»Høj og hvid den strænge Død mod huset skrider;
Eros, ung og kæk af vånde træder frem til værn;
skøndt hans vinger brydes, hårdt han strider;
dog hans arm er spæd og mattes; Dødens hånd er jærn.«
Nej. De to som drevne chulos enig mødes;
vi som fangne dyr til kampen nødes.
Eros svinger lokke-kappens purpurrøde næt,
planter banderillens brodde rap og let;
så, når tyren stamper vild og træt,
dybt den sorte matadors stål i nakken stødes.