I
Blomster, der rækkes af usynlige Hænder,
bringer Sjælen Hilsen fra lønlige Venner.
Farven i hver lille
straalende Krone
kogler som en Kilde,
tindrer som en Tone.
Tanker kan traadløst krydses gennem Luften,
Hjerter kan forenes, trodsende Fornuften.
Gennem Blomsterranker
gaar der Tryllestrømme:
Farven føder Tanker,
Duften avler Drømme.
II
Haanden skaber: Strengen venter
sin Forløsnings Buestrøg;
alle Hjertets Instrumenter
paa de rette Fingre venter,
der kan mestre dem i Spøg.
Haanden skaber: for en Kvindes
bløde Greb Mirakler sker.
Stoffets Tyngde overvindes,
Fantasiens Rytmer findes
— Mandens Hjerte blir et Ler.
III
Den tingraa Sø mellem Sus af Siv,
et Brus af Trær over Skrænten ned,
hvor Linden aander sit Sommerliv
og Himlen smelter af Sol saa hed.
To Silkesko i den bløde Muld,
af Stranden kysset for hvert et Skridt...
Et Haar som spundet af Solens Guld .. .
et Blik, der blaaner lavendelblidt.
To Byster formes i fugtigt Ler
af fire Hænder i flinkt Omkap,
mens Kunstnerøjet opmærksomt ser
og tager fat, hvor igaar det slap.
Snart efter skælver en Violin
i Melodier fra Hjertets Gem.
Den skønne Haand med en rød Rubin
af Leret tryller en Skitse frem.
Se sølvbesat dette hvide Bord,
hvis Blomster blusser mod Furesø,
hvor selve Sommeren lydløst ror
i Duft af Skovhyld og Kløverhø.
En Kæmpe-Abild har Krone sat
for Dronningburet som Duft-Altan.
Dér fyldes hver en Skærsommernat
med Syrinx-Toner af selve Pan.
IV
En Stund jeg hvilte paa en mosgrøn Skrænt
og saa’ mod Himlen Bøgens Søjlestamme
gaa lodret op af Ellekrattets Ramme,
af sunde Safters Salighed bespændt.
O Plantelykke, som jeg selv har kendt!
Mit Hjerte tændtes af en Solilds-Flamme
og følte sig fordoblet med det samme:
Alt blev til Drøm — og er dog sikkert hændt.
Jeg sitred som et Blad paa Bøgens Grene,
fik Kys af selve Solens gyldne Mund
og var selvanden — skønt jeg var alene.
Ja, Sjælen har paa dybt forborgen Bund
en Kilde, der kan risle Tanker rene
— et Nu, lig hundred Aar, i Lykkens Lund.