Stæderne en paafaldende Lighed med det Danske. Kommer man op i Landet, mærker man snart en mere selvstændig Dialekt, som efterhaanden bliver uforstaaelig, og en Udtale, som stærkt ligner de arabiske Gutturallyd. Dette har maaskee givet Anledning til det bekjendte Keglespil, som kaldes Norsk-Arabisk. Det taler ydermere for den Konjektur, at Normændene oprindelig ere af østerlandsk Herkomst, hvilket vinder i Sandsynlighed, naar man seer hen til Island, hvor Norge i gamle Dage anbragte sine Colonister, fordi Nordamerika da endnu ikke var opfundet. Allerede i Sagaerne viser Nysgjerrighed og Sladderagtighed sig her som staaende Charaktertræk, der ganske traadte istedenfor Nutidens Journallitteratur. Men i deres Virkninger vare de fordærveligere; hvormange blodige Kampe og Mord læser man ikke, havde sin Oprindelse alene af Kvindesladder? Men de samme Egenskaber gjenfindes, efter Reisendes Udsagn, hos Fruentimmerne blandt visse orientalske Folk, f. Ex. Jøderne. Det er saaledes saagodt som bevist, at de gamle Islændere nedstamme fra Jødinder, som maaskee ere udvandrede, da Herodes vilde lade deres Børn dræbe.

        Angaaende Indbyggerne i Norge kan jeg i det Væsentlige henholde mig til mit Motto. De kunne inddeles paa forskjellige Maader; Landboerne saaledes i Odels- eller Gaardmænd og Husmænd, der repræsentere Middelalderens Feudalvæsen i samme Forhold som Adel og Bondestand i andre Lande. Ægteskab mellem Gaard- og Husmændsbørn ansees saaledes for uhyre Mésalliance. I Stæderne derimod skjelnes mellem Aristokrater eller Kosmopoliter, der søge at efterligne Udlandets Sæder, og Kraftpatrioter, der ville isolere Norge fra den øvrige Verden og gjenindføre den barbariske Nydelse af Barkbrød og Hestekjød. Litteraturen omtaler jeg senere, da jeg her i Udførlighed agter at afvige lidt fra mine gloværdige geographiske Forgængere.

        Naar man gaaer ombord paa Dampskibet, og efter halvanden Dags Seilads seer de lave Klipper ved Frederiksværn, der som Trolde stikke de graae Hoveder op af Vandet, da er dette endnu ikke Norge. Det er kun en Gjentagelse af Indløbet til Gothenborg. Man seiler nu op ad Christianiafjorden, som hvert Øieblik synes at ophøre, men saa igjen aabner sig udenom smukke Øer og Næsse; — denne Tur skal meget ligne Indseilingen til Smyrna. Man anløber adskillige af de Smaastæder, der ligge skraas over for hverandre; Bjergene med deres Graner, der i Afstand see ud som omvendte Redekamme, ere endnu ikke meget høiere end en god jydsk Bakke. Først paa Høiden af Drammen hæve de sig Noget; men dette er dog endnu ikke Norge. Heller ikke Christiania, med sine krampagtige Anstrængelser for at løsrive sig fra Smaakjøbsteds-Misèren, er Norge. Christiania repræsenterer Halen af den europæiske Civilisation; man finder her (og det er netop det Kjedelige) saa godt som hos os og andensteds glaserede Selskaber, vandrende Modejournaler, staaende Aftensmaaltider og løbende Medisance.

        Jeg havde til denne Reise udsøgt de ældste Stykker af min Garderobe, jeg troede at komme til Naturstandens Hjem, til et Folk af gammeldags, simple Sæder. Jo pyt! — jeg stod her som en Saul blandt Profeterne, og kunde — for den Sags Skyld — ligesaagodt have reist til Paris, hvor Opholdet ovenikjøbet er meget billigere. Christiania er at betragte som en Forstad til Kjøbenhavn eller Europa, hvormed den ved en Dampbaad staaer i Forbindelse. Den er for stor til at have Smaakjøbstædernes gemytlige Cordialitet, og for klein til at frembringe et Hovedstadsliv. Man troer at være ud af Vrøvlen, og kommer atter midt ind i den. Mangen lille Privathistorie om Folk i Kjøbenhavn, som der intet Menneske kjender, faaer man her at høre, ja det kan gjerne hænde, at man af en Skandale, som ved Ens Afreise fra Kjøbenhavn netop er paabegyndt, kan erholde Fortsættelse og Slutning i Christiania. Nei, her er endnu ikke Norge. Det begynder først, naar man kommer en halv Snes Mil bort fra Hovedstaden op til den egentlige Fjeldnatur. Her finder man ogsaa først det norske Folk, det som Hakon Jarl kalder:

udmærket ved patriarkalske Sæder og en overordentlig Naivitet².

        Dette vidste jeg imidlertid dengang ikke, jeg bildte mig ind, at Christiania var Norge, slog mig derfor til Ro, og fik et Logis hos en Traktør i Raadhusgaden, hvor jeg havde en smuk Udsigt til den gamle mod Fjorden befæstede Borg Agershuus, til de med lav Naaleskov bevoxede Bakker, der indeslutte Byen, og over en Vig af Fjorden til Christianias Tivoli, „Ladegaardsøen“, som man paa Dansk vilde kalde en Halvø. Uagtet disse Agrements vil jeg dog ikke raade Nogen, som har Bøger med sig, at tage ind hos denne Mand. Han er nemlig i den Grad en Ynder af Litteraturen, at nogle Bøger, som jeg havde laant, og ved min Afreise bad ham at besørge, ikke senere skulle være komne Eieren tilhænde, — formodentlig fordi han, da det var vidtløftige Værker, endnu ikke har faaet dem gjennemlæst.

