P. Vedel
4. Februar 1911
4. Februar 1911
Vemod og tak, men ingen bitter tåre
følger den gamle herre, nu hans hænder
stivned i døden, og hans hoved træt
sank på den hvide båre;
han nåed livets rand, hvor lyset ender,
og lagde ned sit våben uden plet;
med virksom ånd og tanken klar og rap
igennem tider svære
han tjente tro sit land og agted knap,
han pligtens elsker, på sin vundne ære.
Derfor vi hilser ham med stille hyldest:
han havde gjort sin gærning og gjort fyldest.
I våren ej vi så’ ham, mens i verden
han samled viden, og det dybe røre
i land på land bar ham fra pen og bog
til eventyrlig færden;
og kun som fortids dønning mod vort øre,
og sjælden af hans egen læbe, slog
hans dulgte virken; da han spændt og tyst
igennem manddoms alder
kæmped, med sorg og kløgt, den strænge dyst,
hvor riger bjærges eller riger falder;
senhøstes kun vi så’ ham, efter slaget,
men så’ de furer, striden havde draget.
Et sundt og livfuldt åsyn med de tætte
kridhvide hår, der faldt i strøgen flage,
og under dem de sære, lyse blik,
der blåned hvast og trætte,
ret som de ruged på en gammel klage,
men mildned sig så muntre. Slig han gik
og agted vågen på den unge slægt,
dens tro og håb og tanke,
lidt drilsk, men såre venlig, når den kækt
og uforfaren brød mod verdens skranke, —
glad når han så’ dem store guder dyrke,
højbåret i sin egen frie styrke.
Går tiden frem i ånd og tugt og dyder?
De mænd, som han, går bort. Og brist og brøde
og åndens armod svulmer bredt med gny,
og magttrå folket byder;
letsind og lystjag snart os lægger øde,
og griske hænder plyndrer uden sky.
Han har vel, når han så’, de sidste år,
vort kapløb i det lave,
stum og fortørnet følt påny sit sår,
Laertes lig, der pusled i sin have,
mens bejlerhobens sværm ad vilde veje
i tvist om bruden øded drottens eje.