Ak, er jeg bleven født paany?
Jeg gaar min sagte Vej
og hvisker i det lyse Gry:
Jeg elsker — elsker dig.
Se Mærket af din lille Hæl
i Grøftekantens Læ.
Jeg sitrer saligt ud min Sjæl
i Rugens modne Dræ.
Den tavse Dugg, der stænker Drys
i Kornet langs min Vej ...
Jeg aander Luften ind i Kys,
der sendes mig fra dig.
Hvad er vel alle Livets Baand
mod det, der nys mig bandt
i Trykket fra din lille Haand,
der skar med Diamant.
Aa Gud, en navnløs Lykke laa
med sød og lønlig Lyst
i Rosen, ved din Hals jeg saa,
med Stilken paa dit Bryst ...
Saa rød og rank, som fra dit Skød
den steg sin stille Vej —
dit Hjertes dybe Blomst du brød
og rakte den til mig.