Niels Møller (1859–1941)

Jeg dør af tørst, skønt jeg er nær ved kilden; —

der spredes mulm, hvor klarest lyset skinner,

jeg sidder frysende tæt op ad ilden, —

ad trådte stier ingen vej jeg finder.

Alting forglemmes, alting vækker minder, —

jeg hører lyd og larm, trods alt er stille;

jeg når ej frem, skønt intet er til hinder,

i tvang jeg virker, tykkes frit at ville.

Den, højst jeg elsker, helst jeg slår og sårer,

den, der mig gjorde vel, jeg hedest hader;

de største glæder ejer tyngste tårer;

det møjevundne mål jeg brat forlader; —

jeg vandrer ensom, selv i fyldte gader,

kan mig i ørken ej fra andre skille,

jeg er mig selv, min broder og min fader, —

i tvang jeg virker, tykkes frit at ville.

Vort liv er ét, og splittet ad i mange,

mod øst vi styrer, men mod vest vi glide;

i livets fylde er man dødens fange;

om døden ej er livet, — hvem kan vide?

I nød vi ønsker døden ved vor side,

tør dog ej stævne dristig til dens gilde,

verden vi flyr, kan dog ej løs os slide, —

i tvang vi virker, tykkes frit at ville.

O, venner, hvem kan disse runer råde?

Hvem frir mig fra de tvivl, der trindt mig hilde?

Jeg ser det klart, dog er det mig en gåde,

i tvang vi virker, tykkes frit at ville.