        Christiania ligner i Størrelse og Udseende Christianshavn; Gaderne ere ogsaa her vinkelrette, hvilket tyder paa, at Christian den Fjerde, som har anlagt begge Byer, har været en vinkelret Mand. Dog er der lysere i Christiania, eftersom Husene kun have to Etager. Meget i det ydre Liv har et ganske dansk Præg, man træffer hyppig Danske paa Gaderne, og man troer ofte at befinde sig paa Christianshavn eller i en dansk Provindsby, lige indtil de for en Dansk ubehagelige Ting, der stundom siges En, hvilket man naturligvis ikke er belavet paa at høre blandt Fremmede. Viser man Sligt alvorlig tilbage, da troe de ikke engang, man mener det; dog dette maa ikke lægges Nordmændene til Last, men snarere de mange jammerlige Danske, der have forvænt dem ved af Godmodighed eller for Fordels Skyld at tage enhver Uartighed for gode Varer. Det, hvorpaa jeg mest mærkede, at jeg var reist udenlands, var for det Første Brolægningen, som tilveiebringes ved høist forskjellige Slags Materiale: flade og spidse Stene, Træpæle, Flaskebunde, bar Jordvei og naturlige Klipper, der undertiden stikke Hovedet op af Gaden, ligesaa nøgne som Vorherre har skabt dem. Dernæst de lyse Sommernætter, der mindede om, at jeg var kommen Nordpolen nærmere, og den umaadelige Dagvarme, der mere tydede paa Æqvator, og hvortil jeg herhjemme aldrig har oplevet Mage. En Stemning fra den Tid finder jeg i min Tegnebog udtalt paa følgende Maade:

        Det var i et Par Uger næppe muligt at bevæge sig i det Frie om Dagen, og jeg maatte vænne mig til at sove eller ligge ganske stille til henimod Aften. Først da stod jeg op og gik ud og sad siden hele Natten og læste ved Skinnet af Polarsolen. Desuden havde en Bekjendt af mig, ved hvis Indbydelse min Reise oprindelig var foranlediget, lovet at orientere mig lidt i Folket og Naturen, og mange hele Dage holdt jeg mig hjemme for at det rare Menneske ikke skulde gaae forgjæves. Men see, om han kom. Tilsidst maatte jeg da opsøge Eventyr paa egen Haand.

        I eet Punkt syntes selv de stridbareste Medlemmer af de forskjellige ordførende Partier — i det mindste for et Par Aar siden — at være aldeles enige; det var i ikke at vedkjende sig skandinaviske Sympathier. Sandsynligvis findes de endnu kun blandt den yngre Slægt og ville hos denne maaskee ikke vare længer end Troen paa andre Idealer. Danske og Svenske finde vist i Reglen en mindre velvillig Modtagelse end andre Nationer, og svenske Reisende kunde endnu for faa Aar siden risikere Skjældsord og Ubehageligheder paa Gaden. Heller ikke troer jeg, at den sidste artige og splendide Modtagelse af Naturforskerne bør forklares af skandinaviske Grunde, men dels af den ganske upolitiske Interesse, som sammenknytter Videnskabsmænd af samme Fag, dels af den let undskyldelige Nationalforfængelighed, trods Landets Fattigdom, ved en Leilighed som denne ei at ville skye nogen Slags Bekostning og Luxus.

        Man hører ikke saa sjelden den Mening, at de Norske ere et hovmodigt Folk. Dette troer jeg, er en fuldkommen Vildfarelse. De synes kun undertiden at vise sig saaledes, navnlig mod Danske, for at ikke den fjerneste Mistanke skal opstaae om, at de jo efter Adskillelsen i alle Maader befinde sig i Paradis. Dette bidrog imidlertid til, at jeg nu meer end nogensinde før, ja maaskee først nu, følte mig stolt af at være Dansk. Hiin Manøvre anvendes egentlig mest af Kosmopoliterne, der gjøre Profession af Dannelsen, og en Dansk vil derfor ofte befinde sig hyggeligere blandt de Ultranorske, de saakaldte Kraftpatrioter, end blandt Kosmopoliterne, som hvert Øieblik generes af den Bevidsthed, at de skylde nærmest os deres hele Kultur og Intelligents, og som ikke kunne nægte sig den Fornøielse at lade det enkelte Individ undgjælde for Misfornøielsen med den tidligere danske Regjering. Dette gjælder dog naturligvis kun om de Halvdannede. De virkelig Dannede ere omtrent ens i alle Lande; her, hvor Folkemængden er lille, ere de naturligvis færre, og hos de Udannede finder man til Erstatning den nationale Kjernenatur.

        Ligesaalidt vil jeg istemme de sædvanlige Klager (der skrive sig fra Digtet „Dæmringen“ og dets Tilhængere) over den forcerede Pukken paa en Nationalitet, sin i Tide og Utide trækkes frem ved Haarene, eller over en vis uangenem Raahed, Kulde og Utilgjængelighed, som man i Omgangslivet nok kan støde paa. Herhen hører ogsaa det Træk, at medens de Svenske ofte sige Meer end de føle, saa genere mange Norske sig for at udtale deres naturlige Følelser, af Frygt for at give en Blottelse, og ikke synes saa civiliserede, som de gjøre Fordring paa. Derfor seer man ofte Kjedsomhedens, Misfornøielsens og Ironiens Dæmoner uden nogen Berettigelse snige sig om og forstyrre al Livsglæde og Naturlighed. De Norske have af Naturen Tilbøielighed til Gjæstfrihed, men ligesom de i det Hele ikke ret have Mod til at udtale deres bedre Følelser, saaledes genere de sig ogsaa for at nærme sig en Fremmed. Men har denne selv en Mosesstav, saa kan han fremlokke Vældet af Klippen; tager han selv Initiativet, kan han nok faae en Conversation i Gang, og nærmer han sig sans gêne de Personer og Familier, som han ønsker at kjende, da vil han i Almindelighed blive meget vel modtaget. Jeg for min Part er nu af den Mening, at man skal stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvad Land man er i, og finder det urimeligt at besvære sig over Forholde, der ere ganske naturlige for en ung Nation, hvis selvstændige Kultur først skal begynde, og hvis sociale Dannelse, som Følge af det politiske Elements Overvægt, endnu er i Svøbet, eller i det Høieste i Flegelaarene. Slige Uvørter maae nødvendig følge med enhver Omvæltning til en ny Tilstand. Folket selv er i Grunden ærligt og godhjertet, og har mange smukke og elskværdige Sider. Det er næsten overflødigt at tilføie, at man baade i det private og offentlige Liv ofte træffer ligesaa vakre og elskværdige Personer her, som andensteds. Saaledes benyttede jeg jævnlig Universitetets Bibliothek, og jeg kan ikke varmt nok anerkjende den udmærkede Velvillie og Forekommenhed, hvormed den Fremmede her bliver behandlet.

