I.
Langvejs kom jeg, meget saa jeg,
fremmed Land saa mangt mig lærte.
Men en Sommeraften laa jeg
atter ved min Moders Hjerte.
Der stod Duft af Kløver-Enge,
blinked Dugg i Agerdale.
Blikket over Stak og Stænge
smutted med en Digesvale.
Ude saa jeg Taarn og Tinder
knejse højt langs Flod og Fjælde
— her forsigtig Aaen rinder
under Hyldekrat og Elle.
Ude stritted stolt som Granner
Spir og Spær og gyldne Fløje
— her kun Bøgens Silkebanner
vimpler venligt for mit Øje.
Hvert et Taarn har Tiden kappet,
Vold og Virke ligger væltet.
Synets Kres er lav og slappet,
Kysten luder langs med Bæltet.
Dog endnu kan Kæmpefodspor
findes under Ø og Sunde,
Munkesten som røde Blodspor,
skjult af Græsset dybt i Lunde.
Skaar af Mur lig brudte Tænder
stritter op af grønne Volde
— alt, hvad Tidens Troldehænder
lod af Borgen os beholde.
Gemt bag Kalk i Bøndergaarde
sidder Borgens sidste Brokker:
Dér er Voldsted, som ej vore
Nisser ud af Leje rokker.
Vi har varet Borgen ilde
under Borgerkriges Flænsen:
Brændte Mure skummelt-vilde
gaber fjernt ud over Grænsen.
Danmarks Storhed stækket slumrer
i Ruin og grønne Høje,
stiger, medens Aftnen skumrer,
frem i Drømme for mit Øje.
Fjernt jeg Vesterhavet aner
som en fangen Løve knurre,
medens Borgene jeg maner
frem fra Riberhus til Gurre.
Atter Ler til Sten skal brændes,
rejse sig i Gavl og Mure,
atter gyldne Fløje tændes,
Hornklang over Landet dure.
Mod den lyse Aftenhimmel
alle Borgene jeg øjner,
alle sunkne Taarnes Stimmel,
som vor lave Synsrand højner.
II.
Borgen sank — de skønne Tinder,
som den lave Synsrand højner.
Over Landets sunkne Minder
kun Ruinerne jeg øjner.
Borgen sank. Vi saa den synke
sidst i vilde Luers Vrimmel.
Branden som en blodig Rynke
staar endnu paa Danmarks Himmel.
Landet ejer ingen Arne,
slukt den segned hen i Emner,
hvor kun Vægterne forfarne
stænger den bag Brandsteds-Tremmer.
Alt i tyve Aar Kolossen
under Dødens Ro sig soled,
blev for Folkets Nag og Trodsen
kun til Landesplids-Symbolet.
Om Ruinen alle Dage
larmer Livet uden Blusel,
ser ej Kæmpen altid rage
stejlt i Vejret som en Trusel.
Midt i Byen Borgen spøger
som et glemt, forkullet Minde,
der forgæves Medynk søger,
stirrer som med Øjne blinde.
Værgeløst hensmulrer Slottet:
Taget er af Huset fløjet,
Landets Hoved synes blottet,
Rigets Banner er som strøget.
„Her skal ingen Borg sig rejse
mere for den gamle Vælde!”
— For en ny den burde knejse,
for et Folk, som ej er Trælle!
For et Folk, der ikke kives
af personlig Avind sporet,
for et Folk, der ikke rives
om at sidde længst ved Roret.
Først, naar atter Borg vi bygger
og om Arnen rejser Rammen,
viger Nattens onde Skygger,
sletter endelig vi Skammen.
Landets Ære — det er Borgen:
genbygt skal den atter højnes
og med Taarn og Tind en Morgen
vide over Landet øjnes.