Jeg har vandret paa den evige Mur,
I Vægtergangen om det himmelske Rige
— snart ad Klippen den stejler som en Stige,
snart den styrter i den stenede Ur.
Som en Murkrone udelt og hel
over Bakke og Dal den sig bukler
og bespænder de højeste Pukler
af Bjergkædens hvilende Kamel.
Jeg har krøbet paa Muren som en Myg,
jeg har kravlet som en vingeløs Bille,
der kan gemme sig bort i en Rille
af denne Kam over Bjergenes Ryg.
Bastioner for hvert hundrede Skridt
lig Kykloper ser ud mod det fjerne,
men kun henfarne Skygger dem værne
af de Horder, som i Græsset har bidt.
Mod Tartarernes hærgende Hær
blev den bygt over Hundreder af Mile
som et Skjold mod de fygende Pile
og mod Stenenes haglende Vejr.
Jeg kan høre de hylende Glam
af Mantsjuer, der kastes tilbage
med et Hug af den himmelske Drage,
naar den stritted sin skællede Kam.
Millioner af Sten lagt paa Sten
Myriader af Liv maatte sluge
for at lægges i Fuge ved Fuge
— nu er glemt de, hver evige En.
Kun en Port og et Pas, som et Bor
gennem Klipperne ud maatte bane
— og en slentrende lang Karavane
gennem Passet gaar ud imod Nord.
Et uendeligt Taalmod at se:
Over Asiens uhyre Sletter
Fod for Fod den i Maaneder
sætter for til Moskov at bringe sin The.
Gennem Passet de mylrende Faar
søger ud til de græsrige Vange,
og det himmelske Folk som en Fange
gennem Porten paa Vandringer
Aa, besæt denne vilde Natur
med Soldater i pansrede Rader
— alle Kinas utalte Myriader
kunde staa paa den evige Mur.
Men det himmelske Folk hader Krig
som en blodig og raa Forurening
— denne Fæstning blev kun en Forstening,
og den evige Mur ligger Lig.
Aldrig mer skal her rasle af Staal,
aldrig mer skal her hvine med Buer
— paa hver Mark ligger fredede Tuer,
hvor de Døde har naaet deres Maal.
Denne Mur var et Paradis-Hegn
for et Folk, der kun bruger sin Hakke
i en Kamp mod den stenede Bakke
og kun ønsker den signende Regn.
Den skal ligge, den evige Mur,
som et Minde om Sjæle, der trode
paa et Rige saa lukt som en Klode
og paa Fred i et afspærret Bur.
Og naar Jorden engang bliver lam
og gaar ind til den evige Hvile,
taarnet op over Hundreder af Mile
skal den staa som en stivfrossen Kam.
Og en Gæst paa den evige Mur
fra en Stjerne dens Mening vil ane:
Over Bjergenes rutsjende Bane
vil han køre en svimlende Tur.