Porten gaar op. Under klingende Spil
Fanen sin Silke med Solskin bekranser.
Frisket af Søvnen man skynder sig til,
Hjerterne vaagne bag Skærf og bag Panser.
Skytterne skuldre de blinkende Spær,
Bøsserne lades, og Hanerne knække.
Klirrende Spyd, Partisaner og Sværd
sluttes i Trup uden Orden og Række.
Ud imod Solens og Morgenens Væld
dundrer en Tromme sin dumpe Appel.
Vagten gaar ud. Gennem Skyggernes Nat
dukker den frem i et Solbad, der flyder
smeltende gyldent, og slikkende glat
ud over Aasyn og Hænder sig gyder.
Skrider den frem som en levende Drøm
gennem en Guldport, Solen har buet.
Øjnene funkler paa Lyshavets Strøm,
Ungdom og Kampmod, som aldrig blev kuet.
Solen i luende Ild har dem døbt,
som var i Guld deres Skikkelser støbt.
Tæppet gaar op for en gylden Magi:
Skrider da Solen i Spidsen for Toget,
smelter sin gyldne Trolddom deri?
Brusende Lykke at gaa under Aaget,
frem under Solen med klingende Spil,
løfte i Lyset de klirrende Lanser!
Drukne af Solen de skynde sig til,
Hjerterne vaagne bag Skærf og bag Panser.
Ud af den rugende Skyggenats Væld
Solen har koglet en gylden Appel.