L. Koikjær (Ukendt levetid)

Hvor heldigt, I Herrer, jeg træffer Jer just

Her Alle tilsammen in pleno!

Jeg bøier mit Hoved for hver især,

Hr. Plato, Hr. Fichte, Hr. Zeno! —

Hr. Descartes, Kant, Aristoteles,

I lærde Udødelige!

For at faae lidt Beskeed er jeg kommen herned

Til det underjordiske Rige.

Jeg haaber, I kan dog vel give mig strax

Den forønskede Underretning,

Kun en reen Bagatel for saadanne Mænd:

En algyldig og gjældende Sætning.

Jeg tænker og altsaa jeg er. Ikke sandt?

Det skulde dog være som Fanden,

Om Nogen indrømmer den første Sats,

Men ei indrømmer den anden.

Hvis jeg tænker, saa er jeg. Lad gaae! men hvem

Kan bestandig udholde at tænke?

Tidt tænkte jeg Intet, og dog jeg var —

Paa et Auditoriums Bænke. —

Slet intet jeg veed; jeg lader mig ei

Af mine Sandser bestikke!

Alt er kun et Skin, jeg synes Du staaer

Hos os, men jeg veed det dog ikke.

Jeg er Jeg, og sætter mig selv, men hvis

Jeg mig sætter som det, der ikke

Er sat, saa har jeg et Ikke-Jeg sat:

Kan nogen den Sætning stikke?

Med al denne Snak, I Herrer, jeg faaer

Fra Oven ei Hund eller Katte!

Nei giv mig en Sats, som har vasket sig,

Og som for Alvor kan batte!

Du kan, thi Du skal! — Theoriens Mark —

Der Intet at gjøre for Dig er.

Et kategorisk Imperativ

Du i Din Samvittighed eier!

Det tænkte jeg nok; den kommer de med,

Naar de intet Meer har at svare. —

Men hvis det mig fryder at tjene Folk,

Mon da ei min Dyd er i Fare?

Ja saa er der ikke Andet for,

End at Alle du maa foragte,

Og lyde med Afsky hver Ordre, som

Dig Pligtens Postbud bragte.

Men siig mig, kjender I Snittet og

Paa Tankens moderne Kjoler, —

De Fremskridt Videnskaben har gjort

I de allernyeste Skoler?

Om vi gjør? Jo Tak! — Vi Hegel har læst,

Vi kjende hans Skoles Bedrifter.

Vi har Chalybæus og Ruges Blad,

Og Heibergs og Martensens Skrifter.

Vi veed, at Loitnant v. Feuerbach er

Personlig Uven af Jehovah;

Han og hans Gemene, de troe jo kun

Paa Venus af Canova.

Vi holdt og „Fædrelandets“ Søndagsklar,

Som begik adskillige Flauser,

Vi veed, at Lumby og Brøchner har Navn

Af de tvende nordiske Strausser.

Vi veed ...

Ja undskyld, jeg har alt nok

Af Eders Kundskabers Pose.

Hr. Plato, De sagde slet ingen Ting,

Det kan jeg ei Andet, end rose.

Jeg vender tilbage til Livets Kyst,

Der har man dog Sandhed — in vino:

Og da „Fædrelandet“ fraraader det, vil

Jeg Actier ta’ i Casino!