Roma i sit Solhav svømmer,
morgendrømmer.
Kirker, Kupler og Paladser,
Parkterrasser,
Søjler, Kors og gyldne Fløje
Romas Høje
bærer bort mod solblaa Bjerge:
Vagt og Værge
om en evig skøn Natur,
plantet paa Kyklopers Mur.
Duftende af Græs og Myrter
Vandfald styrter:
Acqua Paola, som strømmer.
pulsetømmer
mileløbne blanke Vande
af en Kande,
der i hundred Springvand sluser,
kildebruser
og bedugger denne By,
saa den synes døbt paany.
Oppe bag sin Marmortrappe
Kirkens Kappe
aabner Dørens Favn som Flige
til et Rige,
svale, dunkle Grotter bygge,
fyldt med Skygge,
hvor du kan dit Hoved hælde
i en Celle
til det hvide Alterbord,
der med Himmelblomster gror.
Kutteklædt en Klosterbroder
for Guds Moder
ydmyg Pigegerning øver:
af han støver
hendes mange Blomsterkrukker;
fromt han bukker,
før han hende Vokslys rækker;
fint han dækker
hendes hvide Alterbord,
hvor Madonnas Liljer gror.
Dog Passionen har til Huse:
Svøber suse
over Kristus — se derhenne!
Kerter brænde.
Paa de glemte Sarkofager
Døden flager.
Ude Stadens Solhav svømmer,
men her drømmer
Orglets Smerte-Symfoni
— Evigheden bor deri.