31. Marts 1903.
Ja, vi elsker Zahrtmanns stærke
I solskinsfødte Kunst,
fostret under Vaarens Mærke,
fri for Taagedunst.
Som et Væld af Tulipaner
mylrer op af Muld,
fylder dine Purpurfaner
sig med Solens Guld.
Lyset risler fra det Høje
som en Flod af Hvidt,
en Kaskade for vort Øje,
iris-brudt af dit.
Lyset ser du prismespaltet
som i Regnbuglans,
kastet over Verdens-Altet
i en Trylledans.
Digter, Digter kalde vil dig
dine Syners Strøm —
ad en Guldport kommer til dig
hver en Farvedrøm.
Hvor de andre stille spejler
kun, hvad Synet ser,
ud paa Eventyr du sejler,
duggfrisk som Homêr.
Mer end Dagens Purpur vejer
dog dit Hjertes Skat —
Lysets Rigdom størst man ejer
i en Fængselsnat.
Dybt i Blaataarn lod du tænde
Fangens ene Lys:
Tavse ser vi Tanden brænde
med et Andagtsgys.
Tak for denne Tempelflamme,
tændt ved Rembrandts Baal:
Lysets Glød i Mulmets Ramme
har et helligt Maal.
Solen lod du altid tindre,
Sol paa alting le —
Solen i dit eget Indre
gav du os at se.