Ingen anden tør dem vække
end den sagte, milde Maane,
hvor i Blund bag Hyldens Hække
deres hvide Blomster blaane.
Dette Maaneskin er Drømme,
kastet over hvide Pander,
øst i nattedybe Strømme
som af gyldentgrønne Kander.
Der er Blomster, som er Dagens:
stærkt de gro ved Solens Flammer,
suge Lyset valmublodigt —
Solen som et Bryst dem ammer.
Helianthus spejler Solen,
til dens Gang paa Himlen lænket;
under Aften har den modløs
tungt mod Jord sit Aasyn sænket.
Der er Blomster, som er Nattens:
de er blege, maaneblanke,
i de aabne hvide Kalke
tyst de Maanelyset sanke.
Groende fra Nat til Morgen
ranke de sig tyst en Tomme.
Blomsten falder slap i Dvale,
naar den lyse Nat er omme.
Ak, I skønne Natteblomsters
duggetglimtende Pupiller,
i hvis dybe, dunkle Iris
Duften aabner sine Kilder —
af mit eget Hjerte skyder
frem en Blomst i Maaneskinnet:
den har aldrig Solen sanset,
den tør aande kun i Mindet.