Den sidste tunge Strid er stridt
og Døden har hans Lemmer strakt,
og klamt og koldt og gustenhvidt.
er Liget frem paa Bordet lagt.
Saa skar de op den svuldne Bug
og gransked Mavesæk og Tarm
og proved Lungens røde Sug
og udskar Hjertet af hans Barm.
Den Døde tager stum og tam
mod Dissekereknivens Snit
og rødmer ej for nogen Skam,
men lyser lige nøgenhvidt.
En Stump af Issens Skal er sprængt
som Laag fra Pandehvælvets Gem
og under Hovedhuden krængt
den rosenblege Hjerne frem.
Her skælvet har hans Tankers Strøm
i disse Traades Slyng og Krus,
har vugget gennem Søvn og Drøm
sig filtret hele Livets Rus.
— Fra stille Dybder har du krængt,
o Mester, frem en Hjerneflig.
Jeg ser, hvad du har lidt og tænkt,
i dette stumme stolte Lig,
som gemmer i sit hule Bryst
og under Øjets sunkne Laag
et Suk af Livets bitre Lyst
og Lidelsernes tavse Sprog.
Skønt ingen hørte Hjertets Skrig
og Hjernens Suk for Knivens Snit,
i dette tavse, hvide Lig
jeg læser alt, hvad du har lidt.