En Rad af Riksja-Lygter
ind gennem Natten flygter
som Ild, der gnistrer bort.
I Yedos Labyrinter
det fyger tæt med Splinter
af Raab, der krydses kort:
Hej-hej! — Ohej! det klinger,
og Riksja-Kulier tvinger
hinanden sig forbi
og bøjer skarpt om Hjørner,
hvor ingen sammen tørner
trods Svingets smalle Sti,
skønt Folkestrømmen stimier
og Vandrelygter bimler
langs Boderne, der vrimler
af Varer som af Spi.
Lugt som af Heksegryder
i tusind smalle Gyder,
hvor Trækulsgløder syder
og harsk Stenolie-Stank.
Hej-hej! — Ohej! Jeg farer
afsted blandt Mummeskarer,
blandt Aasyn abelumske
og ubestemt uhumske
Udstillingsvarers Brank:
Brun Mad, der stegt og syltet
i Lage ligger byltet,
Tørfisk, som lugter svovlet,
og Tang, der sammenskovlet
langs Stillehavets Bræm,
er lagt som Livret frem.
Hej-hej! — Ohej! Tilside
radmagre Mandfolk glide
med Fjæs i furet Malm.
Fra alle Smøgers Kroge
der vrimler spotske, kloge
Buddha-Disciple frem
fra Fattigdommens Halm,
som havde her i Skyggen
de hundred Rakan Hjem.
De lave Huses Tuer
af Ildflu-Lygter luer
og summer som af Lyst.
Og Kulihesten klapper
afsted paa springske Labber
med Stangen for sit Bryst
og løber, saa det gunger
sprængfærdigt i hans Lunger
i langstrakt Luntetrav.
Mens Sveden strømvis siler,
hans Tandrad Luften filer
med Syngen som en Sav.
Hej-hej! — Ohej! Han syder
igennem hundred Gyder
og skærer mod sit Maal,
indtil i Traad han glider
med Hjul fra andre Sider,
der søger samme Baal:
Hej!. Det er Yoshiwaras
guldblanke Nattemaal.
Er vi da Møl, som lokkes,
et Fugletræk, der flokkes
omkring et Fyrtaarns Blinker
i dragende Begær?
Hvad er det dog, som vinker
den store Riksja-Hær,
der frem af Mørkets Revner
fra alle Sider stævner
imod et magisk Skær?
Et Skær af Brand i Natten
— derunder brænder Skatten:
de tusind Kvindeskød
tilfals for Guldets Glød.
Elskovens Legioner,
besatte af Dæmoner,
mod Nattestaden søger,
hvor tusind skønne Skøger
har rede deres Skød
for Guldets dunkle Glød.
Højt Yoshiwaras Porte
ildtegnet har derborte
et festligt buet Aag,
hvorunder alle strømmer
og Riksja-Toget tømmer
i Helvedgrydens Kog.
En gylden Gade skinner
med Blus paa Tag og Tinder,
højt farvede af Stjerner,
med Svaj af Blomst-Lanterner,
som Sole lyser i.
Se, Flag og Vimpler smælder
hen langs de aabne Celler
af festoplyste Kuber
med Summen som fra Struber
af Dronningbi ved Bi.
Og langs med gyldne Bure
Besøgerne sig skure
og stirrer ind ad Tremmer,
hvor ingen sky sig gemmer,
men lagt i aabent Hi
de skønne Skøger lure
i stive gyldne Hamme
med Glorier af Kamme:
I Burets Gitterramme
Elskovens tigertamme,
duftblaa Menageri!
O Geisha-Krysantemer!
O Fabel-Diademer!
O Kolibri-Poemer
I Regnbu-Spektres Glans!
For hver en miltsyg Hamlet
al Kvindeskønhed samlet
i Ædelstenes Krans.
Et Elskovssug af Brynde,
et Drag af Jomfruynde,
der daarer Sind og Sans.
Snart uskyldsrene Pander,
snart Blik, der Gifte blander,
et Smil, der lokker Hanner,
en Haand, der vinker: Stands.
En Moskus-Kat, der pludrer,
et tolvaars Barn, som pudrer
sin Kind for første Gang.
En, der erfarent blinker,
og En, som Læben sminker
med rød Pomadestang.
En, som polerer Negle,
En, der i Dobbeltspejle
faar Haarets Kuppel sat.
Og En, som tænder Piben
med skælmske Øjnes Griben
i mine stille fat.
Og En, som smægtende dovner,
mens Haaret skytungt bovner,
sort som en indisk Nat.
O skønne Dyr, som sitre
bag disse gyldne Gitre,
I kender Elskovskunstens
vellystigsøde Drik,
og klart beskinnet Brunstens
mysteriedunkle Drifter
i slidte Furer skrifter
den Visdom, som I fik.
