Kæl ej for din kvinde,
før I er alene,
strid ej med din kvinde,
når anden mand er inde;
længe har jeg sandet:
uvid er det ene,
og vanvid er det andet.
Kleobulos.
Jeg så dig, da døren fløj op i blæsten,
dejlige syn, du bedåred mig næsten! —
Jomfru af åsyn og frue for resten.
Praxilla.
gravskrift.
Her er jeg sænket i mulde, af armod, ikke af ælde;
træd ej den mossede sten, fattige venner mig gav.
Hele mit liv jeg stredes med tidsel og tjørn og nælde,
nu, da min hånd er stivnet, gemmer de for min grav.
gedebukken.
Nylig der hopped en langskægget buk under rankernes yngel,
tog sig det krusede løv og de saftigste klaser til æde;
op af jorden der råbte en stemme: Tag for dig, du slyngel!
Riv alle blade, jeg bær’, og hvad blånende druer mig bragtes!
Andre min stamme vil yde til vin, som jeg håber må væde,
under den lydende offerfest, dig, buk! når du skal slagtes.
Leonidas fra Tarent.
Didymes yppige skulder mig viddet og sansen betog;
stakkel! jeg smælter som vox over ild, npr den skønne jeg møder. —
Vel er hun sort, men hvad så? Er ej kullene sorte, og dog —
læg dem mod lue, og se, som de rødeste roser de gløder.
Asklepiades.
Elskov er ypperste lykke og dejligste gave, jeg véd;
selve den guldgule honning ej sødere smager.
Så siger Nossis: Den kvinde, der kender ej kærlighed,
kan ikke se, hvor den duggede rose er fager.
Nossis.