Så mangen knejsende støtte står
og mæler med gylden skrift
om blodig vrede og bitre sår
og valens tunge bedrift,
og øjnes vel ingen sinde
som den, der rejstes for svunden mén
i Danmarks dejligste minde.
Året skrider med megen hast
og levner kun lidet spor,
men ingen glemmer det bånd,
der brast og mindes i stenens ord.
Og ingen vandrer om støttens fod
og ser den manende stande,
han føler jo flamme sit hjærteblod
og sænker ærbødig sin pande.
Den mælder verden med rolig vægt
om landets fejreste værk
og lærer den kommende efterslægt,
at frihed gør manden stærk,
og mens vi taler vor moders sprog,
og hæderligt navn ville bære,
til mand er slave og dansk et drog,
vi hylder den sten med ære.
Nu fyldes vort land af usalig kiv,
det sygner af mange brøst,
men spørger vi angst om vor ret til liv,
vi fanger vel atter trøst:
Det folk, der mægter af egen trang
så skøn en gærning at øve,
det vinder visselig frem en gang
og lader sit liv ej røve.
Nu tales der ilde om friheds ånd,
og ingen viser den agt,
retten er smidig som vidjens vånd
og viger for stålets magt. —
Her rejstes en støtte af hugne sten
til vidne om rettens vælde,
om dåd så ædel og djærv og ren,
at aldrig den lader sig fælde.
De dysted ikke med skarpe sværd
til lyd af truende horn,
de sendte ikke en væbnet hær
at øde bøndernes korn;
med retfærds tanke og hjærtets glød
og sandheds luende længsel
de drog, hvor bonden var stedt i nød,
Priset være den store tid,
der her har præget sit navn!
Evig mindes den gode strid,
der løste bonden fra stavn!
Og ve da vorde den fule mand,
sit øje på støtten tør fæste
og lægger i bånd sit fædreland
Men du, der søger med ret og skel
at fremme din broders sag
og øver din gærning til alles vel,
drag ud i den lyse dag!
Træd ydmyg frem til din faders dåd,
tag styrke af stenens skygge!
Her ægges dit mod, her fanger du råd,
her lære du livet at bygge!