        Omegnen ved Christiania ansees for særdeles smuk, og de velhavende Familier have beslaaet den med deres Parker og Villaer (paa Norsk „Løkker“), som sædvanlig ere Træhuse. Mig interesserede den ikke synderlig, dels fordi Naturen her allerede er forjasket af Menneskenes Forfinelseslyst, dels fordi den ikke frembyder noget Nyt for den, der kjender Jylland, hvor Bakkerne ofte ere meget høiere, om end deres Beklædning, Lyngen, ikke kan maale sig med de norske Naaletræer. Da jeg snart havde seet nok af dette, bestilte jeg mig et af de Kjøretøier, „hvorved (efter Skydsloven) to voxne Personer frembringes“, for at gjøre en Udflugt til Norge, og for det første til Ringerige. For ikke at blive bedraget for Penge og Tid (ved at vente paa Stationerne), er det nødvendigt, at man først lærer Skydsloven udenad. Befordringen er ikke den bekvemmeste, og da Veien sjelden gaaer lige ud, befinder man sig fordetmeste i følgende Situation:

        Granskovene udbrede et melankolsk Mørke, disse Naaletræer see ud som frosne eller forstenede, sort-krystalliserede Planter, og hist og her stikker en Hængebirk sit vemodige Hoved frem blandt dem. Da Skumringen brød ind, kom jeg til den Dal, som indeslutter Bærum Jernværk. Her gnistrer og spruder, hvisler og suser det, som om man var midt i hede Helvede. Men det maa sees om Aftenen, ellers tager det sig ikke ud. Hist kommer det glødende, smeltede Jern løbende i Render i Gulvet som hvæsende Ildslanger; her samle nogle af Satans Engle sig om en uhyre Punschebolle, der flammer som en Vulkan i Mørket, og med Potageskeer øses den hyggelige Drik (hvoraf en velanbragt Draabe vilde være nok for hele Livet) ud i de Former, hvor den taalmodig størkner som smukke Kakkelovnsplader. Ilden kan være farlig nok i sin sædvanlige Skikkelse, men den har noget Rædsomt, naar den som her optræder med Kjød og Blod og Personlighed. Man føler sig lettere om Hjertet, naar man igjen kommer ud i de belmørke Skove.

        Efter en Reise af 6—7 Mil kommer man til den berømte Krogklev, en uhyre Kløft, som aabner sig paa en Høide af henved et Par Tusind Fod mellem to steile, skovbegroede Fjeldvægge og sænker sig brat ned mod Tyrifjord, en af de 30,000 Søer, Norge skal besidde. Fra de saakaldte „Udsigter“ paa begge Sider af Kløften, saavelsom fra denne selv, har man, NB. naar det er lyst Veir, et Panorama af overordentlig Skjønhed og en halv Snes Kvadratmiles Udstrækning. Man overseer hele den store frugtbare Dal, Ringerige, med sine blinkende Søer og Elve, Skuepladsen for saamange gamle Kongers Meriter, hvor Olaf den Hellige maatte døie meget med Troldene, da han indførte Christendommen (Hexen Gyri kastede endog sit ene Been efter en af hans Kirker), — hvor man foreviser den Høi, der gjemmer Fjerdeparten af Halfdan Svarte, samt den Gaard, hvor salig Kong Ring (der ikke var noget Menneske, men en Hund) residerede³. I Horizonten seer man tydelig Toppen af Gausta, Valders- og Hallingdalsfjeldene, med de glimrende Skiver af den evige Sne; den hede Sommersol lod sine Straaler som overgivne Børn lege med de ærværdige Hoveder.

        Det er en egen Fornemmelse, naar man for første Gang seer et Snefjæld.

        Naar man med Møie har løsrevet sig fra dette ophøiede Skue, og er kommen vel ned, gaaer det rask ind i Ringerige, forbi Nordrehoug, Scenen for Madam Colbjørnsens Bedrifter, hen til Hønefossen, som har Navn efter den gamle Kong Høne. Væggen ved Veien bestaaer her, ligesom ved Opseilingen af Christianiafjord, af Sienitklipper, som ere saa brøstfældige, at de synes hvert Øieblik at ville styrte sammen i Gruus. Ofte ere de saa forvittrede, at man lægger Kartofler i den skraa Klippevæg. Paa saadanne Steder seer Norge virkelig ud som en hensmuldrende Ruin, og dette maa vel have givet Anledning til den Benævnelse: „gamle Norge“, som saa ofte forekommer hos Digtere og patriotiske Skribenter, da der vel ellers ingen Grund er til at antage, at Norge skulde være ældre end den øvrige Del af Jordkloden, skjøndt det unægtelig er noget tilbage i Tiden, idetmindste hvad Postvæsenet angaaer. Saaledes fortalte man mig, at en gammel Præst paa en Ø i Nordlandene vedblev at bede om Søndagen for Kong Frederik den Sjette endnu en Snes Aar efter Adskillelsen fra Danmark.

        Hønefossen har en enorm Brede, men kun ringe Høide, og da den, uden fri Naturomgivelse, i sin sønderrevne Klippeseng maa drive Sauge og Mølleværker, og af Huse, Trapper og Broer deles i en Mængde Filialfosser, gjør den intet Indtryk. Langt interessantere for en Dansk er derimod her Synet af en virkelig Flod, Dramselven, som med stolt Indignation skynder sig bort fra den jammerlige Fos, for at gjøre sig en Svømmetur gjennem hele Tyrifjord. En Mils Vei længer hen bliver Ringerige mindre fladt, en Mængde dybe Dale, opfyldte med Graner, hvis Toppe naae op til Randen, vise sig tæt ved hverandre, og give Landet Udseende af en uhyre Æbleskivepande. Spirillelven danner her et Par anseelige og meget smukke Vandfald, hvor den forhen omtalte Scene med Tømmerstokkene gjentager sig.

        Jeg lod mig herfra „skydse tilbaads“ over Tyrifjorden til Modum, hvor Bøndernes Nationaldragt ikke er ulig Nutidens Modesnit, og kjørte derpaa, med Tellemarkens Fjældformationer og det jævnlig fremdukkende Gausta for Øie, til Kongsberg.

