Guldregnens Klaser blegne,
Syrenen falmer hvidt,
og Tjørnens Blomster regne
som Sne for hvert et Skridt.
De vilde Roser sværme
i Solnedgangens Glød,
og Hyldens aabne Skærme
har Duft som nybagt Brød.
Et Svirr af Bier, som brumle,
sølvhvide Glimt af Møl;
et Bryg af Malt og Humle,
en Luft som Krydderøl.
Nu smelter Dagen gylden
sin Skat i Nattens Skaal.
Duftsitrende Idyllen
staar op af Somrens Baal.
Luftstrømme vellugtsvangre
indspinder Sind og Sans
i Drøm, som ej vil angre
sin Rus ved Sankte Hans.
Se, Birk og Bøg og Linde
staar stille Himmelvagt
omkring et dejligt Minde,
der blev i Mulde lagt.
Midsommernatten kryster
os i sin Mindefavn.
Langs Bakkedrag og Kyster
opblusser Bavn ved Bavn.
Hil dig, Højsommer-Glæde,
du Livets Højdepunkt!
Ræk os din gyldne Kæde
og gør vort Hjerte ungt.
Afsindig hedt vi længes
mod alt, hvad vi har tabt.
Paany vort Hjerte flænges
af Sorg, vi selv har skabt.
Og hulkende vi savner,
hvad selv vi skar itu,
og en Erindring favner
— og elsker den endnu!
Livsdrømmen gyldent gløder
fra Sommernattens Baal,
og stille Hjertet bløder
i Nattens Offerskaal.
Endnu i Nat vi takker
for Fredens Alterild,
der over vore Bakker
har tændt sig varm og mild.
Men fjernt i Syd vi aner
en baalsprængt Horisont:
Belyst af Bombebaner
Krigsrædslens lange Front.
Igennem Lande skaaret
den endeløse Grav,
hvor Mængder Banesaaret
selv denne Time gav.
Hvor Millioner bløder
i haabløs Snigmordskamp
— hvor Verdensbranden gløder
i Sommernattens Damp.
En Gru for vore Hjerner
— et aldrig standset Støn:
Til Sommernattens Stjerner
en angst fortvivlet Bøn!