Niels Møller (1859–1941)

Ingen hyret klokke ringer over land og by sit bud,

ingen sorg på torv og gade klædt i hykkelsk dunkel dragt;

                  men med stærk og stille magt

                  gennem alles sind det klinger,

                  at en stormands liv løb ud;

og en tomhed brystet suger og en tynge hjærtet tvinger,

                  blev han end til døden bragt

som på bjærgetind den høje luevrede gyldne bavn

tæret til den sidste emme slukkes bag den blege aske,

                  som et ædelt skib i havn

udtjent lagt til hvile smulrer, frønnes, synker og forgår, —

                  det, som før i svundne år,

stolt at se, på kække farter langvejs fór med sømænd raske.

Tænk, hvor mange år det ofte gav vor tanke fart og fred,

medens strømmens golde bobler summed vindig, jog og brast,

                  at vi vidste trygt og fast:

                  fjærnt fra larmen, tavs og ene

                  sad den gamle Vølund Smed,

stirred dybt, hvor livets flammer brød mod arnemurens stene,

                  munden lukket, øjet hvast,

hælded frem den kloge pande under hårets hvide krans;

prøvet erts og dyre malme lutred han i essen inde,

                  myged dem med varlig sans,

hamred koldt med kunstner-tålmod, formed med sin sikre hånd

                  slægtens liv i tidens bånd,

skæbnens leg, når nettet fanger hver der vågner, mand og kvinde.

Rolig sad han, men det kendtes, det var ham, de fordum så’,

hvor han med sit sorte vildskæg bleg som kalk med blik i glød

                  ud af bjærgets hule brød, —

                  bleg af lyssavn, bleg af harme:

                  var der ej for himlens blå

stængt af dem, hvis klamme sjæle angst for livets sunde varme

                  bandt det hårdt bag stenens død?

frem han sprang og tørstig drak han solens ild i dybe drag,

flammed ud i spot og vrede, sendte lys i krog og revne,

                  kaldte mænd til dåd og dag,

sprængte fjæld og dræbte trolde, viste vej og ægged frem

                  mod den lyse friheds hjem,

arbejdsfrodig højt han higed, gudberust af ånd og ævne.

Fra sit bo han spejded udad, hvor den frie nytid kom,

mærked, hvor det skred og sukked under slægtens møre hus,

                  lytted mod det fjærne sus

                  af den nye verdens vorden

                  og den gamle verdens dom,

så’ i håb en bedre fødes gæv og fri med modnet orden,

                  ej af friheds vilde rus:

ikke stavmands hårde næver, selv som drot du holde tugt!

lovens bud i sjælen fostret om vor frihed drager gærdet.

                  Vildskud bær kun krøblet frugt.

Kraften ødes uden orden. Fra hans ungdoms strid og storm

                  var hans mål den faste form,

derved blev hans virken hegnet, derfor blev hans værker hærdet.

Vårtid, dødstid. Blomsterskygget mæler klart dens unge mund:

ak, hvor snart den fagre skønhed falmer visnet, ram og ful;

                  anemonens spæde hjul

                  med skovmærkens perler hvide

                  svinder brat; en stakket stund

og kastaniens kærter slukkes, og den lyse bøg på lide

                  dunkles som et sorgens skjul;

hastig flyver ungdoms smykke, pryd og lyst til dødens bo . . . .

Men når mørket dæmrer over trær og tårne dog vi øjner

                  gyldne lys i vågen ro;

om de end af dis kan dækkes, dølges under flygtig sky,

                  altid står de frem påny:

stjærnen ældes ej, men stråler blank, når ren sig himlen højner.