        Denne By ligger i en stor Dal, og mange af Husene ere (formodentlig for ei at oversvømmes af Lougen, som flyder derigjennem) opførte paa Stenpiller, ligesom de Vilde i varme Lande bygge Hytter paa Pæle for at sikre sig mod Slanger. Jeg gjorde herfra nogle Udflugter, med hvis Beskrivelse jeg ikke vil trætte Læseren. Jeg besøgte Sølvværket, hvor man kravler 3—400 Alen ned i Jorden, for at see det Vand, som skjuler det gedigne Sølv. Jeg besteg et Fjæld der i Nærheden, Jonsknuden, som regnes at være 3000 Fod høit, hvorfra man har Udsigt dybt ind i Tellemarken, og da det blev Aften, havde jeg den Fornøielse at see store Skymasser vælte sig afsted nedenfor mine Fødder. Samme Fornøielse kostede mig ellers akkurat et Par kjøbenhavnske Støvler, saa at jeg ved Nedstigningen gik paa Strømperne. Da Sølvværket imidlertid ligger paa en betydelig Høide, kan man omtrent antage, at der paa et 1500 Fods Fjæld gaaer et Par kjøbenhavnske Støvler, og følgelig fire Par paa Gausta. Jeg anfører dette til Nytte for andre Reisende, for at de efter Høiden af de Bjerge, de agte at bestige, allerede hjemme kunne beregne, hvormange Støvler de behøve at føre med. Naar man fra Kongsberg tager til Eger, kan man langs den skjønne og imposante Dramselv kjøre til Drammen, hvor Floden udgyder sig i Fjordspeilet, og store Fjælde danne en pragtfuld Vold om nogle smaa Kjøbmandssjæle.

Da jeg steg i Land i Christiania, traf jeg strax paa en gammel Bekjendt, som i flere Aar havde opholdt sig her. Jeg lagde næppe Mærke til hans Velkomsthilsener og Spørgsmaal, da jeg ønskede uforstyrret at nyde Indtrykket af første Gang at betræde et fremmed Land. Den første Kuriositet, der tildrog sig min Opmærksomhed, var et menneskeagtigt Væsen, med imposant Mundskjæg, uhyre barske og ærgerlige Miner, der stod stikkende ved Siden af nogle Andre af lignende Udseende.

        „Hvad er det for en Fyr?“ sagde jeg.

        „Hvad det er?“ svarede han, „det er jo en af vore Løver.“

        „En Løve,“ gjentog jeg, „under 60 Graders nordlig Brede havde jeg ventet at træffe paa Bjørne og Ulve, men ikke —

        „Ikke paa Løver — Nei, det kan jeg tænke! Det er heller intet ægte indenlandsk Produkt, men frembragt ved, at nogle Exemplarer fra Jardin des Plantes og Mini have forvildet sig blandt vore Ulve og Bjørne. Der er saaledes fremkommen en interessant Bastard, der forresten har gulbrun Farve, lange Knurrehaar, tykt Hoved og brølende Stemme tilfælles med de afrikanske, og er, som der staaer om disse i Billed-ABC’en „næsten saa stor som en Hest, og gaaer om Natten ud for at fange andre Dyr.“

        „Er de ellers meget vilde?“

        „Aa nei, Racen her er temmelig tam, det Frygtelige ligger egentlig kun i det Ydre. De æde saaledes ikke raat Kjød (hvorved de undgaae at forgribe sig paa sig selv), ikke heller hele Dyr, men nøies med Bøfsteg, diverse Slags Punsch, Trondhjemsk Akvavit og Champagne, og skjøndt de i Grunden ere umælende, efterligne de menneskelige Sæder ved en Slags brummende Talestemme, samt ved den opreiste Gang, som dog kun bibeholdes om Dagen. Mod Aften vende de gjerne tilbage til den naturlige Maneer. Ogsaa gaae de, som Du har seet, med Klæder — der paa en Skrædders Regning forskrives fra Paris og London med saa brede Skjøder, at de i smalle Gader naae til Husene paa begge Sider, — samt med paillefarvede Handsker, hvorved Forbeens-Bevægelserne blive saa generte og kantede, at Folks Ruder ofte ere i Fare. Alle virkelige Mennesker betragte de som Dyr, for at leve i den Indbildning, at de selv ere Konger — —“

        „Det klinger mystisk og kuriøst nok, men hvad der nærmest skal interessere mig, tænker jeg er Theatret og Litteraturen, og i den Henseende kunde Du maaskee tjene mig med Oplysninger.“

        „Med Fornøielse, min Ven,“ vedblev han; „jeg oplyser Dig alt hvad jeg kan. Seer Du, naar et saadant ungt Dyr er udvoret, kan han fordetmeste kjende Bogstaver, og sendes saa nogle Maaneder til Europa, enten til Paris eller Stockholm, hvor Kongen har oprettet et Menageri for at tæmme dem og artikulere deres Sprog. Naar han saa kommer tilbage, har han Knurrehaar, er „europæret“, kan brumme lidt Fransk, og saa — er han Løve. Han optages nu i de Ældres „Trop“ (deraf den naturhistoriske Benævnelse leo troppista) og man deltage i deres Beskjæftigelser, som ere at sværte Mundhaaret, gaae paa Gaden i stivt „Antræk“, sidde paa Kaffehuse, staae ved Bryggen, naar Dampskibet ventes, og passe reisende Kunstnere eller fremmede Dyr op, for at kunne prale med dem, gaae om Søndagen paa Fæstningen og høre Vagtparaden, trække efter den gjennem Gaderne, og staae paa Fortouget, naar Kammerherre M* med Familie og Domestiker kjører ind til Byen fra sin Løkke — —“

        „Kammerherre? jeg troede, at Adel og Titler vare banlyste fra Norge?“

        „Ja vist, efter Loven; men i Virkeligheden deler vort berømte Demokrati sig i tre Slags Aristokrati, nemlig paa Landet Gaardmands-Aristokrati, i Bergen og Søstæderne Pengearistokrati og her i Hovedstaden Modejournals- og Embedsaristokratiet, hvis Garde dannes af Løverne. Disse kalde nu, for at forhøie Illusionen, hverandre indbyrdes Baron, Marquis, Kammerjunker o. s. v.“

