Tit synes Verden mig et Taagehav,
hvor tavse Sejlere hinanden møde
i Skæret af en Sol saa mat som Rav.
Og naar to Skibe mod hinanden støde,
det ene sejles skaanselløst i Sænk
og synker ned til Havets mange Døde,
mens Vandet vasker bort hvert blodigt Stænk.
Der driver ogsaa mangen vildsom Skude
med sejlløs Mast og uden Ror og Bænk.
Og Taagen lukker som en Mur forude,
og Havet sletter hurtig Vej og Spor;
kun trindt om stønnende Sirener tude.
Hvorhen staar Kursen? — hvad har vi om Bord?
— og hvorfor styre vi ad spredte Veje?
— og er der ingen, som paa Maalet tror?
Hvad hjælper det, at vi hinanden praje?
Hver vogter paa sin indbildt dyre Fragt
og tror Guldminer i sin Last at eje.
Og dog er Døden under al Ting lagt;
paa Randen af vor egen Grav vi svæve;
og Havet har os alle i sin Magt.
Kun een Gang saa jeg Taagerne sig hæve
som Slør, der blussed bort i Solens Brand,
— og Evighedens Glans paa Himlen bæve.
Som lynbelyst laa Havets blanke Vand,
der vugged Millioner Sejl og Klude,
men dulgte paa sin Bund et Dødens Land:
Som gyldne Skatte bag en Vindusrude
laa henslængt Guld, der aldrig kom i Brug,
og gule Lig paa hver en sunken Skude.
Og al den Last, som sanket blev i Smug,
den Vindesyge, som et Dæk bemander,
laa slugt af Havets aldrig mætte Bug.
Men paa det glatte Spejl, som Havet danner,
en talløs Skare sorte Skibe flød,
hvert med et Dødninghoved i sit Banner.
Sørøverskibe mod hverandre brød,
fra Bord til Bord en Entrebro sig lægger,
— saa raser der en Kamp paa Liv og Død ...
... Men fjernt jeg øjned et Par gyldne Snækker,
der gled som Svaner over Havets Blaa
ud mod den Streg, som Evigheden trækker:
Elysions Kyster blanke for dem laa
med grønne Palmer mod en solrød Himmel,
mens over Øen højt de stige saa
de vingefrie Maagers hvide Stimmel.