Khamsin
Af Clinton Scollard
Af Clinton Scollard
O, ørkenens vind drog ind!
Khamsin,
ørkenens vind drog ind!
Den blæste fra sydens inderste brand
fra rygende høje og glødende sand;
og dens kys forkulled det grønne land;
ørkenens vind drog ind!
Da sygned mandelens unge blad,
og orangen blev runken, der før var rund;
den visnede dervish ej længer bad,
så tør og mat var hans mund.
Fra den magre vægter ej råb der lød;
hunde blev gale og tuded mod sky,
den hedende sol som kobber rød
i drivende dæmring red.
Vandsælgeren bag obeliskens ly
sig våndende styrted i sandet ned,
thi hårdt og slunkent var sækkens skind;
og ørkenens vind drog ind!
Ved den smulrende mur kamelen sank,
og, o, hvor sørgelig vildt den skreg!
Minareten, der rejser sig trind og slank,
i den gullige lysning dirrende flød.
De bad ved dag og ved nat i nød,
men læben, der bad, var tynd og bleg.
Floden krøb i sin slimede seng
som en dyndet, forvreden og skrumpet streng.
Mulden revned forbrændt som en rind;
og den varende vind, den hærgende vind,
Khamsin,
ørkenens vind drog ind!
I den køle moské gik den ind på rov,
hvor folk fandt trøst ved profetens skrin;
dens ånde var ild for den spæde jasmin;
den suged som sot den viv, der sov,
og mænd blev gustne, beruste af vin;
i reden døde de dunede små,
og barnet ved brystet gispende lå.
Da spurgtes et rygte, det svulmed og steg
fra en skælvende hvisken, vag og veg,
til et ræddeligt råb om en grufuld gæst.
Der er pest! pest! pest! pest!
O, den hærgende vind,
Khamsin,
ørkenens svøbe drog ind!