        „Men dette vedkommer da hverken Litteratur eller Theater.“

        „Jo, min Ven, meer end Du troer; disse besynderlige Væsener have nemlig søgt at angive Tonen paa begge Steder, men det endte med, at de fik Prygl og bleve benyttede som Stof for komisk og satirisk Fremstilling. Først sluttede de sig til „Dæmringen“, og dette Skrift og dets Forfatter fik derved endnu flere Fjender blandt Folket. Efter at „den Constitutionelle“ havde mistet sin første dygtige Redaktion, fik de Indpas i dette Blad, og Følgen var, at det tabte sin forrige Kredit og blot opfyldtes med udenlandske Phraser. Senere bleve de selv Gjenstand for en ny „Dæmring“, i en Række interessante Bladartikler (som Rygtet tillægger en Dame), hvor disse Norges Dandys kaldes „tungvinte“ (klodsede) og „leie“ (ækle). Værst har dog Wergeland medhandlet dem; i forskjellige af sine Farcer har han med aristophanisk Dristighed og Lune blottet deres Naragtigheder. Allerbedst har han dog gjort det i det fortræffelige Digt, han udgav i gamle Kunsthandler Schmalhrs Navn og hvor det blandt Andet hedder:

        Naturligvis have de efter Evne søgt at hævne sig paa ham. De kaldte ham „schofel“, fordi han en Tid af patriotisk Iver gik i Vadmelsklæder. Da han for nogen Tid siden ved en Lystighed paa en Vagtstue havde forskjærtset det Kapellani, han søgte, og Kongen saa, paa Grund af hans mangesidige Skribentvirksomhed, gav ham en lille Pension, stødte de i Trompeter og udskrege ham som Landsforræder; og hvad der var for ham det Værste, nogle af hans Venner fik de til at skrige med. Han faldt igjennem i et Læseselskab, men endnu tidligere havde der været en Sammensværgelse mod ham, som Du skal faae at høre.“

        Vi vare nu komne op i Byen til det nye Theater, der ligger paa en aaben Plads, hvor flere nye Bygninger ere opførte, og min Ledsager vedblev: „Den dramatiske Kunst hertillands er ikke gammel, og Theatrets Historie er snart fortalt. I 1826 eller 27 begyndte en svensk Snustobaksfabrikør, Strømberg, at oprette et Theater med norske Skuespillere, men det var og blev det rene Jux; man engagerede da et dansk Selskab, der stadig senere er rekruteret, og ikke har manglet paa virkelige Talenter. Saaledes have vi i Jørgensen en meget begavet Tragiker, der tillige med Held kan gaae ind i forskjellige andre Fag, i Balling en tør Komiker med megen Smag og Talent, i Hagen et uudtømmeligt burlesk Lune, som mange Theatre maatte misunde os. Rosenkilde er med sin gode Syngestemme og sit udmærkede Gehør uundværlig for Operaen, og tillige for Lystspillet hvad man kalder en grande utilité. Desværre er vor Primadonna, Md. Schrumpf, med sit tækkelige Ydre egentlig kun paa sin Plads i Vaudevillen, da enhver alvorlig og pathetisk Replik ved hendes prosaiske Diction bliver til Parodi. Blandt de øvrige Damer findes flere respektable Talenter af anden Rang. Dog om Alt dette kan Du jo selv nærmere overbevise Dig. Jeg vil blot fortælle Dig et Par charakteristiske Træk af Theatrets ældre Historie. Medens Svenskeren endnu var Direktør blev paa Unionsdagen, d. 4de Novbr. 1827, et originalt Stykke „Fredsfesten eller Foreningen“ udpebet. Stemningen mod de Svenske var dengang saa mistænkt, at Regjeringen lod 47 Personer forhøre, og skjøndt Resultatet var, at Pibningen kun havde gjældt Skuespillernes og Stykkets Slethed, fik dog adskillige Embedsmænd deres Afsked. Engang blev der pebet ad et af de bedste danske Stykker, hvorpaa en af Skuespillerne gav sig til af alle Kræfter at pibe ad Publikum, hvilket man taalte. Opførelsen af Don Juan blev misbilliget af Kritiken, som fandt Stykket umoralsk. Men nu kommer jeg til den Hævn, vore Løver tog over Wergeland. Det hører til deres fashionable Beskjæftigelser hver Fredag Aften at sove i Theatret, og da det er smukt og bekvemt indrettet, ere Parquetbænkene ret magelige til dette Brug. Men da W.s Stykke „Campbellerne“ første Gang skulde opføres d. 28de Jan. 1838, bleve de vaagne og sluttede en Sammensværgelse med Kosmopoliterne, der modarbeide den nationale Aandsretning. Hele Dagen iforveien havde man indkjøbt Piber; de, der ingen kunde faae, hjalp sig med Nøgler, Klarinetmundstykker o. s. v. Allerede ved Prologen, som i og for sig er et skjønt lyrisk Digt, begyndte Pibningen, der saaledes viste sig som reen Partidemonstration, og gjentoges efter Stykket med en saa utæskende Raadhed, at Bagler og Birkebener (Wergelands Parti, som især var samlet i Parterret), brøde over Rækværket med Stokke, knyttede Næver, stegte Æbler, tygget Skraa og andre Vaaben, og nu stod det berømte Theaterslag, der fortsattes helt ud paa Gaden og endte med mange blodige Pander og Pibernes totale Nederlag. En af disse, en bekjendt Vaurien, fik saameget „Juling“ (et norsk Udtryk for Prygl), at han i lang Tid humpede om med forslaaet Been og blaat Øie. En detailleret Beskrivelse af denne Aftens komiske og skandaløse Scener udkom i et særegent Skrift med Navngivelse af de virksomste Deltagere. Jeg haaber nu, Du indseer Løvernes Betydning saavel for Theater som Litteratur.

        „Jeg mærker idetmindste, at jeg er kommen udenlands. Men har I da slet intet Politi?“

        „Jo vel har vi det, men det er liberalt Politi, det viger altid for Overmagten. Desuden morede det sig ved, at „Troppen“ fik Juling. Efter disse Uheld nøies den med at henhøre til vore offentlige Forlystelser samt organisere vort selskabelige Liv ved parfumerede Theklubber efter Forbilledet af det engelske Aristokrati, og for at tilveiebringe et intellektuelt Element, har man vidst at drage Welhaven⁴ og andre Kosmopoliter ind i disse Cirkler. En af dem hed „Kringla,“ og fik dette aandrige Navn af, at der kun skulde serveres Kringler og The, samt dandses.

        Theen drikke de dog ikke, men gaae et Par Timer om med fransk Lexicon i Lommen, hvide Handsker og Hatten i Poten, og afstedkomme Ulykker ved deres Ubehjælpsomhed. Naar endelig Sulten og den opreiste Gang piner dem for stærkt, seer man Hat og Handsker forsvinde, og med den oprindelige Vildhed kaste de sig over de Bjørneskinker og Snapse, der holdes parate i andre Værelser, hvor tillige forefindes Borde til at ligge under. Ja Du troer maaskee jeg taler for allegorisk, men Du faaer det nok selv at see.“

        Og hvad han sagde, gik virkelig i Opfyldelse. Jeg fik nogle Dage efter en Indbydelse, skreven som det syntes med Menneskehaand, saa jeg ikke anede, hvor jeg kom hen. Men strax ved Ankomsten saae jeg mig omringet af nogle mørke Skikkelser, som maalte mig med en air malcontent, og derpaa gik brummende bort. I det samme kom min tidligere Cicerone mig imøde. „Veed Du hvad de tale om?“ sagde han. „Nei saamæn veed jeg ikke.“ „De finde det uartigt mod Selskabet, at Du ikke har taget en forloren Snurbart paa; det var nogle af de ægte Fuldblodsløver, de have alle været i Europa, derfor er Intet dem tilpas her. Nogle gaae med nedhængende Manker, Andre klippe dem tæt af. Hvad synes Du om dem? ere de ikke ret skuffende forklædte som Europæere?“

        „Men her er jo virkelig ganske net, her er jo Festons af Granbar og et helt Bord med Blomster.“

        „Ja, seer Du, disse Skabninger efterligne med en vis Smidighed menneskelige Skikke, jeg troer saagar, nogle have ladet sig dressere nede hos Carstensen. Nu skal jeg vise Dig nogle af vore Løvinder. Der staaer en Fyr forom, der lader som han siger Noget til Frøkenen — thi paa et Løvebal findes kun Fruer og Frøkener — han veed slet ikke, hvor han skal gjøre af det, vi Andre kalde Hænder. Han vil fortælle

hende en amusant Skrøne⁵, som han dog ikke kan erindre, for her bliver mere „tranquilt.“ Men der er Præsidenten, det er det Exemplar af Arten, som pleier længst at kunne gaae opret; hør, han melder, at Klokken er 6, og Punschen serveret. Det er nu Skik her i alle Selskaber. Siden begynder Dandsen, saa blive de glade, da de hertil kunne hjælpe sig med Benene.“

        Ballet var forbi og Damerne sade udenfor og saae paa den opgaaende Sol. Præsidenten havde offret saameget til Bacchus eller denne til ham, at han, som det endog gaaer med mange Mennesker i lignende Tilstand, blev sentimental, og fik det ulykkelige Indfald at ville improvisere. Nogle af hans Kolleger hjalp ham op paa et Bord. Han frembragte enkelte artikulerede Lyd, men snart begyndte han at vakle og famle med Forbenene, og da Bordet var for lille, styrtede han med stor Larm ned og søgte sin Plads derunder. I Faldet tørnede han saa ublidt imod mig, at jeg blev noget tilsmudsket.

        „Hvorfor giver De ham ikke Juling?“ spurgte en af de Hosstaaende. Jeg svarede, at jeg fandt det uædelmodigt at benytte mig af Vederpartens Forfatning, men i Grunden syntes det mig underligt som Gjæst at skulle tage sig selv tilrette. Om Eftermiddagen gik jeg lidt ud til en Løkke, hvor jeg hos nogle virkelige Mennesker havde fundet en særdeles venlig Modtagelse, og tilbragt mange behagelige Timer, og hvor man siden for Spøg kaldte mig Daniel, fordi jeg var sluppen levende ud af Løvekulen.

        Jeg anvendte nogle Uger paa at sætte mig ind i den norske Litteratur, om hvilken de fleste Danske have en Forestilling, der i høi Grad trænger til Berigtigelse. Nogle troe, at den slet ikke existerer, og til disse synes Bestyrerne af begge vore offentlige Bibliotheker at høre, da man her neppe finder en eneste Frembringelse af den norske Presse. Andre troe, at den kun er en lille Parcel af den danske Litteratur, de have læst „Dæmringen“ og hørt lidt om den herved fremkaldte Strid, der af den danske Kritik blev aldeles misforstaaet. De ansee Welhaven for et agtbart lille Talent, og Wergeland for en Barbar, en Varulv, der slet ikke kan komme i Betragtning. Sandheden er, at om den norske Litteratur ikke besad Andet, end hvad Wergeland i sine lykkeligste Øieblikke i forskjellige Former har frembragt⁶, saa maatte man ærbødig tage sin Hat af for den; thi neppe kan nogen anden Litteratur opvise ægtere Geniglimt. Havde han udviklet sig under andre Betingelser, havde det ei været en politisk Troessag, hvad man dømte om hans Digte, var ikke hans Kraft bleven adsplittet ved politiske og mange andre Interesser, og hans mageløs frugtbare Aand sønderslidt af Partistridigheder, — dobbelt ødelæggende, hvor den snævre Kampplads tvinger Lidenskaberne til daglig Rivning — saa vilde han upaatvivlelig været almindelig anerkjendt som en af den nyere Tids genialeste Digtere. Man for ret at vurdere og forstaae den norske Litteratur, maatte man kjende Folkets indre Historie i de sidste Decennier, og om jeg end hertil kunde meddele nogle Bidrag, maa jeg dog for denne Gang indskrænke mig til et Par flygtige Antydninger, idet jeg foreløbig henviser til et lille Skrift, „Upartisk Betragtning af vor Litteratur,“ af en yngre, meget lovende norsk Forf. H. Ø. Blom, som i en særdeles klar og livlig Fremstilling med stor Sikkerhed har opstillet de rette Principer, om end i deres Anvendelse og Udtrykkets Enkeltheder den ungdommelige Varme har ført ham til nogen Ensidighed.

