Jan. 1908.
Saa kastes dit Legem i Ovnens Slug
at lutres af Flammernes Tunge.
Og Ildens sidste hvirvlende Sug
gaar gennem den visnede Lunge.
Al Menneskeskranten og skrøbelig Id
paa Baalet brændes til Døde,
mens stolt fra din Kiste saa luende hvid
du rejser dig Ilden i Møde
og falder i Flammens fortærende Favn,
der døber med Evighedsdaaben,
og vinder tilbage dit genfødte Navn
dit Livsværks lutrede Vaaben.
Din Askes Slagger af Støv og af Malm
skal føres tilbage til Havet.
Din Urne skal bindes af Marehalm,
i Flyvesandet begravet.
Og Klitten skal bære din Bavtasten,
hvorefter Sømanden pejler,
og daglig dit Navn skal nævnes af En,
der ude paa Dybderne sejler.
Beskyttet af Bruset og Brændingen staar
i Højen diri Askekrukke:
De dæmpede Melodier naar
dit Støv som Sang ved en Vugge.
Din fredløse Sjæl, som aldrig fandt Ro,
kan skelne i Braadsøers Bragen
et Skvulp over Havet fra Sukkenes Bro,
skyllende op under Skagen.
Lagunernes Nynnen og Bosporus’ Ny
i Solnedgangen skal skælve,
de nordiske Nætters lysende Gry
din evige Himmelseng hvælve.
Vandrer var du, med Kappe og Stav,
som Wotan vidt gennem Verden.
Du rastede først, da du naaed din Grav,
knækket af Vikingefærden.
Vidste vi vel, naar du gik eller kom,
naar du flakked fra os og til andre?
Havtagen, søgende — det var din Dom
uden Hvile som Havet at vandre.
Nu skrider din Skygge højtidelig stum
efter Bølgen, der ebber paa Grenen:
Naar Havene favnes i fygende Skum,
da synger derude Sirenen.
Da vaagner den gamle Vaande og Ve,
da rinder den stivfrosne Smerte,
da drypper din Længsel som smeltende Sne
i det Hav, du bar i dit Hjerte.
Barde var du; af Bølgebrus stemt
din Følelses sitrende Strenge
hulked i Æolusharpens Klemt,
som Vindene splitte og sprænge.
Hvor er det Evige? Hvor er vel Gud?
Og hvor har vel Sandheden hjemme?
Som Blinde vi famle i Storm og i Slud
og fejle og falde og glemme.
Skinner kun Solen og Skyerne gaar,
højt løfter vi Glemselens Bæger.
Vi bløder af Saar, og selv vi dem slaar,
men ingen os Saarene læger.
Livet frister os alle vildt,
og Verden behandler os ilde.
Slutningen bliver et tungt: Forspildt!
og Døden nikker: Forsiide!
Nu er du naaet til hin hvide Bred
— Havlængslen stod dig i Øjet —
Riget, hvor Solen aldrig gaar ned,
med Manden, der aldrig har løjet.
Did gik din bedste, din reneste Hu,
mod Verden, den nye, du aned.
Ekko fra Fjernet bragte os du
i Sang, du fra Dybderne raned.
Skaller med Perler skyller mod Kyst
med Sang bag Konkylierande:
Havet risler med Drachmanns Røst
— en Konka fra evige Strande.