26. Jan. 1914.
Vi er det bløde Ler i Livets Hænder
og formes bedst af Modgangs tunge Drag
og hærdes sikrest gennem Nederlag
og arres langsomt under Tidens Tænder.
Med Lidelser vort eget Præg vi køber,
ufærdigt svajer vi for Skæbnens Storm,
og faa kun vinder deres fulde Form,
før hjem de stævnes af den store Støber.
Hver Dag os Døden giver sine Snit,
lig Frost, der Blomstens Hjerteblade piller
— størst er den Sorg, naar selve Livet skiller
dig fra et Sind, du elsket har som dit.
Dog stundom klapper Lykken vore Kinder
og smiler for en Time Furen bort
— da løsnes alt, som stivned og blev haardt,
og Foraarstøbrud gennem Sjælen rinder.
Se, Haabets straalende Tilbagekomst
i Lue tænder vore slukte Sanser,
og Blodet atter gennem Aaren danser
med Blus fra Hjertets stærke Purpurblomst.
O Venner, som et Festblus for mig tænder,
o Mester, Tak! Her ved min Glædes Bord
til hver en Gæst Tak for hvert Blik og Ord —
— jeg er det bløde Ler i eders Hænder.
Blandt Farvespektrets Linjer op I trak
Livsglædens festligrøde Flammestribe
— o lad mig alle eders Hænder gribe,
og gid min Fremtid bringe jer min Tak!