        Den norske æsthetiske Litteratur repræsenteres af Wergeland og M. Hansen, der i en Del af sine Noveller har løsrevet sig fra den tydske Romanstil og leveret virkelig poetiske Skildringer af norsk Natur og Folkeliv. Han vovede først — som senere Wergeland — at indføre Ord af Folkesproget i Litteraturen (hvilket betegner en selvstændig norsk Litteraturs Begyndelse), og i enkelte Momenter nærmer han sig meget Steen Blicher. Før ham nævnedes som de største norske Poeter Bjerregaard og Schwach, begge af den ældre danske Skole, den første skrev en Nationalsang, nogle Romancer uden Eiendommelighed og nogle Ubetydeligheder i dramatisk Form. Den sidste har sit Navn med større Ret, end de fleste Digtere, og var en ligefrem Afslager af den Rahbekske Aand og Smagsretning. Selv naar han staaer „paa Dovre“ yttrer hans Begeistring over, hvad han kan see og ikke see, sig i følgende Maneer:

        Gaaer man i Middagsstunden paa Gaden i Christiania, vil man let møde en sortklædt Person, som taler høit og i en afgjørende Tone om Alt, seer vist efter enhver Bagatel, som om han var fortørnet, fægter i Luften eller mod de Forbigaaende med et tyndt Spanskrør, staaer undertiden stille og slaaer Benene overkors, idet han dreier Overkroppen med en halv Vending, — i en meget malerisk Stilling. Naar han taler, gestikulerer han saa ivrig, at det nok kan hænde, man faaer en alvorlig paa Øret; men det er ikke Andet, end „Kvikhed“, det er en Venskabsyttring, og det Eftertrykkelige i Bevægelsen kommer kun af en urigtig beregnet Distance. Det er det kosmopolitiske Parti’s Schiboleth, det er Welhaven. Det er en af disse begunstigede Naturer, som kunne gjøre Meget, der ikke vilde taales af Andre, og som derfor troe at kunne tillade sig Alt; han kan være særdeles interessant i Samtale, men han er lyrisk-lunefuld som en forkjælet Prindsesse, en Følge af, at han i alle litterære Anliggender har været den fornemste Styrke og Tilhold for sit Parti, som han til Gjengjæld tyranniserer. Med ham følger gjerne, ikke ret paa Siden og heller ikke bagefter, en tynd og vaklende Figur, et vandrende Lig, med nedslaaet Blik og Hatten nedtrykt i Øinene. Det er hans fidus Achates, den anden kosmopolitiske Digter, den „drømmende“ A. Munch, hvis „Ephemerer“ vakte Forhaabninger, der ikke siden ere tilfredsstillede, saa man meer og meer betragter dem blot som Studier efter forskjellige moderne tydske Lyrikere. Han seer ud, som han var flov og fortvivlet over Mangel paa tilstrækkelig Anerkjendelse og derfor har slaaet sig til at redigere et politisk Dagblad, „den Constitutionelle“ (Nella).

        Da dette Blad i sin Tid fremgik af den ved „Dæmringen“ vakte Partistrid, og søgte at fortsætte den tidligere europæiske, og in specie danske, Kulturstrømning paa norsk Grund, var det naturligt, at de Talenter, som ikke havde den dybe Følelse af en ny og begyndende Nationalitet, søgte herhen. Jeg tænker her kun paa belletristiske Talenter; thi de mere abstrakte Videnskaber have i deres Oprindelse en universel eller kosmopolitisk Charakter, og først i deres fortsatte Udvikling kan et nationalt Præg give sig tilkjende. Saaledes udmærkede P. J. Collet sig her i den subjektive Kritik, som ikke slutter sig til noget videnskabeligt System, men hans vittige Parodier over nogle flaue Digte af Munch maatte trykkes i Morgenbladet, da Munch var priviligeret Nellapoet. Paa samme Tid leverede Ebell en Række i sit Slags ypperlige Feuilletonartikler, lunefulde Skizzer af Folkelivet o. s. v. Begge disse Forfattere vare vel i Stilen kjendelig paavirkede af den „moderne“ Litteratur, der i det Hele har fundet tidligere og stærkere Indgang i Christiania, end hos os; men „den Constitutionelle“ stod i sine første Aargange (1836—40) baade i Dygtighed og Talent ikke lidet over, hvad den samtidig danske Journalistik præsterede.

        Welhaven havde oprindelig et net lyrisk Talent, som skjønnes af hans ældste Digte, med Sands for det Musikalske, men tillige et Heiniserende Hang til at være pikant ved en Masse fremmede Ord, der kun gjøre Dictionen broget. Under hans kritiske Felttog mod Wergeland, den deraf følgende Strid og senere Dæmringsstriden, som antog en saa voldsom Charakter, at Wergeland er død, og Welhaven længe har været skaldet, — udartede hans Talent til en smaalig-forstandig Reflexion, der oprindelig var hans Natur imod, som man kan slutte af hans ufordøiede og ufordøielige Afhandling „om de norske Præstsamlingsaander“. „Dæmringen“, en Kritik paa Vers, der forlangte en hel Civilisation uden dens Forudsætninger, og Frugterne af en Civilisation, der ikke existerede, var i Modpartiets Øine „et Nidingsværk“, der fortjente at brandemærkes, og Forfatteren „en Modermorder“, ja man paastaaer, hans Liv, eller idetmindste hans Ryg ofte var i Fare. Men Welhaven havde Uret i at beklage sig derover, da han burde have forudseet saadanne Følger ligesaa sikkert her, som i en af de nyamerikanske Stater, og ikke gjort Regning paa den polemiske Høflighed, som en fuldtudviklet Cultur medfører f. Ex. i Paris.