I sidder dèr i Bure
for tigertyst at lure
paa Byttet, Skæbnen sender,
paa Brynden, som I tænder
i Blod, der gaar forbi.
Og Eders Fyrfad gløder,
og Gæsterne I møder
som skønne aabne Skød
tilfals for Guldets Glød.
Selv Burets gyldne Grube
er som en kostbar Kube
af Kunsten fattet ind:
Se, grønne Bambusskove,
hvor gule Tigre sove
i flammestribet Skind.
Skældækte Drager klirre,
og Ørne lynskarpt stirre,
og Svaler hastigt svirre
blandt Pilekviste ind.
Og Burets Gulve gløde
af Purpurtæpper bløde,
hvor hvide Fødder synker
som Killinger i Mos,
imens den Skønne rynker
sin Kimono til Gitret,
hvor Bejleren staar hos.
Nu banker hun mod Tremmen
sin Pibe af Metal
og kvidderløfter Stemmen:
Mossiu! med kælent Kald —
en guldklædt Anekdote,
der dovent giver Pote
igennem Gitret ud,
og spinder om mit Haandled
sin silkekøle Hud.
Fra hvert et Bur de nikker
og frem til Gitret vrikker
og smiler dine Sanser
i Vellyst-Længsel ind
— de hvide Tænder danser
i Paradis dig ind.
Ja, Fremmede, træd ind!
Her er Billetkontoret,
hvor Rufferen har Ordet
og raaber hæst og højt
med Sprogets Fistelfløjt
om sine Ædelstene,
der tindrende og rene
har gemt i deres Skød
al Elskovs stærke Glød:
Her faas den første Barne-
Novices kyske Ynde,
og her den mest Erfarne
i Elskovskunst og Brynde
vil aabne dig en Himmel,
der gør dig gudesvimmel
og gyder i din Aare
en aldrig anet Vin.
Kom, er du ej en Daare!
Gaa ej forbi mit Skrin!
Her kan din Længsel kaare
sig Skønheds bedste Skat
i Staden uden Nat!
Ja, Kattene derinde
saa silkehvide skinne
— de venter uskyldsglade
bag Kimono-Brokade
med Blus i hvert et Blik,
skønt uden Rus af Drik.
I Skær af Gulvets Lamper
Thepotten stille damper.
Sølvpiben ud de banker
i hjemmeblide Tanker
og synes tyst at sige:
Se her en lille Pige
af Finhed uden Lige,
som til dit Himmerige
i dette Bur blev sat
i Staden uden Nat.
O falske Uskyldspræg:
en trofast Elskerinde!
— man lettere kan finde
et ottekantet Æg.
Dog, Yoshiwaras Marked,
jeg burde fylde Arket
af Lovsang til din Pris,
dagklare Paradis,
Udstillingshal for Kvinder,
hvis Skønhed salgbar skinner
for hver en Elskovstrang,
der ikke lyssky lusker
sin brødeskumle Gang.
Thi pludselig jeg husker
Evropas svinske Smøger,
hvor Mænd i skamfuld Brunst
Nødtørftens Lindring søger
hos stakkels skidne Skøger
i røde Amplers Dunst.
Hvor Sansedriften traver
i Nattens Rendesten,
indtil den drukken raver
i Seng paa sorte Ben.
Hvor Venus uhumsk hikker
af Bærmen, som hun drikker,
og gaar som Gadetigger
i Natten ud paa Sjov;
hulkindet, utugtstæret
hun dukker sig i Skæret
af Skænkestuens Dør
og lever af Begæret
som en Sjakal af Rov.
Jeg ser de Utugtsballer,
hvor Brunsten svimmelt
sejler til hidsende Musik
og Rusen Driften gejler,
indtil den drukken lailer
i faunisk Erotik:
Favntag paa aabne Gader
— aa, se de sjofle Lader,
aa, hør de drukne Fnis!
Saa heller Yoshiwaras
natgyldne Paradis,
hvor Driften ikke drikker
og Lasten ikke hikker
og Brunsten ikke ræber
og ikke Vinkys klæber
to Drukne Favn i Favn.
Her bag de gyldne Tremmer
blufærdigblide Stemmer
sagtmodig Ynde gemmer
og lokker mildt til Fest
den anstandsfulde Gæst.
Med høvisk Hilsen smiles:
Her kan en Nat der hviles
— tyst Blomsterbaaden fører
i Elskovsfredens Havn.
Det er, som Sang man hører:
Se her en lille Pige
af Finhed uden Lige,
som til dit Himmerige
i dette Bur blev sat
i Staden uden Nat.