Gennem det rugende mørke, hvor aldrig et ildøje våger —
ej er der lys over land og ikke en stjærne i sky —
ud af det skjulende øde og ind i de slugende tåger,
bag dig et brusende hav og for dig et brølende gny,
jagende om dig der mumler og vånder sig truende tunger,
sagte som hviskende vrede og skarpt som skingrende råb,
hylen af gråsorte ulve, der haster og halser af hunger,
genfærd, der vidende varer, og havmænd, der høder hvert håb.
Håb? Har du håb om at vinde, når hver en vej er dig lukket?
Ejer du lyst til at leve? Ikkun det døde har liv.
Gemmer du fryd i dit hjærte, når søen hver glæde har drukket?
Lævnes der fred i dit sind, når natten er fuld af kiv?
Lyt, hvor det suser fra havet med råb, der kaldende ægger,
kluk som af fristende latter, lyd som af bristende suk,
stønnen, som én sig på lagen i dødskval stivnende strækker,
og jamren, som én sig bøjed under et dræbende hug.
Kender du det, der forfølger dig, rasende råb eller klage,
lydende latter og hulken, sang eller suk eller harm? — —
Se, jeg har vundet mig rigdom fra oldtidens blegnede dage,
samlet mig sorte juveler af nætternes skælvende barm, —
nætter, når skyheste hasted mod lavmånens rygende lue,
nætter, når fygende vover gråned og stivned til is.
dage, da jævndøgns-stormen ved solsæt begyndte at true,
dage, da mågerne årle vejrede død og forlis;
da var der lyd et sekund, og det døved de brydende vover,
råben af modige mænd, der forbitred i dybet forsvandt,
hvin af de grædende drenge, som vandene hvirvlede over,
suk af gråhærdede gamle, der spejded mod kimingens kant!
Trods har jeg dødet og êder, og dirrende læber jeg lukked, —
dem, der med spilede fingre sig værged, til øjet brast,
dem, der slog armen om brystet og sov og af voven blev vugged,
alle jeg tog i mit eje og holder dem lige fast!
Stolteste skuder jeg hærged, der sejled hovmodige, trygge,
frønnede skrog, der dumdristig styred på havet ud,
enten for ejeren voved af armod sit liv og sin lykke,
eller for én sad hjemme, og de måtte lyde hans bud;
selv under magsvejr jeg høsted, når vældige væbnede flåder
mødtes til dyst og døden hvisled i blinken og brag;
mange jeg kender, hvis liden og lod er forgættede gåder;
jeg kun og solen, vi véd det: der fejded et skib uden flag!
Mange faldt hede i havet og syded som slukkendes emmer,
mange med visnende kinder dreves ad dødsplankens vej,
sank og skreg og blev stille, og søen tog deres stemmer,
én farer hen til en anden, og alle er ens i mig,
vandrende ind i det dunkle, der hader, sålidt som ynker,
bårne ad navnløse veje af bundens fordølgende strøm, —
alle med panderne fured af tunge urolige rynker —
plager dem syn i søvne, og knytter de hånden i drøm? —
alle med lukkede læber og alle med stivnede tunger,
blinde, med stoppede øren, dyssed i dybeste blund. —
Dog har det liv, hvad de mæled, det lyder, når søen sjunger,
råber med dødninge-røster af havets klagende mund;
ud af de brydende søkløfter bobler det, bredes det, stiger det,
hilser og hidser og kogler og ruller og dundrer og ler,
ind i det dragende hvirvelsug synker det, rives det, viger det,
klynker og hulker og gurgler og kvæles og kan ikke mer.
— — Ved du, hvad voverne mumler, forstår du den tale, de føre?
Ikke de ord, der er døde, får lyd gennem bølgernes røst;
sælsomt af søen forvandled de søger forsætlig dit øre,—
bøj dig, o menneske, bævende! grib i dit inderste bryst!
Hovmodig var du og lo: de var gemt, dine krybende tanker;
dåd uden vidne er død og de dunkleste lyster fordulgt!
Ingen kan øjne det had, der stumt i hjærtet sig sanker!...
Se, hvor du farer, af søens forrådende røster forfulgt! —
Er der en vogtende viden, og straffer en dømmende hævner?
Nej! — men omkring dig og bag dig der fylkes en glammende hær,
alle de lurende tanker, de river af brystet og nævner,
røber din ondeste attrå, din løndrift, dit vilde begær,
mismod og avind, der yngled som slimede snoge i hjærtet,
giftige ord, der skød rod og dryssede frø, da du tav,
spot, der var veg uden brod, men misundelsens edder den hærded, —
hør, hvor det råber imod dig over det hujende hav,
følger dig, nager dig, svarer dig, minder og klager og varer: —
hvor vil du fly fra vort åsyn, hvordan vil du dæmpe vort skrig?
Søg kun til dem, der er hos dig, men véd du, med hvem du farer?
Se dig omkring over dække, gå til dem, du møder kun lig.
Lig i den dukkende forstavn og dødninge-hænder ved roret,
lig i den kolde kabys og brustne blikke på vagt,
vågende døde i køjerne, vågende døde om bordet,
mellem et mandskab af lig er du lænket af havets magt, —
døde og dræbte af dig, så fuldt som du ævned og mægted,
myrded af isnende blikke, kvalt af ukærlige ord,
stungne i bryst af det ene forsonende håndslag, du nægted,
venner, forgifted af glemsel, alle er her ombord.
Rejs dig, gå til dem, de venter dig — venter til søen forstummer —
se de mangfoldige vunder, du slog uden sten eller stål,
tag, hvad du gav dem, den borende sorg og den grådløse kummer,
drik til den beskeste bærme din utaks bredfulde skål.
Nøler du, ræddes du, gemmer du blikket bag hænderne både?
dækker du også de øjne, der dybest i hjærtet bor?
døver du havets røster, der steder din sjæl i våde,
nævner din gærning ved navne og giver din tanke ord? —