        Ligesom hos Mange Poesien er gaaet op i Embedslivet, saaledes synes den hos W. at gaae op i Conversationslivet, her forbruger han alle sine poetiske Fonds. Han fortæller norske Sagn og Charaktertræk med en høist livlig Kolorit, men dette gjentager han saa tidt, at naar han engang vil sætte sig ned og gjøre Digte deraf, dunster Poesien bort under hans Hænder; medens han filer og pudser paa sine Vers, synes han selv at være kjed af Stoffet, og Læseren bliver det ikke mindre. I sin sidste Digtesamling (1845) er han aldeles gaaet i Frø og nedsjunken til plat og ideeløs Versfabrikator af Ting, som meget bedre lode sig sige paa Prosa. Hans Ansættelse som Universitetslektor i Philosophi var vistnok et uheldigt Valg, især da der findes flere yngre Studerende, som ikke ere Dilettanter i dette Fag.

        Lidt udenfor Byen, tæt ved Kongeboligen, ligger et Huus bygget paa en Klippegrotte. Der boede Wergeland; det var en høi, bredskuldret Mand, hvis smukke og ædle Physiognomi var noget medtaget af Livet. Det er bekjendt, at han i sine Skrifter ikke har skaanet Danmark og de Danske; men den Danske, som besøgte ham, kunde være sikker paa en aaben og hjertelig Modtagelse. Til at skildre denne uhyre frugtbare og virksomme Aand i de mangfoldige Retninger, den med Geniets Lynkraft har gjennemfaret, vilde behøves en tyk Bog. Foruden det kæmpemæssige Misfoster „Skabelsen, Mennesket, Messias“, improviseret i en Feberruus af en 20aarig Phantasi, der nys var berørt af Byron, har han skrevet alvorlige Dramer (7—8), satiriske Farcer (14—16)⁷, episke og lyriske Digte, philantropiske Folkeskrifter, politiske Taler⁸ og Opsatser, historiske Arbeider, og redigeret Bladet „Statsborgeren“ (1835—37) i demokratisk Oppositionsaand mod „den Constitutionelle“. Overalt spores idetmindste Glimt af hans uhyre begavede Aand, og i Alt, hvad han under sit Navn har skrevet, aander, trods hans lidenskabelige Patriotisme, en ærlig Velvillie mod den hele Menneskeslægt. Siful Sifadda, det Navn han, for ei at inddrage sin Fader i sine Trakasserier, antog i polemiske Skrifter, var kun, som han selv sagde „en Alf, der boede i hans Sjæls Skyggeside, hans bedre Jegs Halvbroder“. Rase kunde han og føre Hadets utæmmede Sprog, men til at misunde Nogen havde han selv formegen Aand. Hans Hjerte var i Grunden barnligt og godmodigt, men varmt og pirreligt; Lidenskaberne reiste sig der ligesaa pludselig og heftig som Hvirvelvindene paa de norske Søer, vild og ubændig var han i de unge Aar, og i Strid lignede han ofte et Barn, der er faldet i Vandet, og i sin Fortvivlelse griber efter Alt. I et Digt til hans høitelskede Ungdomsven, den senere bekjendte Daa, læser man:

        Det Høieste, han har præsteret, er uimodsigelig i lyrisk Poesi. Ossian og Shakspeare havde bragt ham i en kaotisk Gjæring; men aldrig før har man seet en saa uudtømmelig Phantasirigdom og sublim Tankeskjønhed forenet med et saadant Barbari i Smagen, med saamegen Vildhed og Disharmoni i Formen (den han siden i høi Grad beherskede), som i hans ældste Digte („første og anden Ring“). Jeg skal hensætte nogle faa Prøver:

        Som man seer af hans høist livlige og lunefulde Memoirer („Hasselnødder“), der bleve forfattede paa Sygeleiet og tidlig afbrudte ved hans Død, har han i sin første Ungdom lidt en Del af uheldig Forelskelse. En saadan udtaler han i de velklingende Rhythmer:

Midt i Oden til Napoleon indfletter han uden Forbindelse et Kvad om Stella, der i og for sig er fuldt af Skjønheder:

til den opvoxende Slægt siger han:

Et andet Sted hedder det:

        Er det ikke forunderligt at see en ægte Genius saaledes forsvinde i Krudtdampen af phantastiske Fyrværkerier? Denne Genius, om hvem han atter saa skjønt siger, at den

Først efter 1834 begyndte han „at skjelne mellem Godt og Ondt“ og at anvende Kritiken paa sig selv. Forhen havde Instinktet kun enkelte Gange frembragt en moden poetisk Frugt, (som Farcen: „Irreparabile tempus“ 1828); nu begyndte han at vise mere Besindighed og Udholdenhed i Compositionen. Hjertets Inderlighed frembrød hyppigst som hurtige Lynglimt, der smeltede sammen med Billedets Kolorit; Phantasi havde han for tyve Poeter; men dens Rigdom og Glands havde hidtil fordunklet hans andre Evner. Nu traadte den oftere i Forbindelse med en varm og naiv Følelse, f. Ex. i „Jan van Huystums Blomsterstykke,“ „Langeleiken“ (norske Folkesange og Træsnit i Bondedialekt) o. fl. Dette syntes at tiltage under hans Forfølgelsesperiode, da han blev grusomt mishandlet, saa han valgte Løvetanden til Symbolum, og selv enkelte af hans Venner forlod ham. Blandt dem var ogsaa Nordlænderen Daa, et udmærket dygtigt Hoved, men hvis mathematiske Forstand ikke begreb, hvorledes det fyrige Digterhjerte paa een Gang kunde sværme for en fri Forfatning og for en eminent Personlighed som Carl Johan. Hvor nær W. tog sig dette Brud, seer man af et Digt:

        I de senere Aar modnedes hans Aand meer og meer, og hans Produktivitet syntes at tiltage i samme Forhold, som den blev mere organisk. Som historisk Skribent (Constitutionshistorien, den ypperlige Skildring af Storthingsbonden Ole Haagenstad, og Ole Bulls Biographi) erhvervede han sig en prosaisk Stil, der i digterisk Liv og Skjønhed sjelden er overgaaet; ligeledes viste sig store Fremskridt i hans poetiske Arbeider, „Jøden“, Dramet „Venetianerne“ og det episke Digt „Lodsen“, som gjennem en Overfylde af blomstrende Phantasi bevarer en ægte lyrisk Grundtone, hvor Geniets forskjellige Kræfter synes at smælte sammen i mild Harmoni. Dog — jeg haaber en anden Gang igjen at optage disse Themaer, og slutter her med nogle Linier, nedskrevne i Sommer ved Efterretningen om