Du gode, gamle, honette Mand,
Adstadig og flittig som Bien,
Der nu vanker om i det fremmede Land,
Som ej staar i Geografien, —
Som gik her engang med pudret Paryk
Og Pandens satiriske Rynker,
Du tænker nok paa, hvor ved Tidernes Tryk
Din Bygning sammen synker.
Forgjæves du søger den lystige Skjemt,
Du skjenked den danske Borger.
Du finder ham kjedelig, mørk og forstemt
Af Tvivl og af Næringssorger.
Og troer du, vor Ungdom er ung og har Mod
Til at lee, da fejler du storlig.
Hver anden fast bærer med lunkent Blod
Sin Narredragt højst alvorlig.
De lærde med megen Flid og Kritik
Tilrakke dig din Historie,
Og søge metodisk at svække vort Blik
For dens rette, blivende Glorie.
Dine Værker røres til vanhelligt Brug
Af Diskens opløbne Rækel;
Damerne see dine Stykker i Smug.
Og sige: „Gud, hvor han er ækel.” —
End Svensken dog mindes med glad Sympati
Hvert Kvad om Ulla og Mollberg:
For ærbare, nyttige Studier vi
Knap tænke paa Fader Holberg.
Ja Slægten er troløs, den glemmer dig lidt
Efter lidt for Dampmaskiner,
Og dog, naar den skuer med Aanden frit,
Paa dine Skuldre den triner.
For dit Vid og dit Lunes evige Vaar,
Din Forstand og for alt det gode,
Du gav os, engang imellem du faar
Som her — en jammerlig Ode.