Jeg ser den Tvivl, som i Sjælen gror,
— dens giftige Frø jeg saade.
Jeg ser, hvor Sorgen har sat sine Spor,
— jeg ser det og trygler om Naade.
Jeg ser dine Øjne som Blomster to,
der sygne af Mangel paa Væde;
— de kan ikke dugges, hvor megen Graad
mine egne Øjne saa græde.
Jeg ser dit stumme, stenhaarde Smil
som Uvejrsglimt over Havet.
Jeg skælver og ønsker mig tusinde Mil
under Havets Bunde begravet.
Thi al den Sorg, du i Hjertet bær,
de Suk, der i Sjælen stride,
mit eget Hjerte som Knive skær,
— i Evighed selv maa jeg lide.