Jeg så’ dit billed dækt af guld og glitter;
men under kronens stene lyste frem et hvidt
udtæret åsyn, harmfuldt og forlidt.
Det var dig selv: dit purpur var kun pral og flitter
som det, du bar, den time spottens spir blev dit.
O hån, at de på herskerstol har sat dig,
du slagne, af hvis mund på galgen bittert fór,
da mørkets vished tvang dit håb til jord,
det ene sikre sidste ord:
min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig!